Det Nye Nord - 28.05.1919, Blaðsíða 7

28. Maj 1919
DET NYE NORD
Side 229
digt at bruge dette Tvangsmiddel. Saalænge vi imid-
lertid lægger Skønnet i dens Haand, der begærer
Afsoningen, kan man ikke indføre Afsoning ved
Hustruens Undladen, fordi Undladelsen, som Forhol-
dene faktisk vil ligge, langt mere gennemgaaende vil
være en Mand end en Hustru tilregnelig.
I den tredie Artikel, om Ægtefællernes Underholdspligt
overfor det offentlige (Fattigvæsenet), rettes der kraftige
Bebrejdelser mod Udkastet for Kvindebegunstigelse og
Undladelsessynder. Jeg kan være ganske enig i, at der
her forestaar yderligere Opgaver for Lovgivningen, og
at det vilde have været heldigt, om Fattiglovgivnin-
gen kunde have været reformeret samtidig med Ægte-
skabsloven. Men man kunde ikke have klaret sig
med nogle Enkeltregler, saaledes som vi i et Par
Paragraffer har kunnet give nogle nye Regler om Arv
og om Ægtefolks Beskatning. Fattiglovens Under-
holdsregler og dens Regler om Virkningen af, at man
selv eller de, man skal forsørge, har modtaget Fat-
tighjælp, er efter mit Skøn ganske forældede. De
maa undergives en grundig og omfattende Reform,
som ikke kunde ske gennem Ægteskabsloven, og som
vi iøvrigt ikke havde noget Mandat til at forsøge.
Det er ikke rigtigt, al vi har »været bange for at
drage de nødvendige Konsekvenser af et for Alvor
gennemført Ligeretsprincip«. Men det er rigtigt, at
man ved Revisionen af vore almindelige Fattig- og
Underholdsregler maa tage Hensyn til den ændrede
Stilling, Ægtefolk efter Ægteskabsloven kommer til at
indtage, i saa Henseende saavel indbyrdes som til
Børnene.
Del er ikke træffende, naar Prof. Berlin siger, at af
Mandens Ansvar udadtil følger hans afgørende Stemme
indadtil. Thi det sidste er et langt ældre Princip end
f. Eks. Mandens Ansvar overfor Fattig væsenet. Hertil
kommer, at ogsaa ved disse Spørgsmaal har vor Ret
været præget af en Tendens til at give de kun gen-
nemsnitlig retfærdige Regler. Det er ikke sjældent
uretfærdigt, at en Mand skal være ansvarlig for Hjælp
til hele Familien, en Far eller Mor ansvarlig for Hjælp
til deres Barn. Men det har dog i de overvejende
fleste Tilfælde baade været retfærdigt og en praktisk
Regel, at Manden var ansvarlig for hele Familiens
Underhold, Hustruen ikke. I Virkeligheden forskydes
dette kun lidet ved den nye Ægteskabslov. Thi hvor
det gælder Fattighjælp vil, upaavirket af den nye
Lov, Manden ligesom hidtil oftest være den, som for-
tjener Penge udadtil, mens Hustruen, saalænge Sam-
livet bestaar, intet tjener udadtil, hvoraf retfærdigt
Underhold til andre kan fordres givet. Derfor var
det forsvarligt at lade Fattiglovens Reform være et
Problem for kommende Lovgivning.
Jeg miskender imidlertid ingenlunde Værdien af
Specialbetragtninger som her Professor Berlins, der
peger paa nødvendige eller dog ønskelige Tillæg til
Lovgivningen om gifte Kvinders hele privat-og offent-
ligretlige Stilling. Navnlig alle de, som indser Nød-
vendigheden af en ny Ægteskabslov og som i Hoved-
træk og Grundtendens billiger det foreliggende skan-
dinaviske Udkast, vil kunne fremme Arbejdet for, at
Loven bliver saa god som muligt, ved at fremkomme
med en Specialkritik, med positive Forslag til Ændrin-
ger af Enkeltheder.
Den 15. Maj 1919. V. Bentzon.
SAMARBEJDE
MELLEM NORDENS KIRKER.
Af Sognepræst Th. Lomholt Thomsen.
Blandt Bestræbelserne for at tilvejebringe en nær-
mere Forbindelse mellem de nordiske Folk, som jo
i de seneste Aar i saa mange Henseender har været
i glædelig Udvikling, maatte et Samarbejde mellem
de skandinaviske Landes Kirker naturligt melde sig
som en nærliggende Opgave. Paa sin Vis har ganske
vist allerede gennem snart mange Aar et kirkeligt Sam-
arbejde fundet Sted, idet adskillige særlige Virksom-
heder af kirkelig Art af og til har afholdt Fællesmø-
der skiftevis i Norge, Sverige og Danmark, ligesom
der gennem Rejser og Besøg af Enkeltpersoner eller
snævrere Repræsentationer har været stadig ind-
byrdes F'øling og god Villie til at lære af hverandre.
Dette gælder saaledes i første Række den kristne Ung-
doms- og Studenterbevægelse — man tænke paa de
nordiske Studentermøder med kristeligt Program, som
gennem en Aarrække samlede Hundreder af Akademi-
kere fra alle de nordiske Lande — fremdeles saadanne
Virksomheder som indre Mission og Hedningemission,
Søndagsskolearbejde og Afholdsarbejde, Kirkesagen i
de store Byer, Diakonissegerning og Menighedspleje,
hvortil saa endnu kan føjes den ret omfattende For-
bindelse, der har været paa Skolens og Højskolens
Omraade; adskillige af de ledende Skole-og Højskole-
folk har jo ogsaa hørt til Kirkernes bærende Kræfter.
Men alle disse forskellige Virksomheder havde dog
gennemgaaende kun Bud til særlige Kredse, medens
Kirkefolket som Helhed ikke blev videre berørt deraf.
Det maatte da efterhaanden—ikke mindst gennem de
nordiske Folks Stilling under Verdenskrigen — føles
som ønskeligt, om der kunde skabes fastere Rammer,
inden for hvilke Følelsen af Samhørighed kunde ud-
vikle sig videre til gensidig Styrkelse og Berigelse af
det aandelige Liv.
Tanker herom opstod samtidigt saa at sige af sig
selv hos forskellige af de nordiske Kirkers betydende
Mænd i Løbet af 1915 og 1916, og efter nogle mere pri-
vate forberedende Forhandlinger samledes i September
1916 paa Nåås ved Gøteborg en Kreds af Mænd fra de tre
skandinaviske Lande — 10 fra hvert Land — til en
Drøftelse af denne Sag. For Deltagerne i dette Møde
staar Samværet i de 2 Dage, Mødet varede, som noget