Det Nye Nord - 01.06.1922, Blaðsíða 22

Side 120
DET NYE NORD
Juni 1922
grupper blander sig, saa er det endnu ikke sikkert, at
godt og godt = godt. Det viser baade mulatter, mestizer
og half-breeds. Bare i sig selv var foreldregruppene
ubalancert og blandingen ga til en begyndelse et blod-
kaos. Naturligvis er det mulig, at en række frem-
ragende gunstige anlegg sammenføres herved: Diaz,
Booker Washington o. s. v. Men hos de fleste indi-
vider fremkommer disharmonier, og talløse genera-
tioners biologiske arbeide vil være nødvendig for aa
utskille det forstyrrende arvegods. Væsentlig lykkedes
er dette i lande som Nordamerika og England og i det
malaiiske arkipel. Om det nogensinde vil lykkes i Syd-
amerika eller i Levanten vet vi ikke. Er ingen sund
tilpasning mulig (som hos line-boys, malaier, reho-
bother), saa utdør formodentlig den biologisk svakere
gruppe paa faa arveanlegg nær indenfor det nye folk.
Saadan gik Neandertalmennesket fuldstændig til-
grunde, saadan forsvinder de gamle beboere av Havai,
Australien, Sibirien. Biologisk svakere racer! I den
nye blandingsbefolkning har derfor de enkelte kjende-
merker heller ikke den samme variationsbredde, som
hos foreldreracerne. Derfor tidligere tiders feilslut-
ninger, at der kunde opstaa fuldstendig nye blandings-
racer. I virkeligheten er de oprindelige racer tilstede
i det nye konglomerat, men med forskjellig foran-
dringsbredde hos de enkelte kjendemerker. Hos reho-
bothbastarderne f. eks. optreder — skjønt det her
dreier sig om uhyre fjerntstaaende racer — de ikke
sammenpassende egenskaper overhodet ikke i ba-
stardfolket. Følgen av dette lykkelige utvalg er et i
legemlig, aandelig og moralsk henseende skudfrit folk.
For statssamfundene er ubalanceringens tid kanske
den ulykkeligste (Sydamerika). Uheldigst pleier dis-
harmonierne aa ytre sig i det sykiske. Vore legemlige
kjendemerker har ikke den veldige variationsbredde
og kombinationsmulighet som de sjelelige. Ved ab-
solut ikke sammenpassende legemsanlegg dør spiren
bort: Derfor er disse (zoologiske) arter indbyrdes
ufruktbare, ogsaa racebastarderne xnaa ved svære le-
gemlige disharmonier gaa tilgrunde som embryo eller
i den spedeste barndom (stor hjerne og for litet hode,
stort hjerte og for liten krop o. s. v.). lakttagelser
som de av Bensengue at Moskaus døvstumme for en
stor del er bastarder, eller de av Nina-Rodriquez at
hydrocefalus, haremund (og kriminalitet) er hyppig
blandt bastarder i San Paulo hører til sjeldenheterne.
Men hyppig er iakttagelser om bastardens grusomhet
(Sydafrika), moralsk idioti (Mellemamerika), lumskhet
(Levantebefolkningen). Og dette lider saa baade sam-
fund og individ under. Paa den anden side følges de
svære legemlige disharmonier naturligvis av en for-
mindsket fruktbarhet i bastardbefolkningen (Sydame-
rika, Australien, Sibirien) og en overordentlig stor
spedbarnedødelighet selv hos eller kanske netop hos
de meget fruktbare bastarder. Undertiden biir ogsaa
den ene underraces anleg fuldstændig eliminert i den
nye befolkning. Saadan ga kortsagt blandingen Ja-
vaner X Chineser J= Chineser. Tahitier X Englænder
= Englænder. Europæer X Hottentotter = Europæer.
Javaner X Europæer = Javaner. Tydelig fremtreder
da racernes biologiske forskjellighet, av hvilke den
ene, men ikke altid den samme, forsvinder. Ved siden
av utrydning ved krig, alkohol og syfdis etc. spiller
sikkert ogsaa denne »biologiske utrydning« en rolle:
(Knfr. Tasmanien, Vandalerne i Nordafrika, forskjel-
lige urbefolkninger).
Paa vor videnskaps nuværende stadium kan vi bare
ane, hvordan en blanding mellem antropologisk fjernt-
staaende, biologisk og socialt ubalancerte racegrupper
vil falde ut. Det er altid et grep ut i mørket, for arve-
anleggenes harmonisering er usikker. Den indtreffer
sjelden straks eller tilfældig. Undertiden er noget hos
bastarderne godt, andre ting grundslette, undertiden
finder efter lang møisommelig tid en utjevning sted,
og undertiden er indenfor bestemte grupper en blan-
ding uskadelig.