Det Nye Nord - 01.06.1922, Blaðsíða 16

Side 114
DET NYE NORD
Juni 1922
ERHVEKV5JØKONOMI
^ERHVERVSGEOGRAFI
OM NATIONAL ØKONOMI.
Af Direktør Ose. Smith.
I.
eu er Ned over Europa — og over hele Verden.
Et økonomisk Ragnarok er over os. Enkelt-
personer og Stater udkæmper for Øjeblikket en øko
nomisk Dødskamp, der fylder Verden med egenartede
Skrig. Nu er det ikke længere »Spekulationsøkonomer-
nes« Borsskrig, nu er det Dødsskriget fra smaa og
store Husholdninger, der i millionvis ser sig fravristet
Livets økonomiske Basis.
Verden maa genopstaa paa et sundt,
økonomisk Grundlag. Dette er vel rigtigt;
men paa Bekostning af hvad? Og ved hvilke Midler?
Og — last not least — under hvilke Førere? Spørgs-
maalene lyder daglig fra Millioner af Struber. Men
ingen svarer. At Helbredelsen vil gaa ud over noget,
og nogle forstaar alle. Men hvad eller hvilke det er,
derom udtaler sig ingen. Vel sagtens fordi ingen gan-
ske har trængt tilbunds i Faktorer som international
Storfmans og vort Pengesystems sande Forhold til de
enkelte Samfunds Økonomi. Og grundet paa denne
iøjnefaldende Mangel kommer saa det andet store
Spørgsmaal til at staa aabent. Ikke saaledes at forstaa,
at Verdens Nationaløkonomer ikke har udtalt sig her.
Tvertimod. Almenheden er overalt bleven stillet over-
for et Utal af modstridende Teorier, der forlængst har
frataget den Forudsætningen for overhovedet at for-
staa noget. Og da dog alle Mennesker uden Und-
tagelse er underkastede visse elementære og for selve
Livet saa vigtige økonomiske Foreteelser, forstaar man
saa godt den pinlige Tomhed, der saaledes opstaar i
Sjælene, naar Tanken og Talen falder paa, hvad jeg
vil kalde Hvermands økonomiske Dagligdagsproblemer.
Det kunde af det foregaaende maaske synes, at vor
Tids Nationaløkonomer havde gjort sig skyldige i en
Slags Højforrædderi mod Menneskeheden ved gennem
deres modstridende Lærdomme heltud at have ødelagt
den sunde økonomiske Fornuft. Dette er selvfølgelig
urigtigt. Thi Keynes har jo Ret, naar han stedse
fremhæver, at ingen Videnskabsmand kan maales med
samme Alen som Nationaløkonomen. Selv om Mate-
matikerens, Fysikerens og Sprogforskerens Arbejds-
felter synes de fleste Lægmænd i højeste Grad van-
skelig tilgængelige, saa er de dog i Retning af Vanske-
lighed ikke at sammenligne med det nationaløkono-
miske Arbejdsfelt. Medens hine altid kan arbejde med
Fortidens givne Størrelser, maa Nationaløkonomen sta-
dig oparbejde sit Grundlag for hvert enkelt Tilfælde.
Og saa beskæftiger Nationaløkonomien sig med Men-
neskehedens mest fintmærkende og derfor mest ube-
regnelige Institution — dens Pengepung. Skal der med
Rette rejses nogen Bebrejdelse mod Nutidens National-
økonomer, maa det være mod den altfor store Hang
til Specialisering, der gør sig gældende. Det økono-
miske Grundproblem, hvad enten det nu drejer sig
om »Europas Genrejsning« eller om et enkelt Lands
økonomiske Stabilisering, kan kun løses samlet og af
Folk, der har det nødvendige økonomiske Overblik.
Men vi maa vende tilbage til det tredie Hovedspørgs-
maal: Hvilke Personligheder skal føre Genrejsningen
tid i Livet? Ingen nok saa stor Begavelse
formaar at opbygge noget sundt Økono-
misystem, hvor Versaillestraktatens
Aand skal herske. Dette er ikke nogen politisk
Frase, men en verdenshistorisk Sandhed. Europas
førende Statsmænd har netop med Fredstraktaterne
sat sig selv ud af Spillet. Saa længe Ententens og
Centralmagternes Fredsmagere ikke bliver tvungne
til at vige Pladserne i det økonomiske Genrejsnings-
Parlament, vil dettes Arbejde være forgæves. Først
naar de respektive store europæiske Statsforbund ret-
ter en samlet Henvendelse til den neutrale Verdens
bedste Økonomer og bedste Statsmænd om at indtage
Pladserne i dette Parlament, først da vil der kunne
tales om en Løsning. Fantasteri vil man hertil slynge
mig i Ansigtet. Maaske. Jeg savner desværre de folke-
psychologiske Forudsætninger for at kunne bedømme
de enkelte Folks Forstaaelse af og Vilje til en saadan
Løsning. Men man maa i hvert Fald betænke, at
Risikoen for de store Nationer ved en saadan
Ordning egentlig vilde blive minimal. De er jo de
store og vil derfor ikke rent materielt set behøve at
frygte noget fra den samlede Neutralitets Side. Og
moralsk set kan der dog ikke rejses nogen Tvivl om
»Neutraliteten«s Styrke. At sætte smaa til at dømme
imellem store er paa alle Maader mere tiltalende end
at lade store dømme imellem smaa. Om »Neutrali-
teten« s Evne til at fremskaffe de nødvendige Personer
bør der heller ikke tvivles.
Det er selvsagt ikke Meningen for mit vedkommende
paa nogen Maade at forsøge Opstillingen af noget Sy-
stem til Løsning af »Det store Problem«. Saaledes
maa min Afhandling absolut ikke opfattes. Hensigten
er i kortfattet Form at søge opstillet et økonomisk
Skema for det enkelte Statssamfund. Et Skema,
der muligvis kunde være til Nytte for den økono-
miske Politik, der saa sørgeligt mangler snart-
sagt overalt blandt Staterne. Først naar hver enkelt
Stat har faaet klaret Retningslinierne for sin økono-
miske Politik, vil det imidlertid være muligt at gaa
i Gang med »Europas Genrejsning«. Professor M a y-
nard Keynes har paa sin Vis anerkendt denne
Kendsgerning, idet han i sit fremragende »Genrejs-