Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 36
34
ARNE MØLLER
Det der giver Bogen dens litterære Værdi er, at vi her har den før-
ste større — og endnu den betydeligste — Skildring af Forholdene i
Islands lille Hovedstad, hvor det offentlige Livs Mænd lever saa altfor
nær op ad hinanden, og hvor derfor Sladder og Nabomisundelse faar saa
stor Betydning. Som Samfundsskildring fra denne baade i aandelig og
materiel Henseende ufærdige Overgangstid, som Begyndelsen af det ty-
vende Aarhundrede i saa udpræget Grad har været for Island, især for
Reykjavik, vil Romanen beholde sin Plads. Og den rummer baade Op-
trin og Personskildringer, der er set med en Digters Øjne, og hvori Reyk-
javik lever.
Tilsvarende Skildringer fra sin Samtid, mere hentede fra Landet og
de smaa Købstæder, har den nylig afdøde J6n Trausti (Pseudonym for
Gu5mundur Magnusson) givet. Han har været en meget produktiv For-
fatter — ogsaa af Romaner fra tidligere Tider paa Island. Hans Pro-
duktion er af ulige Værdi.
Til det bedste, han har skrevet, hører hans paa Dansk oversatte Bø-
ger Halla, Imod Strømmen og Hedegaarden (en Fortsættelse af
Halla).
J6n Traustis Stil og Smag kan lade ham ganske i Stikken, og han
kan være trættende bred og almindelig. Men hans Folkelivsskildring gør
et hjemmegroet paalideligt Indtryk, »ramislandsk«, som han ofte kal-
des. Han fortæller godt, der hvor han selv har set. (Han er født paa
den nordligste Gaard paa Island og blev, da hans Fader tidlig døde, af
Fattigvæsenet sat i Pleje hos fremmede.)
Og enkelte Personer og Optrin er saa djærvt tegnede, at man glimt-
vis mindes Sagafigurer- og Optrin. Jeg vil minde om den gamle Præst
i Imod Strømmen. Der er et Kapitel her, hvor han skildrer denne
over for sine Modstandere ved et Møde i Forsamlingshuset, som er mere
værd end hele den øvrige Bog. Det er vel egentlig en gammel Høv-
dingegode, der er staaet op fra Sagaen og gaar igen hærklædt i Præste-
klæder.
Den gennemgaaende Livsbetragtning hos disse Prosaskribenter er nær-
mest pessimistisk. Hos Gestur Pålsson mere bitter ironisk, hos Einar
Hjørleifsson Kvaran lidt vemodig resigneret, hos Jon Trausti i mindre
ejendommelig Form skeptisk over for Samfundsformer og Menneskeværd.
Det er karakteristisk for den afsides Pign, hvilken Magt Sladderen
har i Samfundet. Den Haardhed og Mistænksomhed, som ofte er over
Karaktererne, synes at høre ældre Samfundsforhold og en anden Natur til.
Det lille islandske Samfund kan ikke frembyde en ret stor Mangfol-
dighed af Typer for Forfatteren. Det er derfor ikke underligt, at Præsten