Málfríður - 15.05.1999, Blaðsíða 12

12
stammens trykforhold. Det gor derimod
-ri og -inde.Vi siger ’male og be’male, men
male’ri, og ’lære og be’lœre, men lœrer’inde
(nár vi altsá siger det, og det er ved at være
sjældent. En kvindelig lærer omtales stort
set altid bare som en lærer pá dansk).
For sammensætninger gælder det, at
forsteleddet bevarer sit hovedtryk, mens
andetleddets hovedtryk ændres til et bi-
tryk: per’son har hovedtryk pá anden
stavelse, ’soger pá forste. Sammensætn-
ingen bliver altsá til per’son,S0ger. Hvis
endnu et led bliver fojet til ændres bi-
trykket i forsteleddet (der altsá nu er per-
sonsoger) til et nultryk. F.eks. kunne et ord
for et etui til en personsoger være per’son-
sogerjiolder.
Intonation
Et sprogs intonation er dets tonegang, dets
melodi. Det er mit umiddelbare indtryk,
at det danske sprogs melodi er mere
monoton end det islandske sprogs, at det
islandske sprog rummer flere og storre
tonespring, og at det er mere staccato,
udtales mere stodvist og hakkende, end
det danske. Set fra en dansk synsvinkel
lyder det som et sporgsmál om liv og dod
nár en islænding sporger om han má láne
en tændstik. Denne forskel pá de to sprogs
melodier kan give nogle forstáelses-
mæssige problemer.
Intonation har med tryk at gore. Eller
rettere sagt, den er sammensat af to mon-
stre: dels tonespringet mellem en tryk-
stærk stavelse og den folgende tryksvage
stavelse, og dels tonespringet mellem en
trykstærk stavelse og den folgende tryk-
stærke stavelse. Fordi de tryksvage stavelser
generelt er meget svage (dvs. kortvarige)
pá dansk, lægger man mest mærke til de
trykstærke stavelsers bevægelser. Her er
det generelle monster en nedadgáende
bevægelse i almindelige fremsættende sæt-
ninger som f.eks.:
’Tom
’gik
’hjem.
I sporgende sætninger er bevægelsen den
modsatte:
’lijem?
’Tom
’Gik
Hvis en fremsættende sætning bliver
udtalt med en stigende tonehojde mellem
de trykstærke stavelser, vil den blive op-
fattet som sporgende. Det kalder man et
fonetisk sporgsmalstegn:
’hjem?
’gik
’Tom
Intonation er nok et af de udtaleele-
menter, man ikke rigtigt kan lære i klasse-
værelset. Den sproglige melodi man er
vokset op med er sá fasttomret, at den
forst ændres hvis man taler dansk hver dag
og er omgivet af danskere. Men jeg
mener, det er vigtigt, at de islandske elever
og studerende fár en bevidsthed om, at der
er en intonationsmæssig forskel mellem
de to sprog.
Reduktioner og assimilationer
„Danskere snupper alle endelserne af
ordene“, har jeg ofte hort islændinge sige.
Det er máske den vigtigste grund til det
pástáede danske talesprogssjusk. Ud-
talelsen tager udgangspunkt i en forestill-
ing om at skriftsproget er det mest
„rigtige“ sprog, og negligerer dermed en
vigtig forskel mellem tale- og skriftsprog-
et. Det er en generel regel for alt talt
sprog, at man bruger sá lidt energi pá at
udtrykke som muligt. Nár man taler,
lægger man sig af sprog-effektive hensyn
lige over forstáelsesgrænsen. I den
henseende er det, som Lars Brink skriver:
„... urealistisk at forestille sig væsentlige
forskelle (mellem de enkelte sprog), bl.a.
fordi det ville være spildt energi og klinge
direkte sprogstridigt at gore sig tydeligere
end nodvendigt, nár nu sproget stiller et
vældigt system af reduktioner til rádig-
hed.“6 Ligesom danskere reducerer