Hugur og hönd - 01.06.1984, Blaðsíða 20

“i bul“, klippet op foran, hvorefter forkanterne sys til.
För i tiden strikkede man tröjebullen med strömpepinde,
forarbejdede af ben eller jern (jernpindene var tunge), og
i en tröjebul havde man 8 eller 10 pinde + de to, man strikk-
ede med. Nutildags bruges ofte to rundstrikkepinde.
Jeg er med vilje ikke kommet særlig meget ind pá selve
det at strikke, det anser jeg for elementært. Strikkemáden,
især garnföringen er forskellig fra sted til sted, og for mange
vil det virke overraskende, nár i ser os strikke, at vi förer
garnet frem med höjre hánds fingre og ikke venstre, som er
vanlig brug, i hvert fald i Danmark.
Det var ikke særegnet for Færöerne, at to strikkede
sammen; jeg har set et svensk billede, hvor mand og kone
strikkede sammen. Det var mere særegent for os, at strikn-
ing var et arbejde, ikke en hobby eller fritidssyssel, det var
husflid. Der skulle strikkes en vis mængde hver dag, vi
kalder det sætning, men ordet akkord dækker, for at hvert
hjem kunne ná at forarbejde det árlige antal tröjer, hvis
salgsværdi, sammen med det, der kom ind ved tilvirkning af
fisk, ofte var de eneste kontante penge, der kom til
hjemmet.
Nár pigerne var gamle nok, fik de deres sætning, det
kunde være fra et halvt til et helt ærme om dagen. Efter-
hánden som de strikkede hurtigere, blev de sat sammen to
og to til at strikke bul. Sætningen kunde variere fra sted til
sted og var afhængig af pigernes alder. Fra en halv bul om
dagen voksede den til en bul om dagen (for to). Af tjeneste-
pigerne forventede man, at to piger sammen skulde strikke
12 tröjebuller om ugen, foruden andet dagligt arbejde.
Bindingarkonur - strikkekoner pá gárdene, havde en sætn-
ing pá 1 Vi bul om dagen, hver, og der fandtes dem, der
kunde strikke to.
Eller kunde man som tommelfingerregel regne med, at
to sammen kunde strikke en tröjebul pá 4 timer.
Nár jeg her og i det foregáende har talt om en tröje, er det
en skibströje, d. v. s. en grov tröje, jeg mener; det var den,
det var handelsvaren. Man strikkede hele áret, men det var
især i tiden mellem Mikkelmesse (det er den 29. september)
og Jul, tröjerne, der skulde sælges, blev strikkede. Mono-
polhandelen lukkede til Jul og hold lukket hele januar
máned, sá i dette tidsrum og til hen pá foráret, var det
strikning til eget forbrug og vævning, der var hoved-
arbejdet.
Som jeg sagde för, var det betragtelige mængder strikvar-
er, der blev forarbejdet ved heimavirki, vort ord for
husflid. 1 monopolhandelstiden blev de fleste strikkede
varer solgt til den kongelige handel. Efter at monopolhand-
elen var afskaffet i 1856, fortsatte man pá Færöerne med at
strikke, det var en af de fá kilder, man havde til lönnet ar-
bejde. De nye köbmænd, der kom, köbte ogsá de strikkede
varer, og det gör de endnu den dag i dag, men i langt mindre
málestok. Det var en form for naturaliehandel, hvor hose-
parrene og tröjerne havde deres ret faste pris. For godt
hundrede ár siden var prisen for en skibströje f. eks. 24
skilling, Denne pris lá i sá fast et lej e, at en af köbmændene,
der lod fremstille sine egne mönter og sedler, pá en penge-
seddel har anfört værdien: 2 Vi rigsdaler eller 10 tröjer.
Efterhánden skete der det, at kvaliteten forringedes,
fordi det var den enkelte köbmand, der skulde anerkende
kvaliteten, og han slækkede máske pá sine krav for at holde
pá kunderne. For at modarbejde denne kvalitetsforringelse
og for at styrke salget blev Föroyskt Fleimavirki oprettet i
1935. Her har I en del af forklaringen pá, hvorfor vi pá För-
öerne har en salgsorganisation. Vi havde husfliden i for-
vejen, men manglede dengang i 1930-erne salgsapparatet.
Nu har vi begge dele, og det er vort háb, vi kan blive ved
dermed.
Föroyskt Heimavirki
20
HUGUR OG HÖND