Det Nye Nord - 28.05.1919, Síða 21

28. Maj 1919
DET NYE NORD
Side 241
Og vi »andre« er dog nu langt de fleste.
Muligvis har Planens Ophavsmand ganske ærlig
ment at gavne Samfundet. Men dermed er Sagen
ikke klar.
Man er som Regel tilbøjelig til at undskylde den,
som for Spekulationsudsigt eller en fed Arbejdsfor-
tjeneste kommer med Anslag mod de fælles Interesser,
især naar det »kun« gælder Skønhedsværdier. Man
er vel efterhaanden vaagnet til at forstaa, at disse
kan være reelle Værdier — men man »kan jo ikke
sige noget til«, at den enkelte er om sig for at tjene
Penge. Denne Tankemaade er lige saa inkonsekvent,
som den er forkert. Hvor kan nogen Moral hævdes,
hvor intet Ansvar erkendes! Det rette er, at ingen
har Lov at tilsidesætte, endsige brutalt krænke, Hen-
synet til sit Fædreland og sit Folk for egen Fordels
Skyld. Den som gør det, bør have at vide, at man
lægger Ansvar paa ham, maaske ikke et juridisk men
dog et moralsk Ansvar, der hævdes af den offentlige
Mening som en »sort Kokarde«, hvis Virkninger kan
blive ret ubehagelige.
Har Ingeniørforeningen mon ikke i Sinde at tage
Afstand fra dette Projekt? Den rummer dog Mænd
nok, hvis Syn paa sligt er som det skal være.
P. Johansen.
NORDISK FORFATTER-STÆVNE.
Det nordiske Forfatter-Stævne er forlængst til Ende,
naar disse Linier læses. Tilbage bliver i Erindringen
en Række energiske Arbejdsmøder, om hvis Alvor
man ikke bør nære nogen Tvivl, da de udover Pro-
grammet fortsattes et Stykke efter at alle officielle
Festligheder var afsluttede — vistnok et ret enestaa-
ende Eksempel i Kongressernes Historie. En Række
afvekslende og lysende Festligheder, begunstigede af
det mest straalende Vaarvejr, Danmark kan stille
paa Benene, forgyldte Pauserne mellem Møderne. Men
det varigste og værdifuldeste Moment i hele Stævnet
var dog nok, at svenske, norske, finske og danske
Forfattere, der forud vel kendte hinanden af Navn
og af Gavn, men ikke var »personligen bekanta«, her
mødtes Ansigt til Ansigt, fik Lov at veksle Haand-
slag og veksle Meninger, og at venskabelige Baand
knyttedes, som vil føre til Samarbejde og ny Tanke-
udveksling.
Et Skema som dette falder da ganske sammen
med Udgangspunktet for og Aanden i de fællesskan-
dinaviske Maal og Sympatier, som har ført til »Det
nye Nord«s Skabelse.
Ser man hen til Resultaterne af Forhandlingerne
paa Møderne, maa det betænkes, at et Forfatter-Stævne
jo ikke er nogen lovgivende Forsamling, der har Magt
til at byde. Derimod kan det maaske passende sættes
i Klasse med de »raadgivende Stænderforsamlinger«,
hvis Ord der lyttes til.
I høj Grad platonisk, for ikke at sige afvisende,
forholdt Delegationen sig til et fra svensk Side ind-
bragt Forslag om Oprettelse af særegne skandinaviske
Bibliotheker. Med Rette gjordes det, under Støtte af
bibliothekariske Repræsentanter fra de tre Lande
gældende, at en Henvendelse til de store Folkebiblio-
theker i de nordiske Lande om i udstrakt Maalestok
at anskaffe hverandres Litteratur maatte være tilstræk-
kelig. Det er jo nemt nok paa Papiret at udkaste
storartede Planer; men det er ikke saa lige en Sag
at gennemføre dem.
En ret heftig Diskussion udspandt sig om Kon-
traklspørgsmaalet — mellem de Forfattere, der ab-
solut fordrede (20 % af Bruttoindtægten), og dem,
der var villige til at arbejde efter Aftale. Man enedes
om en Resolution, der udtalte, at de tyve pCt. vel
burde anses som Norm, istedelfor den ret forældede
Betaling pr. Ark; men at femten pCt. kunde accep-
teres, og Resten forfalde som Ratebetaling i Forhold
til Salget. — Imidlertid — dette er jo fromme Ønsker,
og ikke meget mere. Allerede i 1903 gjorde »Dansk
Forfatterforening«, i Samraad med flere af vore For-
læggere, Udkast til »Normalkontrakter«, men disse
Normalkontrakter forekommer vist sjældent i Praxis.
Men—som den svenske Digter Karlfeldt saa rigtig
betonede det ved Festmiddagen paa Skodsborg — og-
saa her, mellem Forlægger og Forfatter, spiller jo
personlige Traade ind. Aandsvirksomhed kan ikke
passes tilrette paa Fagorganisationens Prokrustes-
Seng. Og Striken vil først og fremmest ramme den
Forfatter, som tænker paa sligt.
Et helt Arbejdsmøde var optaget af Diskussionen
om »5-Øren«, som Forfatterafgiften populært benæv-
nes. Man var vel ikke blind for, at der vilde ligge
en Reaktion i at kræve en Afgift for Boglaan, faa Aar
efter at Adgangen til de kommunale Bibliotheker er
givet helt fri; Staten har jo altid stillet sine Biblio-
theker til gratis Raadighed. Og Kultusministeriets
Expert paa Forfatterforeningens Omraade, Kontor
chef Glahn, udkastede da den Tanke, at Afgiften
udrededes af Staten til Forfatterne paa Grundlag af
en Statistik over Benyttelsen af deres Værker i de
offentlige Bibliotheker. Denne Sag er i hvert Fald
grumme vanskelig at føre ud i Praxis. Hvorvidt Øn-
ske helt kan blive til Realitet, ligger i Fremtidens
— og Thit Jensens — Skød.
En ganske overvejende Interesse knyttede sig til
det mere ideelle Spørgsmaal om det forsvarlige eller
uforsvarlige i gensidige Oversættelser mellem de skan-
dinaviske Sprog, og hvorvidt saadanne yderligere
burde fremmes eller helt afskaffes, saa at der kun
var Adgang til at læse nordisk Litteratur indenfor
Nordens Lande paa Originalsproget. Vilh. Ander-
sen havde jo forfægtel, al Oversættelser burde »for-