Det Nye Nord - 01.06.1922, Blaðsíða 6

Side 104
DET NYE NORD
Juni 1922
UDLANDETS POLT
KAN TYSKLAND SPLITTES?
Naar Mordet paa Rathenau affødte en saa
overordentlig Bevægelse, skyldtes det ikke blot
Forbrydelsens Raahed og Meningsløshed, men den
Omstændighed, at de politiske Partier og den Rigs-
regering, der bærer den nye tyske Republik, med
endnu større Iver, end det var Tilfældet efter Mordet
paa Erzberger i Sommeren 1921, greb Lejlig-
heden til en hæftig Kampagne mod de Elementer, der
opfattes som, og jo ogsaa for en stor Del er, Mod-
standere af den nye Regeringsform og det nye Styre.
Rathenau mindede vel i visse Henseender om sin
Racefælle Erzberger — saaledes i Aandssmidighed og
Arbejdskraft. Men hans Format var større, hans Li-
nier renere, hans Personlighed dybere. Og dog mær-
kedes ogsaa hos ham — trods hans poserende Ar-
rogance — noget af dette vibrerende usikre, som synes
at være karakteristisk for det moderne Demokratis
agerende Forgrundsfigurer, og som gør den tyske ka-
tolske Jøde Erzberger og den walisiske Lægprædikant
Lloyd George til Medlemmer af den samme aandelige,
demagogisk-opportunistiske Familie, som ogsaa fran-
ske Fritænkere som Rriand og Viviani tilhører.
I praktisk Dygtighed, i Kundskaber, i filosofisk
Livsbetragtning stod den selvfølende og aandsaristo-
kratiske Rathenau — der jo heller ikke havde nedladt
sig til at optræde i det parlamentariske Liv paa Rigs-
dagen — paa et Punkt, der gjorde ham til noget for
sig selv, til en ejendommelig Skikkelse i Europas of-
fentlige Liv, i hvilket han først sent træder ind som
personlig agerende Figur. Men som saadan var han
ingenlunde den i Opfattelse retlinede og i Forudseen-
hed ufejlbare Personlighed, som han søgte at gøre sig
selv til. Naar han saaledes efter Tysklands Nederlag
og politiske Sammenbrud hævdede at have forudsagt
dette i Tide, er det ikke rigtigt. Endnu saa sent som
i Juli 1918 var han Imperialisten, der udtalte sin Over-
bevisning om Sejr. Efter Nederlaget hævdede han, at
»jeg har aldrig hengivet mig til Optimisme«, men
paa A. E. G.s Generalforsamling i 1917 havde han er-
klæret, at »en territoriel Sejr for Ententen er ikke
mere mulig, medens Centralmagternes Udsigter til en
saadan er til Stede nu som før«.
Hvor interessante og dybsindige — undertiden gjort
endnu dybsindigere ved det snirklede Sprog — hans
socialpolitiske Retragtninger end kan være, er de dog
ogsaa Udtryk for en svingende Opportunisme, der
ofte kan gøre det vanskeligt at faa fat i hans inderste
Mening, hvis hans dialektiske Kunstfærdighed over-
hovedet tillod ham at have en saadan. Baade filo-
sofisk og praktisk viser hans Fysiognomi skiftende
Udtryk. Teoretisk prækede han en Art Socialisme,
men praktisk gik ikke blot hans Forretningsmetoder,
men hele Økonomi ofte helt andre Veje. Han var
mulig den egentlige Fader til Idéen om et interna-
tionalt Syndikat til Ruslands Udbytning — eller »Ko-
lonisation«, og mulig ikke helt med Urette ansaa visse
Kredse i Tyskland og Rusland ham for »Ententens
Kommis«.
Rathenaus eminente organisatoriske Dygtighed var
parret med Eksperimentatorens Usikkerhed, og det
er ejendommeligt, at den Mand, hvis tragiske Endeligt
skulde bringe alle Kræfter i febrilsk Bevægelse for
Bevarelsen af den tyske Republik og Forfatning, i sin
»Kritik der dreifachen Revolution« kun et Par Aar
forud havde forklaret, at det bolsjevikiske Raadsstyre
»er kaldet til at afløse den vestlige Parlamentarisme,
hvis Fallit i hvert Fald for Tysklands Vedkommende
er konstateret gennem Nationalforsamlingen«, og at
disse Sovjetter »til Trods for deres primitive Op-
rindelse og korte Erfaring i Løbet af seks Maaneder
i Rusland har udvist mere Initiativ, selvstændig Tanke
og Kraft end de tyske Parlamentarikere i 50 Aar«. —
At der i et Tyskland, som har gennemlevet de sidste
otte Aars revolterende Begivenheder og enerverende
Anspændthed, og hvor den nye Republik ikke har —
og under de givne Forhold heller ikke har kunnet —
skabe indre Ro og Tryghed, saa lidt som »Eftergivel-
sespolitiken« overfor Versaillesfredens uopfyldelige
Krav har kunnet hindre Bevægelsen mod Afgrunden,
er det psykologisk set lige saa lidt mærkværdigt, at
der i visse Kredse blandt Landets unge Mænd fødes
Tanker, der giver sig Udslag i Gerninger som Mordene
paa Erzberger og Rathenau, som at der fandt Atten-
tater og Kejsermord Sted i det czaristiske Rusland.
Ikke heller kan det forundre — thi det samme
Fænomen gentager sig bestandigt i Verdenshistorien —
at de regerende Elementer i saadanne Begivenheder
ser et Udtryk for, at der findes mægtige Modstandere
af den bestaaende Tilstand, og at de i videst mulig
Udstrækning benytter sig af den Lejlighed, som Mordet
giver dem, til at komme disse Modstandere til Livs
og konsolidere deres egen Stilling. Men ofte gaar de
dog i denne Udnyttelse for vidt og saarer derved ogsaa
sig selv.
Der er da heller ingen Tvivl om, at naar det her
blev forsøgt — ogsaa gennem systematisk Udsendelse
af Telegrammer til Udlandet — at lægge Ansvaret for
Mordet over paa de tyske Monarkister som dets di-
rekte Anstiftere, og at fremstille det, som om Luden-
dorff, Helfferich etc. ligefrem ønskede slige Gerninger,
har man skudt over Maalet. Thi Ludendorff har
ganske vist ikke vist sig som nogen stor eller blot
indsigtsfuld Politiker, men saa ringe er han og andre
Monarkister dog heller ikke, at de skulde tro, at de
fremmede deres Sag ved slige Midler. Og naar Rigs-
kansler Wirth i en Tale i Rigsdagen lod sig hen-