Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Side 31

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK
29
Det gamle Island og Norge er blevet ungt igen ved at gaa gennem hans
islandske Sønnesind. Og han har opdaget sig selv bedre ved at gaa paa
Opdagelser med de gamle, ved at leve sammen med dem i deres Hjem-
kærlighed og Udvé, deres Kampe og Attraa.
Det er Nordmændenes Landnam paa Island 874, Bogen stiler imod
i de to første Dele og skildrer i tredje Del. »Edbrødrene« (burde hedde
»Edsbrødrene«) er Ingolf og Hjørleif. Det er om dem, deres Barndom
hjemme i Norge, deres Ungdoms Vikingefærd og deres Komme til Island,
Bogen handler.
Bred og rolig skrider Fortællingen frem. Forfatteren giver sig god
Tid til at dvæle ved mange Smaatræk fra Barndomstidens Fryd og Ung-
domstidens Herlighed og Kampe, som hans frodige Fantasi og fortrolige
Kendskab til Højnordens Natur har tildigtet den gamle Tekst.
Det danske Sprog, som Gunnar Gunnarsson nu skriver, er lydefrit
Dansk, jævnt og naturligt. Man maa undres over, at en Udlænding er
naaet til at have et saa fuldkomment Herredømme over Sproget. Kun
sjælden falder det en ind, at det ikke er hans eget Modersmaal. Og da
oftest fordi det klinger en Kende kraftigere og ejendommeligere end
mangen dansk Forfatters. Maaske er der dog ogsaa i hans Dansk —
bevidst eller ubevidst — nogen Paavirkning fra Johs. V. Jensens Prosa.
Man faar grundig Besked om Livet i de norske Bygder, om Offer-
bl6t og Jordefærd og Vikingefærd o. m. a. og om Rejselivet til Island.
Og Interessen holdes stadig fangen, fordi der fortælles om alt dette, ikke
alene ud fra et godt Kendskab til de gamle Tider og Skikke, men ud fra
en saa levende Optagethed deraf, som om det var egne Bameminder og
eget Rejseliv, der blev genoplevet i Erindringen. Dette føles ikke mindst,
naar man omsider er kommet med paa den store Opdagelsesrejse til det
forjættede Frihedens Land der yderst mod Norden.
Imod denne faste Baggrund tegner Hovedpersonerne sig tydeligt. De
to Fostbrødre, den rolige Ingolf, saa stærk i sin Hjemkærlighed, og den
urolige Hjørleif, hvis Liv er sugende Udvé. Man følger dem fra deres
kække Barneleg til Hjørleifs tragiske Død for Trællehaand paa Island.
Man aner derss Skæbne gennem Skildringen fra første Færd, at netop
saa forskellig, som de selv er, maa den blive. Og man glemmer ikke
let dette nordiske Ynglingepar; kraftfuldt er de formet ved Siden af hin-
anden i deres store Modsætning og i Fostbroderskabet trods alt.
Deres Sindelag lyser ogsaa frem over for de to smukke Kvindeskik-
kelser, Helga og Hallvejg, som er givet dem ved Siden.
Helga, den lidenskabeligt forelskede, hvis Liv sammen med den hvile-
løse Hjørleif er en angstfuld Skiften mellem Længsel og Gensyn, og Hall-