Málfríður - 15.05.1999, Blaðsíða 9

sprog kan være sidde ['seðé], selve ['sælvé],
synde ['soné], suppe [’sábé] og soppe
['sÁbé].
Denne flertydighed omkring udtalen
af vokalerne betyder, at de islandske
danskstuderende har problemer med
nogle af dem. Det drejer sig om a, y og u.
Jeg vil i det folgende beskrive de tre
vokalers varianter.
Vokalen a
Som nævnt fmdes der tre forskellige
udtaler af a i det danske sprog. Dvs. i rigs-
dansk (læs kobenhavnsk), for der er store
sociofonetiske forskelle pá udtalen af
vokalen — hvilket ogsá er grunden til at
der til tider kan opstá en livlig debat om
hvad „den rigtige“ udtale er.Jeg er f. eks.
selv fra Jylland og benytter mig kun af to
varianter af a.
De tre forskellige udtaler af a kan hores
i folgende remse: barne, bande, bane. I barne
skal a udtales som i det islandske barn —
en urundet bagtungevokal med lav tunge-
stilling: [a] i lydskrift. Hverken a i bande
[a] eller bane [á] findes i det islandske
sprog. Derfor er de selvfolgelig svære at
ramme præcist for islændinge. Ret beset
er disse „flade“ fortungevokaler ikke
særlig konne. Det har islændinge et godt
ore for, og jeg horer dem ofte „vrænget“
ud, sá de næsten lyder som [æ], den
vokallyd de rninder mest om.
Det interessante i denne sammenhæng
er reglerne for hvornár a skal udtales som
henholdsvis [ot], [a] og [ á]. De er relativt
simple: sammen med r eller foran -ng
eller -nk skal a udtales som [a]. Der find-
es sá vidt jeg ved ingen regler til at skelne
mellem [a] og [á]. I ordet camping har vi et
[á], i kasse og land et [a], mens a altsá skal
udtales som [a] i krasse, karse, lang og
tanke. Dette gælder ogsá, nár a er lang.
Altsá nogle enkle regler, men som sá
mange andre for det danske sprog
desværre ikke særlig dækkende.
Eksemplerne pá undtagelser er temmelig
mange.
Vokalen y
Som a har y tre forskellige varianter. Og
som det er tilfældet med [a] og [á] eksi-
sterer en af disse varianter, [y], ikke i det
islandske sprog. Lyden findes f.eks. i ordet
yppig [’ypi]. Eksempler pá de andre vari-
anter kan være ynde, hvor y udtales som
[0] (den samme lyd som i det islandske
sund), og frygt, hvor det udtales som [ö]
(islandsk eksempel: kvöld). Báde [y], [0] og
[0] er rundede fortungevokaler og ligger
pá rad og række i Kardinalvokaldia-
grammet, der viser vokalernes forhold til
hinanden:
Forskellen pá [y], [0] og [ö] er, om de
er hoje eller lave vokaler. En vokal er hoj,
hvis tungen er tæt pá ganen, nár den
udtales. Man kan mærke forskellen, hvis
man placerer pegefingeren pá næsen og
tommelfingeren under hagen, mens man
udtaler de tre vokaler. Det eneste der
forandrer sig er kæbens ábningsgrad.
Reglerne for udtalen af y er, at det for
det meste skal udtales som [0], nár det stár
foran n og m: synge [’sor)é] (lyden [0] skal
udtales som ng), yndig [’öndi], ymte
[’omdé], bekymre [be’kom'rA]. Men der er
undtagelser. I f.eks. dynamik og hymne skal
y’et udtales som [y]. Disse regler gælder
for y som kort vokal. I ord som syn og
ymer, hvor det er langt skal det udtales som
[y].
Efter r skal kort y som regel udtales
som [ö]. I dyppe og lykke er y’et et [0],
mens det i dryppe og rykke er et [ö].
Reglen er ikke konsekvent. I rytme og
rytter er y’et f.eks. et [y].
9