Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1999, Blaðsíða 100

80
Part One
viewed against the background of the Schleswig-Holstein war, Grundt-
vig made an appeal for the recognition of the Eddie poetry as a common
Nordic heritage.18
Despite their polemical tone, Grundtvig’s arguments are fundament-
ally in agreement with Keyser’s views. He thus quoted with approval
Keyser’s remarks on the popular oral tradition lying behind the Eddie
poems. In the spirit of the national romanticists Key ser had described in
the introduction to his history of Old Norse literature how the sentiments
and experiences of the whole population were focused in the leading
minds of the people, and thence were reflected back over the multitude
in a nobler form, the spiritual leaders being an instrument for the aspira-
tions of the whole people.19 Grundtvig also agreed for the most part with
Keyser’s dating of Eddie poetry, except that he wanted to feel sure that
the poems were placed at a safe distance from the Viking period, with
certain exceptions such as Atlamål. Both agree at any rate that the Eddie
18 “Resultatet af Keysers og Munchs etnografiske teorier måtte derimod fornuftigvis
blive dette: at hele det ånds- og kulturliv, der udtaler sig i Nordens mytologiske og
heroiske digtning, egenlig blev noget for de ægte Nordmænd og den rene nordiske stamme
fremmed, der med rette tilhørte en tidligere ‘tysk’ befolkning i Skandinavien. - Når vi
imidlertid først have indsét dette: at alle dele af Norden - Norge og Island så fuldt som
Danmark og Sverig - må i denne som i enhver anden henseende stå last og brast med
hinanden, så er en slig teori, selv om den ej kunde modbevises på papiret, ikke længer
farlig. Det kan den kun blive, når den begrænses til enkelte dele af Norden, fremfor alt da,
hvad Keyser og Munch især lagde an på, til Danmark alene. Intet evropæisk folk kan svare
for, hvilket blod der er rundet ind i dets årer fra tidligere befolkninger i det land, det bebor;
få andre folkeslag ville dog have så ublandet blod som Nordens indbyggere; skont heller
ikke de vide, hvad stenalderens eller bronsealderens folk vare for mennesker, eller hvor de
ere bievne af. Men så sandt som Norden har sin egen folkeånd, udpræget i dets tungemål,
som det har lydt fra Nordkap til Ejder i det mindste i det sidste årtusind, trods al brøst og
adskillelse endnu udpræget i dets folkeliv og stræben, trods alle misvisninger endnu
udtalende sig i en frihedssans og sandhedskærlighed, som er vore sydlige naboer
fremmed, og så sandt som denne nordiske folkeånd netop i dette århundrede er vågnet til
bevidsthed og har vist sin livskraft i kunsten, i videnskaben, i statslivet og - det tor vel
siges uden pral og trods øjeblikkets ydmygelse og smerte - også på valpladsen, og nu
mindre end nogensinde er til sinds at gå op i den tyske enhed og opgive kravet på en egen
fremtid, - så vist kunne ingen lærde teorier om beskaffenheden af det sprog, vore fælles
fædre talte for 1500 år siden, rokke vor tro på Nordens folkeejendommelighed” (Grundt-
vig 1866-67: 610-11. - For a German reply, cf. Mobius 1869: 426-27).
19 “Hos de lyseste og videst omskuende Aander af Folkets Midte [...] samle sig det hele
Folks Følelser og Erfaringer ligesom i et Brændpunkt for i en forædlet Skikkelse fra dem
at tilbagestraale over Mængden [...] Det er Folket, som føler, tænker, taler gjennem dem;
de ere i egentligste Forstand Organer for sit Folks aandelige Stræben” (Keyser 1866; 3; cf.
Grundtvig 1866-67: 543—44).