Det Nye Nord - 28.05.1919, Blaðsíða 36

Side 252
DET NYE NORD
28. Maj 1919
MILITÆRØVELSENES LÆNGDE
ndskrænkning av militærøvelsene kræves næste i alle
lande, baade i lande som før krigen hadde en 2—3
aarig tjenestetid og i lande med betydelig kortere mili-
tærøvelser.
Det er først og fremst med henblik paa den nye tin-
genes tilstand, som Nationernes forbund skal etablere,
at dette krav reises. Men ogsaa med den nu avsluttede
krig som bakgrund lyder kravet om kortere vaaben-
øvelser. Alle de soldater som er blit utdannet under selve
krigen, har faaet en betydelig kortere utdannelse end
den som tidligere var gjældende i fred, og det har dog
vist sig, at disse soldater i de fleste tilfælde har klart
sig likesaa godt som soldater med en 2—3 aarig tjene-
stetid. De improviserte engelske og amerikanske hære,
hævdes der, har med glans bestaaet prøven mot cen-
tralmakternes gamle, traditionsrike avdelinger, og det
gamle dogme om almindelig verneplikt med tvungne
vaabenøvelser i fred for hele landets ungdom som nød-
vendig for landets forsvar, er i høieste grad blit rok-
ket. —
Selvfølgelig er der nogen sandhet i disse paastande,
men uten reservationer at lægge dem til grund for den
fremtidige øvelsesordning vil være litet forsvarlig.
Øvelser i fred maa der til, og det for de flest mulig
av landets vaabenføre ungdom. At gaa ut fra, at en
mulig fremtidig krig altid vil arte sig som den nu av -
sluttede verdenskrig, i aarevis med mange forholdsvis
lange »døde perioder« som tillater en nogenlunde rolig
utdannelse av landets ungdom og en suksessiv opsæt-
ning av nye hære, vil vistnok være feilagtig. Spørs-
maalet almindelig verneplikt eller ikke, skal her ikke
nærmere omhandles. Kim skal paapekes, at hadde f.
eks. England før krigen hat almindelig verneplikt og
hadde været istand til straks ved krigens utbrud at nyt-
tiggjøre sig hele nationens vernekraft, vilde maaske kri-
gen være avgjort tidligere end nu blev tilfældet, likesom
spørsmaalet om bibehold av verneplikten i England og
i de Forenede Stater synes at tyde paa, at den tidligere
ordning ikke findes helt tilfredsstillende.
Naar endvidere under krigen soldaterne blev sendt til
fronten med en øvelsestid av kun 4—6 maaneder, tildels
ogsaa mindre, skyldes dette forskjellige forhold — den
hyppige utfyldning av rækkerne efter store tap, den
mere intense utdannelse under krigen, den direkte over-
gang til fronttjenesten fra utdannelsesleirene i hjem-
landet og den støtte de nye mandskaper fik av avde-
lingens krigsvante soldater — forhold som ikke gjør
sig gjældende ved øvelser i fred.
Nationaløkonomiske hensyn taler imidlertid for korte
militærøvelser. Under øveisene rives soldaterne bort
fra deres erhverv og saavel for den enkelte borger som
for samfundet betyr militærtjenesten tap av arbeide og
fortjeneste, selv om end dette for en del opveies av
den moralske og fysiske træning og disciplin som under
militærtjenesten bibringes landets borgere og som vil
komme det hele samfund tilgode — et moment som
ikke kan undervurderes.
Men i denne konkurrencens tid hvor nationerne vil
faa bruk for alle sine kræfter, bør staten lægge mindst
mulig beslag paa borgerne for militære øvelser; og disse
bør derfor kun ha den varighet som findes absolut nød-
vendig.
Spørsmaalet biir da: Hvilken længde av militær-
øvelsene er absolut nødvendig for at øveisene helt ut
skal svare til sin hensigt, at gi den vemepliktige ung-
dom den nødvendige militære utdannelse og skaffe lan-
det en brukbar hær. Der findes følgelig her ogsaa et
maksimum og et minimum.
Naar de store militærstater før krigen holdt sine
soldater inde i 2—3 aar, var det ikke utelukkende av
hensyn til soldaternes utdannelse, skjønt dette selvføl-
gelig ogsaa spillet nogen rolle; det var ogsaa av hensyn
til at avdelingene til enhver tid skulde ha en rimelig
styrke inde til tjeneste saavel for fredsøvelsene som for
mobilisering. Særlig gjaldt dette de beredne vaaben og
avdelinger i grænseegnene, der paa kort varsel skulde
være marschfærdige.
For selve utdannelsens skyld skulde i høiden 1 aars
militærtjeneste være tilstrækkelig; paa 1 aar skulde sol-
daten kunne lære det som er nødvendig for ham at
kunne og skulde ogsaa ha anledning til at faa repetert
sine kundskaper og færdigheter tilstrækkelig til at de
kan sitte i en aarrække fremover, naar han er helt fær-
dig med sin fredstjeneste. Hvad der er over 1 aar,
kommer som foran anført ikke saameget soldatens ut-
dannelse som hærens krigsberedskap og mobilisering
tilgode.
Naar spørsmaalet biir om minimum for øveisene —
hvor langt man kan gaa ned med vaabenøvelsens længde
— har man her en regel som man ikke kan komme forbi:
maalet for utdannelsen bestemmes alene av de krav, som
krigen stiller. Militærøvelsenes formaal er jo at gjøre
landets borgere skikket til at forsvare landet, at bibringe
dem de nødvendige militære færdigheter, gi dem for-
nøden fysisk og moralsk træning, skape disciplin og at
gi de forskjellige avdelinger, som danner hæren, nød-
vendig øvelse saavel alene som i forbindelse med andre.
Og de militære færdigheter og de militære pligter
maa være saa indarbeidet i fred, at utøvelsen av dem
falder naturlig og uten vanskeligheter i felt under nye
uvante forhold, som stiller store krav til soldaterne, like-
som den militære disciplin maa være saa rodfæstet at
den holder stand under de vanskeligste forhold.
Gives ikke vaabenøvelsene en saadan varighet at
disse ting kan opnaaes, naar øveisene ellers er vel plan-
lagt og tiden vel utnyttet, da er grundlaget for hele lan-
dets forsvar svigtende. Det bedste soldatmateriel, de