Det Nye Nord - 01.03.1922, Blaðsíða 13

Marts 1922
DET NYE NORD
Side 51
spillet tre Operaer af Gounod, Wagner og — Boieldieu,
og næsten hoverende spurgte: hvilken anden Scene i
Verden kan maaske præstere det? Aa jo — han be-
høvede blot at gennemløbe Spillelisten paa et middel-
godt tysk Stadteater for at erfare, at det Kunststykke
nok kunde gøres efter.
Imidlertid det kgl. Teaters Akilleshæl er som be-
kendt, at det er indrettet efter det gammeldogs Hof-
og Residensteater-System, og at det indenfor samme
Ramme skal give Plads for flere Kunstarter, der i
Tidens Løb er bleven mere og mere heterogene. Naar
Edv. Brandes i en ligesaa vittig som maliciøs Kritik
hævdede, at det saamænd aldrig var værd at gøre no-
gen Forandring; for nu havde dog Direktion og Kunst-
nere den Livsløgn at tære paa, at naar det nu gik
saa daarligt, var det, fordi de ingen kunstnerisk Vinge-
fang fik. Tog man Livsløgnen fra dem og gav dem
hver sit Hus, vilde det ikke blive en Smule bedre.
For at vise hvad der kunde præsteres paa en kombi-
neret Scene,- opstillede han en Sæsons Repertoire for
hundrede Aar siden — og se, Nyhederne og Indstu-
deringerne var mindst tre Gange saa mange som de
sidste Sæsoners. Det kan tage sig bestikkende ud, men
er alligevel falsk. Thi dengang fordredes eller ven-
tedes næppe samme Omhu i Indstuderingen. Med den
ydre Iscenesættelse var man snart færdig: en Stue-
dekoration med aabne Kulisser og faa Møbler (om-
trent som paa en Dilettantscene), en Søjlehal eller en
Skov — der kunde ikke varieres meget. Og med en
fem å seks Prøver tog man til Takke og kunde ofte
hjælpe sig dermed, thi et gammeldags enfoldigt Synge-
spil kræver ikke det Komparseri og det Orkester, som
en moderne Opera. Men det er næppe troligt, at en
moderne Tilskuer vilde finde Opbyggelse i en saadan
Forestilling.
En anden Ting er det, at Prøvernes Antal nu vist-
nok overdrives, og at man kunde nøjes med færre,
hvis alt forud var nøje forberedt, og Stykket saa at
sige ikke skulde bygges under Prøverne. Det nys
afdøde gamle svenske Skuespiller Gustaf Fred-
ri k s s o n beklager sig i sine Erindringer over
Nutidens Prøvemani. Han fortæller, at i hans unge
Dage ansaas syv til ti Prøver for tilstrækkeligt selv
til et ret vanskeligt Stykke, og da han var Gæst
paa Verdens dengang fineste Scene, Wiens Burg-
theater, i 1870erne, var det samme Tilfældet her. Man
fulgte nemlig den Fremgangsmaade: først i et Par
Prøver at arrangere alt det ydre, Stillinger, Ind- og
Udgange; derefter fik Skuespillerne Arbejdsro i fire
Uger; men naar de saa atter samledes, var det et uaf-
viseligt Krav, at hver kunde sin Rolle og var klar
over sin Opfattelse. Saa gik det rask — nu var kun
Samspillet tilbage. Men ingen fik Lov at lære sin
Rolle under Prøverne, som det nu altfor ofte sker. —
Det er Historien og Traditionen, som hviler tyn-
gende paa det kgl. Teaters Skuldre; der kæmpes med
Rudimenter og Spøgelser fra en længst svunden Tid,
da Teatret i første Række var en Hofscene, et virke-
ligt kongeligt Teater med Friparket for Hoffets Em-
bedsmænd. Et saadant Spøgelse er Traditionen, at
Teaterchefen helst skal være en Mand, der er eller
har været knyttet til Hoffet. Det er ikke Meningen
at drøfte nuværende eller forhenværende kgl. Teater-
chefers Formue og Kompetence i saglige Spørgsmaal.
Men det vil dog ikke falde nogen ind at foreslaa en
Mand til Generalpostdirektør, der aldrig har givet sig
af med Postvæsenets Mekanik, selv om han har været
Hof embedsmand. Men i Teatrets Økonomi finder
denne Absurditet stadig Sted. Hvorfor? Ja, Grunden
ligger i Virkeligheden 200 Aar tilbage, da Frederik V
indsatte sin Yndling, Overhofmarskal A. G. Moltke,
til at være Overleder af det ny Teater paa Kongens
Nytorv. Og siden er Traditionen troligt bevaret. Den-
gang var der dog en vis Mening deri: Teatret skulde
først og fremmest være til Majestætens Disposition,
derfor maatte han have en Stedfortræder for sine
Ønsker. Men nu? Civillistens Bidrag kan sandelig
ikke gøre rimelig Fordring paa en saadan Hensyn-
tagen.
Vi maa et Øjeblik følge det kgl. Teaters Forvalt-
ningshistorie. Den oplyser ikke saa lidt og fortæller,
hvordan Teatret er kommet ind i denne Hemning,
Forholdet til Staten, som er dets store Skavank.
Da Majestæten i 1747 udstedte en Privilegium for
de danske Acteurer, skænkede han dem samtidig en
Grund og den nordlige Ende af Gæthuset (Tjærehuset)
paa Kongens Nytorv til Nedbrydning, for at der kunde
opføres et passende Komediehus. Til Directeurer ud-
pegedes foreløbigt fire af Stadens gode og fornemme
Borgere, der skulde formaa Lysthavende til at yde
Laan til Opførelse af Eigtveds Bygning. Acteurerne
blev nominelt Ejere af Huset, altsaa en Slags »Socié-
taires«, men hvad Glæde havde nogle stakkels fattige
Skuespillere af det? I Virkeligheden overdroges Le-
delsen til Byens Magistrat, der havde at paasé, at
10 pCt. af den aftenlige Indtægt henlagdes til For-
rentning og Amortisation af Byggelaanet. Laanerne
havde indtil da Pant i Huset. I vore Dage har Planen
om et Præmieobligations-Lotteri jo ofte været oppe
for at fremme Opførelsen af et nyt Hus. Det kendte
hin Tid ikke — men Tanken er den samme: at gøre
Borgerne interesserede i det Hus, der opføres til deres
eget Tarv. Overhofmarskallen svævede stadig over
Vandene, men ellers blev den daglige Ledelse over-
givet til en Ober-Direktør, der blev den samme som
Overpræsidenten, og til to Direktører, hvoraf den ene
skulde administrere Økonomien. De udtoges ogsaa af
Magistraten; man begyndte med den ældste Borgme-
ster og med den ældste Raadmand, og derefter skulde
Embedet gaa paa Tur. Da det imidlertid var ulønnet
og vel derfor til Tider blev forsømt, kan man let
tænke sig Resultatet af denne Magistratsforvaltning.
Regnskabet, der gik ind under Stadens Kasse, viste
Aar for Aar et voksende Underskud, og Byens 32