Hugur og hönd - 01.06.1984, Síða 19

tvær binda bul - to strikker bul
Hvor længe strikkekunsten har været kendt í Nordeuropa,
er der delte meninger om. Nogle mener, at vi har lært den
af araberne, og kun kendt til at strikke i ca. 400 ár; en enkelt
teori har været fremme om, at færingerne har lært den af
strandede spanske sömænd fra den store armada (ár 1588),
altsá igen for ca. 400 ár siden, men her gennem et europæisk
mellemled. Andre igen mener, vi har strikket meget tidli-
gere, herfor taler fundet af en strikket sok i en vikingegrav.
Fund af strikkede ting er yderst sjældne, men det kan
skyldes, at vi har strikket til selvforsyning og brugt tingene,
til de var slidt op.
Strikning er en sá enkel teknik, at det er muligt, den er
opstáet flere forskellige steder; noget, der tyder herpá, er,
at máden, vi strikker pá, er forskellig fra land til land, vi
holder pá strikkepindene pá hver sin facon. Selv mener jeg,
at nár vi ved, kunsten at spinde gár helt tilbage til oldtiden,
er det naturligt at tænke sig den spundne trád anvendt, det
være sig ved knytning, vævning eller strikning.
Hvornár strikningen pá Færöerne har udviklet sig fra at
være selvforsyning til at være handelsvare, er heller ikke sá
let en sag at datere, fordi vi ikke har skriftlige kilder ældre
end 1584, som omtaler strikkede ting. Men i fogedregnska-
bet for netop dette ár stár der, at en færösk gylden (peng-
eværdi) svarer til 20 fáreskind eller 10 alen vadmel eller 4
par röde hoser eller 5 par hvide hoser, og man regner da
med, at denne værdiansættelse (andre varer er nævnt) for
de fleste varers vedkommende er ca. 100 ár gammel. Dette
modsiger, at strikkekunsten skulle være kommet til Fær-
öerne 1588 eller senere. Det siger os ogsá at strikkede hoser
er en handelsvare.
I mange ár fremover var strikkede hoser sammen med
fáreskind og udvirket uld, nogle af de mest dominerende
handelsvarer. I árene 1712-21 udförtes der fra Færöerne
9.000 stk. skind, 14.000 pund uld og 42.000 par hoser pr. ár
- dette skal ses pá baggrund af en befolkning pá 4-5.000. I
árene 1767-76 var antallet af hoser steget til 120.000 par pr.
ár, og i árene 1792-1801 er udförslen af hoser steget yderli-
gere til 125.000 par om áret (befolkningen er stadig ca.
5.000), men i disse ár er strikkede tröjer, for förste gang
blevet en handelsvare, og i dette tiár udföres 3.474 stk.
strikkede tröjer officielt; i virkeligheden har antallet af
strikkede tröjer været större, for tröjer var en af de fá ting,
man kunne udföre og sælge udenom Monopolhandelen.
I tiáret 1841-50 er antallet af hoser faldet til 19.000 par
om áret, mens tallet af strikkede tröjer er steget til godt
672.000 stk. for hele perioden, d. v. s. knap 70.000 stk. om
áret.
Forklaringen pá, at eksporten af forarbejdede uldvarer
blev sá stor pá Færöerne, var, at der var meget stor forskel
pá den pris, man fik for den utilvirkede uld og den, man fik
for de strikkede varer, sá stor at fortjenesten af at karte,
spinde og strikke et par hoser var ca. 13 skilling, afhængig
af störrelsen. Man regnede med, at en karl, foruden det
andet daglige arbejde, kunde karte og spinde garn til 3 par
pá 2 dage. Nár man ved, at den almindelige daglön pá Fær-
öerne pá den tid var 16 skilling, er det let at se, det kunde
betale sig at tilvirke ulden. Selv at karte, spinde og binde
den.
Her vil jeg göre opmærksom pá et par ejendommelig-
heder:
For det förste: Det var i al almindelighed mændene, der
spandt, d. v. s. spindesiden pá Færöerne er hankön.
For det andet: Vi bruger ikke ordet strikke, vit binda: det
gör de ogsá i Jylland, vi kender alle St. St. Blichers
Bindstouw. Ordet bul er ogsá velkendt for jyder.
Efterhánden aftog interessen for strikkede hoser, me-
dens strikkede tröjer blev en mere eftertragtet vare. En
hose strikker man alene, og selvom den skulde være 3/4 m
lang og veje henimod 1/4 kilo, tyngede den ikke armene pá
samme máde som en tröjebul, hvis vægt kunde være hen-
imod et helt kilo. Var det muligt at slippe for denne vægt, sá
fingrene kunde beskæftige sig med det væsentligste, strikn-
ingen? Det var det, man kunde strikke to sammen.
Nár to skal til at strikke sammen, slár den ene maskerne
op, de sætter sigoverfor hinanden og begynder strikningen,
den ene ved begyndelsen af omgangen, den anden midtpá,
og med hver sit garnnögle. De strikker nu hver især en halv
omgang, sá begynder næste omgang. Nu strikker nr. 1,
hende, der startede ved omgangens begyndelse, sidste
halvdel af 2. omgang, mens nr. 2 strikker förste halvdel. Sá
er nr. 1 igen ved omgangens begyndelse, og hun strikker
förste halvdel af tredje omgang, mens nr. 2, der er midtpá,
strikker anden halvdel. Sáledes fortsætter de med at strikke
hver sin halve omgang hele vejen op, indtil bullen har náet
sin fulde længde, hvorefter den ene lukker af. Skal der
strikkes med mönsterfarve, strikker hver med sit garnnögle
af denne.
Der er fordele ved at strikke to sammen; den mest indlys-
ende er, at vægten af tröjebullen bliver fordelt pá to par
arme, og vi ser - nár vi tænker pá vægtstangsregelen, at der
bliver mindre end den halve tyngde til hvert armpar. En
kvinde kunde have vænnet sig sá meget, til denne fordel, at
hun, hvis hun strikkede alene, kunde bede et barn holde i
bullen, d. v. s. bære den modsatte halvdel oppe, sá vægten
ikke tyngede for meget.
En anden fordel er, at det gár hurtigere, hver især
strikker kun den halve bul, og oven i köbet kun retpindene.
Kun at strikke ret gör sig altid gældende, nár man strikker
“i bul“. Skal det være en áben tröje, bliver den ogsá strikket
HUGUR OG HÖND
19