Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1999, Blaðsíða 93

V Nordic debate in the period of Scandinavianism
73
ment was taken from Hyndluljod, which mentioned Haraldr hilditpnn
and his brother Randvér, but neither Randvér’s son SigurSr hringr nor
his even more famous grandson Ragnarr loSbrok, and might therefore
with virtual certainty be dated to between 700 and 720 (Keyser 1866:
246-47; Munch 1848: 261; Luning 1859: 7). Hyndluljod, in its tum,
does not seem to be among the oldest Eddie poems. Being the only
poem which seemed to be datable in terms of actual history, it took on
ved at citere Skaldestykker af dem, skeer dette altid med Anførsel af deres Navne. Hav-
de man nu blandt dem troet sig at kunne søge Forfatterne til den ældre Eddas Digte, saa
havde ganske vist den yngre Eddas Forfattere anført disses Navne, naar Digtene citere-
des. Men dette er ikke Tilfælde. Den ældre Eddas Digte citeres stedse i den yngre Edda
navnløse. Store Stykker af Digte, ja maaskee hele Digte af Harald Haarfagers Mester-
skalde, og det Digte, der behandle netop de samme mythiske og heroiske Emner som Ed-
dasangene, anføres under Forfatternes Navne; hvorfor skulde nu ikke det Samme finde
Sted med Eddadigtene, der dog citeres som det egentlige Grundlag for de mythiske og
heroiske Sagn, hvilke den yngre Edda indeholder, saafremt deres Forfatteres Navne vare
bekjendte, eller man blot havde nogen Grund til at henføre dem blandt berømte navn-
givne Skaldes Verker? Skreve de sig fra en Thjodolf, fra en Hornklofe, fra en Eyvind
Skaldespilder eller fra nogen senere berømt Digter, saa maatte jo Anførselen af et saadant
Navn forøge Autoriteten; eller ansaa man dem for navnløse Digterverker fra disse
Skaldes Tidsalder eller endog fra senere Tider, hvorfor lagde man da saadanne navnløse
Digte til Grund for sin Fremstilling af Gude- og Heltesagnene, naar man havde ligesaa
gamle eller ældre høit berømte Skaldes Verker over samme Emne at bygge paa? Man kan
umulig forklare sig denne Omstændighed paa anden Maade end deraf, at den yngre
Eddas Forfattere have anseet hine navnløse Digte for at ligge langt bagenfor de bekjend-
te Skaldes Tid og for netop ved sin høiere Ælde at afgive en bedre Hjemmel. Sammen-
ligner man nu derhos den ældre Eddas Digte med Digtene over de samme Emner fra
Harald Haarfagers Tider, saa vil man i hine strax finde den høiere Ældes Præg. Deres
simple Prunkløshed henpeger paa en Tidsalder, da Sagnene, de indeholde, endnu ikke
vare saa mangesidigen behandlede eller saa ofte af forskjellige Skalde besungne, at de
trængte til den studerede Kunsts Hjælp for at vinde Interesse. Ganske det Modsatte er
Tilfælde med Skaldestykkeme over disse samme Emner fra Harald Haarfagers Dage. Her
sporer man tydelig, at Emnet allerede er forslidt ved idelig Behandling, og at Kunsten og
Kunsten alene skal give Fremstillingen af det almeenbekjendte Emne en vis pirrende
Nyhed. Man nødes saa at sige til at forudsætte Eddadigtenes tidligere Tilværelse for at
forklare sig deres Emnes ejendommelige Behandling af Harald Haarfagers Skalde. Kom-
mer nu endelig til de forud anførte Grunde Eddadigtenes oldtidsagtige Sprog, der i flere
af dem synes at ligge Aarhundreder bagenfor Sproget i Digtene fra Harald Haarfagers
Alder, samt den allerede forhen paapegede Omstændighed, at eet af Digtene, nemlig
Hyndluljod, der dog slet ikke synes at være blandt de ældste i Samlingen, ifølge sit Ind-
hold maa henføres til det 8de Aarhundrede [cf. p. 246—47], - saa maa man vel ansee
Eddadigtenes Oprindelse fra en Tidsalder ældre end Harald Haarfagers
Dage, ældre end Midten af det 9de Aarhundrede, for at være beviist med saa
gode Grunde, som man i en Sag af den Beskaffenhed kan fordre” (Keyser 1866: 267-69).