Det Nye Nord - 01.03.1922, Blaðsíða 5

Marts 1922
DET NYE NORD
Side 43
alle, vilde, efter min Anskuelse, være dødbringende
for selve Skandinavismens Idé.
Set i Belysning af den nye Verdensanskuelse, som,
endnu famlende, søger sin Form i et levedygtigt Fol-
kenes Forbund, faar Tanken om en skandinavisk po-
litisk Sammenslutning sin fulde Aktualitet. Saa vist
som de nye Statsdannelser, Verdenskrigen har affødt,
lige fra deres Grundlæggelse er stillet i et politisk Mod-
sætningsforhold til de Stater, paa hvis Bekostning de
har set Lyset, saa vist er der, og vil fremdeles være,
Aarsag til politisk Uro i Europa, som vil berede For-
bundet store Vanskeligheder, saa længe dette ikke
raader over politiske Magtmidler til Støtte for sin Au-
toritet. Officielle Kommentarer til Forbundspagten
peger da ogsaa paa Nødvendigheden af, at Staterne
indretter sig paa selvstændigt eller ved Sammenslut-
ning med Nabostater at sikre sig mod Overgreb.
Tanken om Sammenslutning er naturlig, og dens
Virkeliggørelse skulde synes nærliggende for Smaasta-
ter, som grænser til stærke Naboer, til hvilke de staar
i politisk Modsætningsforhold. Og skal der for saa-
danne Stater være nogen Mulighed for at give efter
for det almindelige, samfundsøkonomisk set forstaae-
lige, Krav om Nedsættelse af Bustningsudgifterne, saa
maa Muligheden søges i politisk Sammenslutning med
Nabostater med parallelt løbende Interesser.
Betingelsen for den Samfølelse, som alene vilde
kunne bære en saadan Politik, er imidlertid, at enhver
Fare, der truer en af de paagældende Stater, erkendes
som en fælles Fare. Her ligger vel nok den største
Vanskelighed for Problemets Løsning for de nordiske
Lande. Den Omstændighed, at Sverige og Norge med
nogen Ret kan betragte Danmark og Finland som
Stødpuder mod Syd og Øst, kan jo maaske gøre dem
utilbøjelige til at bringe Ofre for en Fællespolitik; men
en dyberegaaende Betragtning maa dog vel snarere
tildele Danmark og Finland Rollen som Nordens For-
poster, hvem det for hele Nordens Vel gælder om at
give det fornødne Rygstød.
Det er mit sikre Haab, at den Betragtning fra Ud-
landets Side, som allerede nu paa mange Maader giver
sig Udtryk i Opfattelsen af et samlet Skandinavien,
før eller senere vil faa sin fulde Berettigelse gennem
de nordiske Landes Sammenslutning i et politisk For-
bund.
Naar man vil bedømme Islands Forhold til den
skandinaviske Grundtanke, maa man straks gøre
sig klart, at Islands Afstand fra de andre Lande og
dets Sprog, som kun faa forstaar udenfor Island, van-
skeliggør alt Samarbejde med vore Brødrefolk, og vort
ringe Folketal tillader os ikke at paatage os Opgaver,
der medfører store Udgifter i samme Udstrækning
som disse.
Imidlertid er mange i vort Folk — og det netop
mange af de mest aandelig vaagne og vidtskuende —
klare over, at Island kun kan vinde ved at knyttes
nærmere til de andre Lande, naar det gøres paa Om-
raader, hvor virkelige Fællesinteresser forefindes. Alt
hvad der tjener til at styrke et af de
nordiske F olk tjener ogsaa til at styrke
Norden som Helhed, alt hvad der tjener
til at styrke Norden som Helhed tjener
ogsaa til at styrke de enkelte Folk.
At der nu, da Islands middelalderlige Isolation en-
delig er ophørt, vælter fremmede Kulturstrømme over
Landet er givet, og tildels ogsaa ønskeligt, for saa vidt
vor nationale Kultur kan beriges og befrugtes derved.
Men man kan ikke lukke Øjnene for, at i meget af
det fremmede indeholdes der Elementer, som kan
blive farlige for os i flere Henseender. En for hurtig
Udvikling af vore Fiskerier og vor Industri vil f. Eks.
let kunne medføre alvorlige Ulæmper. Det vilde saa-
ledes blive vanskeligt for et lille Folk paa ca. 100.000
Mennesker at absorbere en tysk- eller engelsktalende
Arbejderbefolkning paa 6—10.000 Mennesker, som der
muligvis vilde blive Tale om, hvis vore Vandfald an-
vendes til Industridrift i større Stil, med Anlæg af Fa-
briksbyer. I hvert Fald maatte en fremmed Indvan-
dring foregaa ret langsomt. Paa den anden Side vilde
man fra islandsk Side gaa for vidt, hvis man af Hen-
syn til saadanne Farer undlod at udvikle Landets
Hjælpekilder, naar dette sker i det rette Forhold til
Landets Behov.
Man maa i de andre Broderlande lære at sé paa
Island som et Land med store kulturelle og økonomi-
ske Fremtidsmuligheder, som med Tiden vil kunne
blive jævnbyrdigt med de andre nordiske Lande,
relativt set, og paatage sig fællesnordiske Opgaver i
en meget større Udstrækning, end det nu er Tilfældet.
Men det gælder om at opelske nordiske Sympatier
allerede nu og at faa disse til at give sig Udslag i
praktisk Handling.
Jeg har tidligere i dette Tidsskrift paapeget Nød-
vendigheden af at faa Island repræsenteret ved saa-
danne nordiske Kongresser, som havde praktisk In-
teresse for vort Folk. Men iøvrigt maa man huske
paa, at Oplysningsarbejde er i denne Forbindelse næ-
sten det vigtigste. Netop de Folk, som kender Island
bedst, har den stærkeste Tro paa dets Fremtid. Men
man maa vide og kende for at kunne vælge og vrage.
Paa Island er der som overalt i Verden ikke lutter
Engle, og i Almindelighed danser man sig ikke til
Penge deroppe. Alt for ofte er det sket, at man i de
andre nordiske Lande har sat Penge til paa islandske
Eksperimenter, som man ikke havde indladt sig paa,
hvis Forholdene var blevet grundigt undersøgt. Og
til Gengæld kan man paavise mange andre, som er