Det Nye Nord - 01.03.1922, Blaðsíða 12

Side 50
DET NYE NORD
Marts 1922
KUNSTcs LITE RATUR
DANSK TEATER.
vad betyder Teatret for os nu om Dage?
Der var en Tid — den ligger ikke saa for-
skrækkeligt langt tilbage — da de æstetiske Interesser
i vor By i første Række samlede sig om Teatret.
Teatret var Konversationsstolf et, der beherskede alle
andre. En Michael Wiehe og en Fru Heiberg var
nationale Topfigurer, i hvert Fald i Kjøbenhavnernes
Øjne, og med Dagspressens hurtige Vækst i det for-
rige Aarhundredes sidste Aartier fik denne Teater-
interesse yderligere Næring gennem en Mængde Petit-
Stof i Dagens Aviser. En og anden af det ældre
Slægtled vil mindes bevægede Teateraftener fra Slut-
ningen af 1870erne, da nyt og gammelt brødes og
hæftige litterære Kampe udspilledes paa Tilskuer-
pladsen mellem Romantik og Realisme, som da
Meningsudvekslingerne om Molbechs »Faraos Ring«
og Bjørnsons »Leonarda« maatte standse ved Gon-
gonens Mellemkomst. Eller »Ambrosius«-Idyllen, da
Emil Poulsen lagde Masser af Kvindehjærter for sine
Fødder.
Endnu har vel vor Bys unge Piger deres Skue-
spillersværmerier. Men det er længe siden, der har
været Brug for Gongonen paa nogen kjøbenhavnsk
Scene. Teaterinteresserne dominerer ikke længere saa
ublandet. Kjøbenhavn var dengang endnu ikke nogen
Storstad. Den kunde klare sig med 3 Teatre — Det
kongelige Teater, Casinos Teater og Folketeatret —
mens den nu har 10 a 12. Politiken blev først for
Alvor Samtalestof i Provisorieaarene, Udenrigspolitik
brød ingen sig mere om at drøfte, og de sociale
Spørgsmaal eksisterede saa godt som ikke. De nye
Bøger, Teatret og lidt Husmusik — dermed var de
aandelige Interesser for Gennemsnitskjøbenhavneren
af den dannede Klasse væsentlig udtørret.
Saa fik Teaterinteressen hos Kjøbenhavns Ungdom
sin første Konkurrent i første Halvdel af 1890erne i
Sporten. Cyklerne rykkede pludselig frem paa Mar-
kedet i overvældende Antal. Det kgl. Teaters davæ-
rende Direktør Peter Hansen beklagede sig ofte over,
at det gik haardt ud over Teatrets Søndagsforestil-
linger i April, Maj og September, naar det var smukt
Vejr, fordi Ungdommen havde opdaget, at det var
nok saa morsomt at cykle til Skovs en lys Aften som
at spærre sig inde paa Galleriet. Og Sporten er siden
da gaaet frem med Kæmpeskridt. Nu er der hver
Søndag Fodbold- og Bryder-Opvisninger, og der gaar
mere Ry af en professional Bokser som Carpentier
end af Verdens største Kunstnere.
Og en ny Konkurrent kom til, endnu farligere, fordi
den var indendørs. Fra Aarhundredskiftet begyndte
Filmen sit Sejrstogt. Fra de lyssky smaa Lokaler i
Baggaarde og Mellembygninger er Biografteatrene
voksede frem til paladslignende Bygninger, og Filmens
Stjærner har naaet en Folkeyndest, der ofte er stær-
kere, end den en rigtig Skuespiller kan glæde sig ved.
Teatret fik ved Filmen et Grundskud.
Teatret er saaledes i den sidste Menneskealder so-
cialt set undergaaet en mægtig Forskydning. Det har
maattet kæmpe en haard Kamp. Man vil maaske
indvende, at Kampen dog ikke har været saa meget
haard al den Stund Antallet af Teatre i Løbet af vor
Bys sidste fyrretyve Aar har firedoblet sig og saaledes
har skudt raskere Skud end Befolkningens Vækst.
Men her maa det dog vel erindres, at det mere har
været en Vækst i Kvantitet end i Kvalitet.
De allerfleste af vor Bys Teatre af nyere Dato er
jo nemlig, hvad man i gamle Dage kaldte »Morskabs-
teatre«, d. v. s. Scener udelukkende eller overvejende
anlagte paa Underholdning af lettere Art. Der skal
intet her siges for eller imod disse Sceners sociale Be-
rettigelse. Man maa blot være klar over, at det er
Forlystelsesetablissementer, Forretninger som enhver
anden. Det er Idéløse Teatre i Modsætning til det Idé-
søgende Teater. Men det Idésøgende Teater er blevet
staaende, hvor det stod for en Menneskealder siden,
ja er maaske snarere gaaet tilbage. Udover et Par
Scener kan vi i Kjøbenhavn f. T. ikke regne med
nogen, i hvis Ledelse der virkelig spores en Idé. Hvor
sjældent bliver et Teaterbesøg nu den Oplevelse, som
et tænkende og følende Menneske maa kræve? Intet
Under, at mange Mennesker sjældent eller aldrig sæt-
ter deres Ben i Teatret, fordi det intet formaar at give
dem ud over en flygtig Underholdning i de Timer,
Forestillingen varer.
Der var ogsaa en Tid, da Folk ræsonnerede som
saa: skal jeg i Teatret, saa skal det være i det konge-
lige Teater------for dér véd man dog, at man altid
faar noget for sine Penge. Det er ikke saa sikkert,
at der over hele Linjen nuomstunder ræsonneres lige-
dan. Det er ikke Hensigten her at komme ind paa
en Kritik af Nationalscenens øjeblikkelige Ledelse i
Enkeltheder, skønt det kunde være fristende nok. Jeg
skal kun kortelig nævne, hvad der synes mig de mest
iøjnefaldende Svagheder: en svigtende Fasthed i Le-
delsen, som ikke synes at operere med et længe forud
lagt Program, og som giver det Indtryk af Tilfældig-
hed, at der mere arbejdes for Dagen og Vejen end
paa langt Sigt. Fremdeles en vis provinsiel Nøjsomhed
og Tagen til Takke med de smaa Resultater. Og
endelig en betydelig Mangel paa Følsomhed overfor
hvad der foregaar ude i Verden. Baade i Tyskland,
Frankrig, Sverige, Norge og tildels ogsaa i England
spilles dog et stort og moderne Repertoire, hvoraf et
og andet dog vel nok kunde fortjene Import. Her
synes Manglen paa Initiativ og Selvgodheden maaske
mest skæbnesvanger — her er Kontakten svigtende
til Naivitet, naar Teatrets Direktør engang i denne
Sæson med Stolthed viste hen til, at der i én Uge var