Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 39
ISLANDSK DIGTNING I NYESTE TID OG DANMARK 37
ning, saa er det fra gammel Tid islandsk Digtnings Stræben og Styrke at
forme det klare Billede.
Men ejer den islandske romantiske Digtning saaledes kun lidt af Ro-
mantikens Styrke, af dens dybe Syner og fantasifulde Anelser og af dens
verdensfavnende Naturfilosofi, saa er den til Gengæld ogsaa fri for dens
Svaghed. Den nøjes ikke gerne med en blot Stemning og er kun lidet
tilbøjelig tif at overdrive Kærligheden til Anelsens Dunkelhed, for dermed
i Virkeligheden at skjule over Tankegangens Uklarhed eller Taagethed.
Og den er ikke meget udsat for at falde i den Fristelse, som Oehlenschlager
og Ingemann i deres Ungdom ofte blev forført af, naar de tilbragte saa
megen Tid »i rangiende Dans, i dangiende Dans« — Fristelsen til at
drive usund poetisk Spekulation i Uhyggestemning. Man sammenligne —
for at se Forskellen —- f. Eks. Bjarni Thorarensens tungt sværmeriske
Tale om Elskov i Døden i Sangen o m Sigrun med Oehlenschlågers rig-
tige Dødningeromantik. Der er Maaneskin begge Steder; men det ene
Sted er det en Teatermaane, det andet Sted er det vild barsk Natur:
»Kom, naar Stormen kommer, kold af Is og Taagersent i Høst, og Maa-
nen sig i Mørke hyller.« Der er den store Forskel, at den danske Digter
synes at kæle for sin Gysen for Døden, mens den islandske ser Døden
roligt under Øjne. Hans romantiske Længsel tror man derfor paa.
Af dette Digt kan man iøvrigt se Forbindelsen mellem den islandske
og den almindelige romantiske Digtning og samtidig dens Selvstændighed
indenfor Fællespaavirkningen. Thi det er særlig Oldtidsbegejstringen, den
tager fra den nye Bevægelse. Den tager, hvad den kan bruge. Men den
bruger det ganske selvstændigt. Som det er sagt af Olaf Hansen: »Dan-
skerens Oldtidsbegejstring er æstetisk, Islænderens national. Den første
læser Messe over de dødes Sjæle, den anden vil kalde dem til Live igen.«
Thi det er ikke blot det, at den aandelige Sammenhæng med For-
tiden maa være ganske anderledes virkelig for den, der som Bjarni Thora-
rensen har haft sit Barndomshjem paa HliSarendi, end for den, der som
Oehlenschlager er vokset op paa Frederiksberg Slot. Men det romantiske
Oldtidssværmeri træder paa Island næsten øjeblikkelig i en inderlig Forbin-
delse med det lille Folks nybegyndte Kamp for folkelig og statslig Selv-
stændighed, og det faar saaledes en meget reel Betydning som Baggrund
i Frihedssangene. Temaet bliver helt ned til Hannes Hafstein:
Gud, som gav Ry og Ros i gamle Tider,
skænk os nu Mod og Kraft igen omsider!
Der bliver derfor ikke den Kløft i forrige Aarhundredes islandske Ly-
rik som i Danmark mellem Romantik og Realisme. Simpelthen fordi
Romantiken aldrig flyede helt bort fra Virkeligheden, og Realismen ikke
sank ned til blot sjælløs Kunstfærdighed eller vege erotiske Udgydelser.