Det Nye Nord - 01.03.1922, Blaðsíða 14

Side 52
DET NYE NORD
Marts 1922
Mand begyndte at knurre. Saa gjorde man et Forsøg
paa at faa Kongen til at overtage det hele i Slutningen
af 1760erne — og det lykkedes. Det var i Enevældens
sidste store Dage. Et Teater tjente ogsaa til Monar-
kiets Gloire. Kongen optraadte som Kunstens Mæcen,
paatog sig de økonomiske Forpligtelser, til Gengæld
blev Skuespillerne kongelige Tjenestemænd. Teatret
blev først og fremmest en Institution til Hoffets For-
lystelse; men man tilstod gerne Borgerne Adgang for
en moderat Betaling, mod at de ved enhver Fest i
Kongehuset hyldede Monarken og hans Slægt med
Sang og Vivatraab. »Elverhøi«, der opførtes første
Gang ved Formælingen i 1828, er det ideelle Eksempel
paa en saadan Festforestilling. Chefen for det kgl.
Teater og Kapel sorterede direkte under Kongen, altid
en Hofembedsmand, og under ham stod tre Direk-
tører, hvoraf en var raadgivende litterær og en anden
forestod Økonomien.
Med faa Forandringer bestod dette Forhold til det
politiske Systemskifte i 1848. Da nedsattes en Kom-
mission, der indstillede, at Teatret skulde være Sta-
tens Ejendom og henlægges under Kultusministeriet.
Det fik da sin første borgerligfødte Enedirektør I. L.
Heiberg; men snart efter, da han var styrtet, gled
man tilbage til det gamle Hofchefs-System, livor man
endnu staar.
Det kgl. Teater blev altsaa en Statsinstitution. Og
hvad kom der ud af det? I hvert Fald ikke noget
bedre. Saa længe som Teatret har staaet under Lov-
givningsmagten, har denne altid set paa Teatret med
halvt uvillige, halvt mistænksomme, altid fremmede
Øjne. Da Kjøbenhavns Kommune i 1872 skænkede
Grund til den ny Teaterbygning, bevilgede Rigsdagen
kun et meget knebent Beløb (ca. 400.000 Rdlr.) til
Opførelsen; og da Budgettet blev overskredet, var det
ikke langt fra, at man vilde rejse Rigsretsanklage mod
Ministeren. Og som Aarene er gaaet, og Underskuddet
er steget, er Teatret blevet det sorte Faar. Man ind-
saa, at det ikke kunde vedblive at gaa, som det gik.
Men at gøre Eksperimenter, at gaa over til en hel
ny Driftsmaade, at give Penge til en Dobbeltscene,
der kunde forenkle Udgifterne eller i hvert Fald skaffe
nye Indtægter, har man krympet sig ved.
Nej, der er intet godt kommet ud af Forbindelsen
mellem Nationalteatret og Staten. Den kan sammen-
lignes med et ulykkeligt Ægteskab, hvor Elskeren kun
har haft kolde og klamme Favntag tilovers for den
Elskede. Hustruen har maaske ikke altid udmærket
sig ved økonomiske Anlæg; men hun blev ogsaa set
paa Fingrene af en vrangvillig Gemal, der knurrede,
hver Gang han skulde lukke Pungen op.
Kunde det blive til andet i Danmark? Jeg tror det
næppe. Vi maa huske, at vi lever i et Agrarland, at
Størsteparten af Landets Lovgivere er Agrarer, hvis
første Interesse er knyttet til Jorden. Jeg véd vel, at
der paa Tinge sidder adskillige Repræsentanter med
Sans for aandelige Værdier og for Teatrets Betydning.
Men mange af deres Vælgere, Bønder og Fiskere fra
Fyen og Jylland, har kun liden Interesse af at skatte
til et Teater, som de aldrig har set. Man kunde jo
ganske vist omvendt gøre gældende, at det ogsaa kun
er de færreste Kjøbenhavnere, der har Brug for alle
de Smaabaner, hvormed Danmark er oversaaet, og at
de ikke kører paa dem. Men Agrarerne er nu en Gang
de mange, og kun faa af dem kan gaa med til den
Tankegang, at Staten — coute que coule — af ideelle
Interesser har Forpligtelse til at opretholde en Na-
tionalscene. Teoretisk lyder dette smukt og kønt.
Men Praksis viser jo noget ganske andet. Jeg er ikke
utilbøjelig til at give Agrarerne nogen Ret i deres Be-
tragtning, og hvad jeg her har at sige konkluderer i
den Opfattelse: lad Baandet mellem Stat og Teater
jo før jo hellere blive overskaaret. Der er kun kom-
men Fortrydelse ud af den Forbindelse. Lad den
som ethvert andet ulykkeligt Ægteskab, hvor det efter
mange Forsøg viser sig, at Parterne ikke kan forliges,
blive ophævet ved en fredelig Skilsmisse._
Men hvad da, naar det tilstrækkeligt har vist sig, at
Teatret økonomisk ikke kan klare sig, og naar det
ikke skal synke ned til eil ordinær Forlystelsesanstalt,
der tages under Arme af Banker eller Pengemænd,
som kun ser paa, at Driften skal betale sig, og for den
Sags Skyld gærne kaster det ideelle Moment overbord?
Der foreligger den simple Udvej, at de, der har
størst Udbytte af Teatret og har størst Mulighed for
at besøge det, ogsaa i første Række maa skatte til
dets Drift. Med andre O rd: at det gaar over
fra Statsdrift til kommunal Drift.
Endnu for en Menneskealder siden vilde et saadant
Forslag maaske lyde vovet og vildt. Kjøbenhavn var
dengang endnu ingen Storby, og Kommunens Budget
var begrænset. At det kan fremsættes nu hænger sam-
men med den sociale Udvikling og Forskydning. En
Storby vil med Hjælp af velstillede Nabokommuner
have det i sin Magt at støtte et stort Teater. Det
ligefrem betinges af Storbyens Vækst. Teatret er fra
et statsligt blevet et lokalt Anliggende. Her ligger In-
teresserne. Her er Rhodos, her skal der danses. Jeg
anser det for den eneste lykkelige Løsning, for den
eneste Udvej til at komme ud af Uføret. Og der er
da ogsaa Fingerpeg nok i den Retning.
Før jeg gaar videre og i store Træk skal antyde,
hvordan jeg kunde tænke mig en saadan Overgang
fra Statens til Stadens Formynderskab uden altfor
store Udgifter gennem Skattepaalæg til Borgerne, til
jeg pege paa Udviklingen i Europas bedst organiserede
Teaterland, Tyskland. Her finder man rundt om i de
største Byer Begrebet »Stadttheater« realiseret. Stats-
understøttelse er sjælden og spredt og oftest afløst af
kommunal Drift, af Teaterforeninger eller paa anden
Maade. Tager vi eksempelvis en førsterangs Teaterby
som Mannheim, hvor i sin Tid Kurfyrsten af Pfalz
havde sin Residens og et smukt Hofteater, saa er dettes
Drift overtaget af Byens Kommune. Og alle de rigs-