Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Síða 37

ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK 35
ofte maa holde for. Men det virker unægteligt ensformigt at møde væ-
sentlig det samme Præstebillede i saa mange Bøger. Netop fordi det er
den samme Type, som saa ofte gaar igen, bliver man let mistænksom over
for Karakteristikens gennemgaaende Paalidelighed og har svært ved at tro,
at de islandske Præster har saa mange daarlige Sider og saa megen Over-
spændthed, som de islandske Forfattere i deres ulykkelige Kærlighed til
dem hidtil har fundet. Et nærmere personligt Bekendskab med islandske
Præster forvandler Mistanken til bestemt Protest.
En nærmere Redegørelse for den islandske Prosalitteratur maatte dvæle
ved andre Skribenter, hvis Bøger kun findes paa Islandsk, f. Eks. Bonde-
digteren J6n Stefånsson (Pseudonym: Thorgils gjallandi), der har skrevet
Skildringer af en ejendommelig Stemning.
Her skal endnu kun nævnes J6nas Jénasson, af hvem Sagamennesker
er oversat. Ogsaa her er Grundsynet bittert og skarpt.
Er der ikke noget »islandsk« i denne Livsbetragtning? I hvert Fald
er det ikke underligt, om en barsk og ensom Natur skulde kunne bidrage
til at fostre haarde og skeptiske Naturer og Tilbøjelighed til en indesluttet
og kritisk Livsanskuelse.
2.
Men at islandsk Livsbetragtning ikke er udtømt med disse Træk, ved
enhver, der kender til det nye Stemningsliv og det lyriske Væld, som
lever og risler i den nyromantiske Digtning paa Dansk. Og endnu stær-
kere Vidnesbyrd derom giver den islandske Lyrik paa Modersmaalet fra
det forrige og dette Aarhundrede. Thi det er det lyriske Anlæg, som
endnu har vist sig stærkest i det islandske Digtersind.
Naar Islændingen frigør sit Sind i Sang, er det ikke blot Tungsind,
Vemod og Spot, han gemmer paa. Herom har Danske faaet nogen Lej-
lighed til at dømme især gennem Olaf Hansens fortrinlige Oversættelser
fra nyislandsk I.yrik. (Det bedste Udvalg heraf findes i hans udmærkede
Bog Udvalgte islandske Digte, udgivet af Dansk-islandsk Samfund,
hvori der er samlet noget af det ejendommeligste, som islandsk Aand har
sunget ud i vore Dage). Det gælder om dette Folk endnu mere, synes
jeg, end der, hvor det blev sunget, at »friest er dit Aandefang, naar dybt
du drager det i Sang, saa højt i Sky det klinger«. Der er saa frit et
Aandefang i disse islandske Vers.
Ogsaa i Spotten. Thi der er ramsalte Vers og bidende Haan at finde
lige fra Bjarni Thorarensens og til Thorsteinn Erlingssons Digte. Men er
Nidverset gjort, ikke af smaalig Ondsindethed, men i ægte Kunstnerharme,
høres det ogsaa paa Klangen, at Sindet blev virkelig frigjort, da Pilen traf.
Og der er Sange, stærke og tunge af Sorg og Savn. Mindedigtene