Læknaneminn - 01.07.1964, Síða 8

8
LÆKNANEMINN
lunde alle amerikanske læger, der
har denne opfattelse Da jeg op-
holdt mig i USA i nogle máneder
for ti ár siden og fik lejlighed til
at besoge mange hospitaler tværs
over kontinentet, spurgte jeg sá
godt som alle læger, jeg kom i kon-
takt med, om deres mening i denne
sag. Det var mit indtryk, at om-
trent halvdelen mente: altid for-
tælle den nogne sandhed, medens
den anden halvdel sagde: jeg for-
soger, sá godt jeg kan, at skjule
for patienten, at han har cancer.
kíáske er befolkningens mentali-
tet forskellig i de forskellige lande.
Det er sá sporgsmálet, om det er
befolkningens syn pá sagen, som
pávirker lægernes stilling, eller det
er lægernes synspunkter, som be-
stemmer befolkningens stilling-
tagen til disse problemer?
Jeg vil gerne tillade mig at for-
tælle en lille historie, som gjorde
et dybt indtryk pá mig:
En kvinde i fyrrerne blev ind-
lagt hos dr. Huggins i Chicago til
behandling af metastaser efter
brystkræft. For vi gik ind pá stuen,
spurgte jeg ham: „Vil De fortælle
denne patient, hvorledes stár til
med hende?“ Han svarede: „Lad os
nu se, hvor meget patienten aller-
ede ved.“ Efter at vi havde hilst
pá patienten spurgte Huggins:
„De kommer fra en anden stat, og
hvorfor er De blevet indlagt her?“
hvortil patienten svarede: „Jeg
havde kræft i brystet, og den er
blevet fjernet. Nu siger min læge,
at jeg har fáet metastaser i ryg-
söjlen. Jeg er kommet hertil for
at se, om De kan gore noget for
mig.“
Dette var sagt sá ligetil, uden
spor of frygt. Hvad er grunden til
denne frygtloshed ? Det er mit ind-
tryk, at amerikanerne er mere
religiose end vi nordboere i al-
mindelighed er. Kunne det máske
være en forklaring, eller en af for-
klaringeme, pá denne efter min
mening umádelige tapperhed?
Hvorom alting er, denne indstill-
ing fra patientens side gor natur-
ligvis alting meget nemmere for
lægen.
I The University of Minnesota
Medical Center fortæller de næsten
alle patienter, hvad de fejler, ogsá
cancerpatienter. For ét ár tilbage
blev der lavet en opgorelse i den
hensigt at finde ud af, hvad can-
cerpatienterne selv mente om
denne fremgangsmáde.
I den foste gruppe var der 298
patienter, som mentes at være hel-
bredt for cancer i mave og colon-
rectum. Ved efterundersogelsen
rádede 93% i denne gruppe til at
fortælle diagnosen.
Den anden gruppe bestod af 101
patienter, som lá pá et særligt af-
snit for patienter med uhelbrede-
lig kræft. Af disse var 9 patienter
for dárlige til at kunne tage stilling
til sporgsmálene. Af de 92, som
kunne besvare, mente alligevel
87%, at det havde været en fordel
at fá fortalt diagnosen.
Man onskcde endvidere en rede-
gorelse for, hvorfor patienterne
mente det fordelagtigt at fá diag-
nosen at vide. Svarene er interes-
sante (se tabel 1).
Der var altsá 93% i den forste
gruppe og 87% i den anden, som
mente, at lægerne burde informere
patienterne om diagnosen. Disse
hoje procenttal af fortæl-patienter
siger dog efter min mening ikke
alt. For de psykiske lidelser hos de
andre, 7 og 13% respektive, som
har ment, at lægerne burde skjule
diagnosen, kan meget vel have
været sá store, at de gor det ube-
rettiget at fortælle alle patienter i
flæng.