Málfríður - 15.05.1999, Side 11

stumt i forbindelserne -hj- hjemme
[’jæmé] og -hv- alle hv-ordene. I nogle
jyske dialekter udtales h’et dog, sá man
kan hore forskel pá hjuí ogjul og hviske og
viske. G er stumt efter nogle vokaler, forst
og fremmest i, y og u. Man kan f.eks. ikke
hore forskel pá line og ligne ]’li:né], pá/u/e
og fugle [’fudé] og pá syne og sygne
[’sy:né]. Reglen er dog ikke konsekvent.
Den danske prosodi
Fra Danmark skrev en af mine venner til
mig, at han nu mente at have gennem-
skuet det islandske sprog: „Alle sætninger
udtales med et ijernt blik, tydelig diktion
og hojtidelig stemmeforing. Ellers er det
nogenlunde ligesom dansk.“ Set fra en
islændings synsvinkel má den danske
prosodi være det modsatte: en ensartet
utydelig mumlen, der lyder som om den
kommer fra bunden af et olglas. En af for-
dommene om det danske sprog er at vi
sjusker, nár vi taler. Det gor vi nu ikke
specielt, men der er nogle elementer i den
danske prosodi, der gor at det for
udlændinge máske kan lyde sádan.
Man kan definere et sprogs prosodi
som de udtaleelementer, der far sproget
til at lyde „rigtigt“, nár man taler det —
altsá som en indfodt taler det. De vigtige
elementer i den danske prosodi ift. den
islandske er tryk, intonation og reduktioner
og assimilatíoner. Stodet, det mest egenart-
ede af de danske udtaleelementer, rnener
jeg derimod ikke er særligt vigtigt.4 Stod
fmdes ikke i det islandske sprog og et
forsog pá at undervise i det vil sikkert
fore mere ondt end godt med sig for
eleverne og de studerende. Desuden vari-
erer udbredelsen af stodet meget fra
region til region i Danmark. I den sydlig-
ste del aflandet (inklusive Bornholm) og
pá Amager udtales stodet slet ikke. I
resten af Danmark er der forskellige
regler for, hvornár man anvender stod. Sá
en islænding i Kobenhavn vil mode
forstáelse, selvom han eller hun taler
uden stod.
Tryk
Nogle sprog har helt faste regler for placer-
ing af tryk. Fransk har altid hovedtryk pá
sidste stavelse i et ord, islandsk altid pá
forste stavelse. I det danske sprog findes
der ikke den samme konsekvens. I de
fleste danske ord ligger hovedtrykket pá
forste stavelse, men der er mange und-
tagelser.Vi siger ’billigst med hovedtryk pá
forste stavelse, men bi’list med hovedtryk
pá anden stavelse, anar’kist med hovedtryk
pá tredie stavelse og katama’ran med hov-
edtryk pá fjerde stavelse. Denne forskel
mellem dansk og islandsk kan være et
problem i forbindelse med ord der
stavemæssigt ligger tæt pá hinanden og
betyder det samme pá de to sprog, men
hvor trykkets placering medforer en
udtalemæssig forskel. Som jeg tidligere har
nævnt er vi danskere ikke gode til at forstá
vores sprog hvis det ikke bliver udtalt som
vi er vant til. En árhusiansk gronthandler
forstár máske ikke hvad en ’banani er fordi
han er vant til at hore det som ba’nan.
Hovedtrykkets placering kan i dansk have
en betydningsadskillende funktion. Det er
tilfældet med ’billigst og bi’list, hvor den
eneste udtalemæssige forskel er placerin-
gen af hovedtrykket.5
Det er især i ord der bestár af flere
stavelser at placeringen af hovedtrykket
kan volde problemer. Derfor er det rele-
vant at se pá hvad der sker, nár ord bliver
afledte, dvs. far tilfojet et præfiks eller suf-
fiks, og hvad der sker, nár ord bliver fojet
til hinanden i sammensætninger.
Præfikserne be-, er-, for- og ge-, der
alle er kommet fra tysk, er tryksvage, og de
ændrer derfor ikke pá trykforholdene i
den stamme, de tilfojes. Ordet ’lægge har
hovedtryk pá forste stavelse, og afled-
ningerne be’lægge, er’lægge og for’lægge har
hovedtryk pá anden stavelse. Præfikset u-
er derimod ofte trykstærkt og ændrer
placeringen af hovedtrykket i stammen.Vi
siger ’moden men ’u,moden og ikke u’nwd-
en. Hovedtrykket i ’moden ændres altsá til
et bitryk. Suffikserne -hed, -skab, -dom, -
ig, —lig, -isk og -ing ændrer heller ikke pá
11