Det Nye Nord - 01.03.1922, Blaðsíða 7

Marts 1922
DET NYE NORD
Side 45
NEUTRALITETENS PSYCHOLOGI
»Krigen skaber ikke alene et bestemt Rets-
forhold méllem de krigsførende indbyrdes, men
ogsaa mellem de krigsførende og de i Krigen
ikke deltagende Magter.
Dette sidstnævnte Retsforhold, der betyder en
væsentlig Forskydning fra Fredsforholdet, kal-
des Neutralitet. For de neutrale Magter er
Krigen en dem uvedkommende Ting. De har
overfor de krigsførende Krav paa at forblive
uberørte af Fjendtlighederne, ligesom de over-
for de samme Magter har Pligt til ikke at del-
tage i disse. Neutralitetens Princip betyder
Krigens Regrænsning til de krigsførende Magter.
(F. von Liszt: »Volkerrech t«.)«
Jeg har lige fra Verdenskrigens Udbrud og til dens
Ophør samlet paa »Krigsliteratur«. Selvom min
Samlings literære og videnskabelige Værdi selvfølgelig
er yderst beskeden, har den dog ydet mig et righol-
digt folkepsykologisk Materiale, hvilket da ogsaa var
Maalet. Jeg fik i den Tid sendt alenlange Fortegnel-
ser fra min Boghandler over saadan Literatur. En
Dag faldt mit Øje paa et lille Værk af en tysk Pro-
fessor H o c h e. Titlen hed »Die Psychologie
der Neutralitåt«. Jeg bestilte Bogen, og da
jeg havde faaet den hjem og gennemgaaet den, viste
det sig, som saa ofte før, at Titlen var det bedste.
Den var i dette Tilfælde saa god, at jeg selv fik Lyst
at benytte den ved given Lejlighed. Men først maatte
Krigen være forbi og Sindene være faldne til Ro. Thi
en Afhandling under denne Titel maatte dog være —
neutral. —------
Ordet Neutralitet er oprindelig et folkeretligt, altsaa
et juridisk Begreb. (Forresten af forholdsvis ny Her-
komst). Som saadan er dets Betydning uforanderlig.
Men Begrebet har ikke kunnet holde sig indenfor de
juridiske Rammer. Naar f. Eks. de skandinaviske
Regeringer, efterhaanden som Krigserklæringerne mod
Centralmagterne kom frem, pligtskyldigst erklærede
sig for neutrale at være i hvert enkelt Tilfælde, saa
var den juridiske Side af Sagen egentlig klaret, forud-
sat da naturligvis, at bemeldte Regeringer holdt sig
Haagerkonventionerne af 1907 og Londonkonferen-
cens Bestemmelser af 1909 efterrettelige. Staterne
som saadanne havde gjort deres Pligt. Opfyldelsen
heraf havde været let og ligetil. — Men Folkene, de
tænkende Statsmedlemmer, var i og for sig ikke
bundne af Statens højtidelige Erklæringer. For disse
og for de enkelte Statsborgere var Opretholdelsen af
en virkelig Neutralitet i Ordets reneste Betydning ulig
vanskeligere. Det er da dette sidstnævnte Forhold,
der i denne Forbindelse tiltrækker sig Interessen.-
Medens der med^Ordet »neutral« før i Tiden altid
havde været forbundet noget kraftigt, noget uimod-
staaeligt, tabte Ordet, efterhaanden som de neutrales
Antal indskrænkedes under Verdenskrigens Forløb,
saaledes, at af Europas 468 Millioner Mennesker
kun 47 Millioner eller 10 pCt. forblev udenfor de
direkte Fjendtligheder, unægtelig noget af Uimod-
staaeligheden.
Vi neutrale var bievne et materielt set betydnings-
lost Mindretal, et Forhold der i højeste Grad maatte
faa Betydning for Neutralitetens Psykologi. — Me-
dens denne Kendsgerning egentlig burde have hævet
de neutrales Betydning til Skyerne, er det vel menne-
skeligt, at det modsatte blev Tilfældet, at baade den
neutrale Stat og "det neutrale Individ nærmest følte
sig afmægtige. Man blev ofte helt enkelt bange for at
optræde saaledes, som Neutralitetens hellige Love fore-
skrev os. De krigsførendes Masse var for overmæg-
tig, Krigens talløse Fangearme trængte sig for dybt
ind i selve de neutrale Samfund, til at Neutraliteten
kunde krystallisere sig som den skulde. Den neutrale
Folkemening, der skulde have haft Lov til at bryde
frem under de paagældende Staters officielle Nentrali-
tetsdække for med Retfærdighedens Fane paa Fløjen
at danne en uimodstaaelig Vagt imod Krigens Udskej-
elser, var bleven knægtet af dette Tryk.
Aldrig har »den forenede Neutralitet«s Mission væ-
ret større end under den nu tilendebragte Verdenskrig,
men heller aldrig kan Historien paavise Eksempler
paa, at denne »Neutralitet« talmæssig set har været
saa magtesløs. Og en »Neutralitet« kræver nu engang
Magtkilder bag sig for at blive respekteret.
»Den forenede Neutralitet« bestod praktisk talt kun
af Danmark, Norge, Sverige, Holland, Schweiz og
Spanien. Af disse hørte ihvertfald de fem førstnævnte
i statspolitisk, social og moralsk Henseende til Verdens
bedste Statssamfund. Og netop derfor burde de gan-
ske utvivlsomt have kunnet udrettet langt mere i
Neutralitetens Tjeneste, end Tilfældet var, de forud-
nævnte store Vanskeligheder tiltrods. Men Samling
var selvfølgelig nødvendig. Samling paa trods af smaa
indbyrdes Interessemodsætninger. De Tilløb til en
saadan Samling, der blev gjort under Krigen, var jo
i Realiteten yderst intetsigende, og da Freden
skulde underskrives, saa man roligt til, at denne blev
af en saadan Beskaffenhed, at den nu truer med helt
at lægge vor Verdensdel øde. Det maa nemlig ikke
overses, at netop ved Krigens Afslutning og Fredsfor-
handlingernes Begyndelse var »Den forenede Neutrali-
tet« rent materielt set stærkest. Det vil fra de fleste
Hold sikkert blive kaldt Fantasteri at hævde, at »Neu-
traliteten« ved en kraftig Indskriden paa dette Tids-
punkt kunde have forandret Fredstraktaternes Aand.
Men mon Historien alligevel ikke vil give dette Stand-
punkt Ret, og mon ikke dens Dom over 1918-Neutrali-
teten vil blive meget haard?
Man kan i denne Forbindelse vanskelig undgaa
at nævne Skandinavismen. Den var egentlig
»Neutraliteten«s eneste haandgribelige Samlingspunkt.