Læknaneminn - 01.07.1964, Blaðsíða 9

LÆKNANEMINN
9
Table 1: Advantages of knowing diagnosis.
354 Patients; 330 Replies.
% Indicating Advantage
Series A Series B
Understanding- Iliness 67 60
Planning Follow-up Medical Care 66 48
Making for Peace of Mind 42 55
Decrease in Worry about Health . . 32 18
Planning Religious Matters 30 17
Planning Own Future 26 29
Planning Family Future 26 21
Planning Financial Matters 26 21
Denne opgorelse fra Minnesota, Nu nogle fá eksempler.
skont meget interessant, savner
sáledes diskussion om de patienter,
som máske blev dodsens angst, da
de fik fortalt det, som desværre
endnu, for en stor del af patien-
terne, med foje má betragtes som
en dodsdom.
Vi kender jo alle patienter, som
efter operationen forlanger at vide,
om det har drejet sig om en kræft-
svulst, og siger, at de godt kan
tále at fá sandheden at vide. Mon
ikke flertallet af dem gor det í háb
om at fá deres mistanke afkræftet
i stedet for bekræftet?
Nu vil jeg skynde mig at sige,
at jeg absolut mener, der kan være
tilfælde, hvor lægen má og skal
fortælle patienten, at han har, eller
har haft, kræft. Men det má kun
ske, nár lægen mener, det er til
bedste for patienten selv. Det vil
sige, hvis vi mener, at denne viden
vil gore patienten mere kooperativ
til fortsat eftersyn og eventuelt
gentagen behandling, som man
med rimelighed kan antage vil bi-
bringe patienten bedre helbred eller
forlænge hans liv ved godt hel-
bred. Det má aldrig ske af hensyn
til patientens familie. Det er i alle
tilfælde denne patient, dette
menneske, som har alle krav pá
lægens fulde hensyn.
Jeg tror, der vil være meget fá
tilfælde af f.eks. patienter med
cancer ventriculi, som ville være
bedre stillet, om de fik diagnosen
at vide. Erfaringen viser jo, at
hvad man ekki kan opná ved
forste operation, det vil man meget
sjældent opná ved en fornyet
operation. Eller cancer prostatae,
hvor kun 5% af patienteme, nár
de moder hos lægen, opfylder de
fire kriterier, som gor det beret-
tiget at forsoge en radikal opera-
tion, og af disse 5% lever kun
halvdelen efter 5 ár pá de steder,
hvor man dog har opnáet de bedste
resultater. Hvad nytte ville det
være at fortælle disse patienter, at
de led af kræft i blærehalskirtlen ?
Anderledes nár det f. eks. drejer
sig om tilfælde af cancer portionis
uteri in situ, som máske ikke er
nogen virkelig kræft, men nok en
prækankros lidelse, som bor
komme til eftersyn, og hvis videre
udvikling skal folges.
Jeg vil ogsá nævne patienter,
hvor man har fjemet godartede
papillomer fra urinblæren. Disse
patienter skal kontrolleres hele
livet igennem. Nár de har været
til eftersyn nogle gange, vil disse
patienter uvægerlig sporge, hvor-
for de skal komme igen, og hvor