Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Page 33

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK
3i
lighedsskildring af islandske Forhold og Mennesker, hvor Digterfantasien
tværtimod har kastet et stærkt personligt farvet Skær over Livet. Lad
være, at det med Rette kan ønskes fra islandsk Side, at det danske Folk
kunde komme Island saa nær, at det kunde lære det islandske Liv og det
islandske Sind af Selvsyn at kende — deri iberegnet den islandske Digt-
ning paa Modersmaalet.
At mangen saaledes vilde faa de Meninger om Island korrigeret, som
han nu kun har kunnet skaffe sig gennem disse Bøger, ophæver dog ikke
den Sandhed, at et Bekendtskab paa Afstand er bedre end slet intet og
forhaabentlig ogsaa kan føre til et nærmere Bekendtskab senere hen.
Og for den poetiske Gehalt behøver det jo ikke at være et Minus, at
Bøgerne er skrevet i Udlændighed. Og er det da heller ikke i mange
Stykker. Ligesom — ellers uden Sammenligning — Henrik Ibsens Brand
og Peer Gynt sikkert ikke blev mindre Digterværker, fordi de blev skre-
vet i Italien. Man digter bedst om Sommerens Skønhed ved Vintertid,
mente Henrik Ibsen jo. Baade Bjærgene og Livet maa ses i Frastand,
for at man rigtig skal kunne se. Det Billede af Islands Bjærge og det
islandske Sind, disse Bøger giver, er malet med den brede Pensel; det
er ikke et geologisk eller realistisk nøjagtigt, udpenslet med mange smaa
Enkeltheder; men det er dog et virkeligt Billede, baade af Naturen og
Sindet, fordi det er set af ægte islandske Øjne.
»Fjærnheden gør Bjærgene blaa og Menneskene store«. Denne Digt-
nings Verden ligger i en romantisk blaanende Dis. Den er blevet til
samtidig med et nyromantisk Drag i nordisk Digtning. Den er dog,
ligesom forrige Aarhundredes islandske Romantik, temmelig upaavirket
heraf og har sit eget Præg. Bl. a. staar den i et mere reelt Forhold til
Fortiden, hvoraf den er groet frem, og har et mere naivt Blik for de
store og altid stærkeste Livsforhold. Og den er saa stærkt præget af
Længslen.
Det er lykkedes denne Digtning, saaledes betinget som den .er, at give
saa levende et Helhedsindtryk af det islandske Sind og skabe saa ejen-
dommelige Mennesketyper, at den betyder et nyt og værdifuldt Afsnit i
den islandske Aands Udvikling, ved hvad den allerede har frembragt.
Ved det friske Pust fra en fjærn og storslaaet Natur, som den har ført med
sig, ved sin umiddelbare Patos og ved det fremmede Folkesind, der lever iden,
har den ogsaa givet friske Tilskud til den danske Litteratur, som just ikke har
struttet af Friskhed og røde Kinder i det sidste Tiaar. Det er vel for
tidligt at give sig til at undersøge, hvorvidt der kan tales om en Paa-
virkning, litterært eller sprogligt, fra den islandske Digtning i vor Midte.
Men det var i hvert Fald ingen Skade til, om den ved sin snart faste,