Læknaneminn - 01.07.1964, Blaðsíða 11

LÆKNANEMINN
11
bliver operationen forst foretaget
20 máneder senere. Da var tumor
blevet sá udbredt, at patienten for-
uden næsten hele maven, mátte
have fjernet milten, det meste af
pancreas, næsten hele colon trans-
versum med mesocolon foruden
omentum majus og minus. Ved
laparatomien synes tilfældet at
være inoperabelt. Men lægen tager
det standpunkt, at man pá grund
af omstændighederne skal forsoge
at fjerne alt sygeligt og muligt
sygeligt væv hos denne unge
patient, selv om det sá skulle
koste, at han ikke stod operationen
igennem. Lad os nu antage at det
er lykkedes, og der máske er gáet
to ár, hvor patienten lever tilsyne-
ladende i bedste velgáende, tager
pá i vægt, arbejder hárdt i sin for-
retning, gár ud og spiser og drik-
ker, som det passer ham. Nu vil
jeg sporge: Kunne der ikke være
grund til at operere denne patient
igen for at se, om der skulle være
kommet nogen metastaser, som lod
sig fjerne? Er det ikke netop nu,
man har chancen? For hvis der
viser sig kliniske eller rontgeno-
logiske tegn til recidiv eller metas-
taser, sá er det vel for sent? Men
kan man foreslá dette „second
look“ uden samtidig at fortælle
patienten, at det i sin tid drejede
sig um cancer? Hvis han sá pure
nægter at lade sig operere, har man
sá ikke odelagt for meget for ham,
rent psykisk?
Má jeg nævne, hvad jeg selv gor
i disse tilfælde, uden dog pá nogen
máde at ville hævde, at det er det
eneste rigtige.
Som et sidespring vil jeg forst
nævne forholdet til patientens pá-
rorende. Til dem fortæller jeg sá
godt som altid den fulde sandhed
om patientens tilstand. Nár man
har talt alvorligt med de párorcnde
og sat dem ind i situationen, mener
jeg at kunne forlange, at det má
de párorende kunne tage. Det skal
de. Jeg vil ikke lyve for de páror-
ende. Hvis patienten dor af denne
sygdom, máske om nogle uger,
máneder eller ár, sá vil jeg ikke
stá som den, der har lojet for dem.
Endnu har jeg ikke haft anledning
til at angre dette standpunkt.
Jeg lyver heller ikke for pati-
enten, men undgár sá vidt muligt
at sige ham den fulde sandhed,
med de undtagelser, som for blev
nævnt: nár det er nodvendigt at
fortsætte eftirsyn og evt. forny
behandling. Men i sá fald er sand-
heden heller ikke sá gruopvækk-
ende. Det er min erfaring, at det
særlig er i de forste dage efter en
operation, at patienten sporger,
om det har drejet sig om kræft.
Det er da kun sandhed at sige, at
det ved man ikke helt bestemt
endnu, for præparatet er til histo-
logisk undersogelse. Efter nogle
dages forlob holder de fleste op
med at sporge.
I de tilfælde, hvor en cancer-
patient har forlangt at fá diag-
nosen at vide pá en sádan máde,
at jeg har set mig nodsaget til at
meddele den, tror jeg det altid har
været til skade for patienten, og
aldrig til gavn.
Eftersom mulighederne for at
helbrede patienter for cancer tager
til, og det gor de heldigvis, vil
grunden til at skjule denne diag-
nose naturligvis blive mindre.
Vi háber, at den tid ikke er alt
for fjern, hvor lægen, efter af-
sluttet undersogelsen kan sige:
Undersogelsen viser, at De har
kræft, men det kan vi nu til dags
helbrede.