Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1999, Blaðsíða 61

III The period of romanticism
41
6th centuries. In this context Muller also gave a fine and succinct de-
scription of the character of the Eddie poems as an epic form, and he for-
mulated a point of view which was later known as the “Lieder-theorie”:
“We can take it for granted that we possess no ancient legend which has
not been the subject of a poem.”31 It is also interesting to note that on the
basis of intemal arguments he refuted Suhm’s view that Helgakvida
Hundingsbana I was older than Helgakvida Hundingsbana II, the latter
giving the impression of being composite and having parts which are ex-
ceedingly old.32
31 “Det hialp dog ei, at Indholdet af en Fortælling greb Hiertet, naar ei tillige dens ved
Tonefaldet bestemte Foredrag kildrede Øret. Kun i den poetiske Form kunde et Sagn, uden
at forvanskes, gaae igiennem mange Slægter. Vi kunne derfor med Sikkerhed antage, at vi
have intet Oltidssagn, uden hvad der har været Digteræmne. Ikke følger deraf; at vi endnu
skulle have selve de ældste Sange om Begivenhederne tilbage. Vi besidde vel, som siden
skal vises, Sange fra det niende Aarhundrede, men disse ere Efterligninger af ældre Qvad
[...] Vi gaae nemlig ud fra den Forudsætning, at de ældste nordiske Sange, der kunne ved-
komme os her, de fra fierde til siette Aarhundrede, thi om en ældre Tid kunne vi slet ikke
tale, have, skiønt i en raaere Form, havt Lighed med de i den gamle Digtekunsts Maneer
digtede Sange fra det niende Aarhundrede, som vi endnu læse i Sæmunds Edda. Disse
have i Formen det tilfælleds med Romancen, at de i et maadeligt Antal Stropher besynge
en vis Begivenhed, stundom og fortsætte denne giennem flere Sange. Tonen er for saavidt
episk, som den er enten fortællende eller dialogisk, og stedse objectiv; men at Overgan-
gene ere pludselige, at Tilhørerne rives hen fra den ene Begivenhed til den anden, og en-
hver Scene udmales kuns med et Par Krafttræk, har den eddiske Sang tilfælleds med Oden.
Den er ligesaa forskiellig fra den homeriske Ro og Klarhed som Nordhavets Kyster fra det
ægeiske Havs” (Muller 1818: 16-18).
“Høiere op i Tiden end det ottende Aarhundredes Begyndelse eller til den nærmeste Ge-
neration før Harald Haarfagers Regiering nøde hverken indvortes eller udvortes Grunde os
at hensætte disse Sange; thi uagtet at der gaves Qvad om Volsungeme, der vare langt ældre,
følger ei, at de vi have tilovers, just hørte til disses Tal. Sproget i de eddiske Sange er rigtig-
nok archaiserende, endog i Sammenligning med de ældste navngivne Skaldeqvad, men dog
ei i den Grad, at en Række af Aarhundreder kunde sættes mellem begges Affattelse. Det er
vel tænkeligt, at giennem mange Aarhundreder nogle kortere Mindesange kunde forplante
sig i et Land, hvor Folkets udvortes Forholde ikke undergik voldsomme Omtumlinger; men
da den ordrette mundtlige Overleverings saare høie Ælde dog stedse hører til det sieldnere
Tilfælde, bør samme ei antages uden Nødvendighed. De eddiske Sange selv pege hen til æl-
dre Qvad over de samme Æmner.” [Exs. “Det gamle Volsungaqvæde”, “Hamders Mal det
gamle”, “Jeg hørte sige i gamle Sange”] (Muller 1818; 131-32).
32 “Suhm mener (krit. Hist. 2 D. S. 223) at den anden eddiske Sang om Helge, fordi den
er saa afbrudt, er yngre end den første. Dette er dog vel neppe Tilfældet med den hele
Sang. [...] Naar nu hertil lægges, at uagtet begge Sange godt stemme overens, den sidste
dog især udmaler Scener, der ei omtales i den første, og at Sagnene om hvorlunde Helge
blev dræbt med Odins Spyd, blev modtaget i Valhal, og siden ved sin Gravhøi viste sig for
Sigrun, have et ældgammelt Præg; kan man neppe omtvivle, at jo det andet Helgeqvæde
indeholder Brudstykker af forskiellige Sange, der ere ligesaa gamle og tildels ældre end
det første anførte Qvæde om denne Konge” (Muller 1818: 51-52).