Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Qupperneq 34

32
ARNE MØLLER
snart stærkt bevægede Stil og sin djærvere Sprogklang kunde give en
Smule Modvægt mod den Fare, som vort Sprog altid staar i for at løbe
helt ud i det letflydende og udviskede.
III.
ISLANDSK DIGTNING I OVERSÆTTELSE
i.
Sammenhængen mellem dette udvandrede islandske Skjaldskab og de
hjemmeblevne islandske Skjalde skal der her ikke gaas ind paa. Men at
den er der, er lige saa selvfølgeligt, som at man fra islandsk Synspunkt
maa ønske, at de øvrige Nordens Lande vil lade sig føre fra det lettere
Bekendtskab til at stifte Bekendtskab med den nyislandske Digtning paa
Modersmaalet.
Man maa foreløbig af praktiske Grunde kun regne med den paa Dansk
oversatle Litteratur. Selvom det er et højst begrænset og til Dels tilfæl-
digt Udvalg, der her er gjort, foreligger der dog saa meget oversat fra
Islandsk, at man kan danne sig en Forestilling om den islandske fortæl-
ende og lyriske Litteratur fra det sidste Aarhundrede.
Der skal til sidst gøres nogle orienterende Bemærkninger hertil.
Den islandske Novelle begynder omkring Midten af forrige Aarhun-
drede med idylliske Skildringer af Livet paa Landet af Jbnas Hallgrims-
son og især af J6n Thoroddsen. Af den sidste er der oversat Ungers vend
og Pige med fornøjelige og naive Optrin fra Bøndernes Liv dengang,
lidt i Tyskeren Auerbachs Stil.
Men under Paavirkning i København af Georg Brandes og Realismen
begynder i 1880erne en ny Prosalitteratur paa Island, der vil skildre det
lille islandske Samfund og sætte Problemer under Debat. Og i' den
hjemmefødte Novelle og Roman har siden da den realistiske Samfunds-
skildring været fremherskende.
Den bedst begavede Novellist er den tidlig afdøde Gestur Pålsson,
af hvem der er oversat paa Dansk Fire Fortællinger.
Naar man nu læser disse ypperligt komponerede og fortalte Fortællin-
ger, træder Problemerne og hele Tendensen fra 8oernes Litteratur jo lidt
for tydeligt frem, omtrent som Ribbenene paa en gammel Krikke. Og
baade Æmnevalget og Udformningen af Karaktererne forekommer ofte
mere indført (fra Turgenjev og Kjelland?) end indfødt. Men det
føles ogsaa, at han har haft dyb personlig Overensstemmelse med det
skeptiske Livssyn og den Samfundsbetragtning, som han tilegnede sig.
Kan der være stærk Tvivl om, hvorvidt disse Islændinger har levet uden