Skírnir - 01.01.1836, Blaðsíða 105

Veil Sk. T. Stephensens Grav.
Fælder Taarer i den rode Gaard !
Klagcsang fra gamle Celler stige!
Aldrig meer l»an her ihlandt os staaer,
Straebende med os mod Sandhcds lligc.
StÖvet ligger Bogen nu forladt,
Borte er dcns tankcrige Læser —
Vildsomt Oiet brast i Dodens Nat,
Om hans Grav nu Fimbulstormcn hlæser.
Gande Bragi, grib i Sorgcns Stræng!
Han forstod jo dinc gamle Runer ;
Du ham kaared’ alt som liden Dreng,
Vistc ham Valhallas Skypauluncr,
Böd ham tolke for den yngre Slægt
Oldtids Gaade-Liv og dunkle Tanke —
Men han scgned’ under Livets Vægt,
Altfor tidligt brast den skjöre Planke.
Klag, o Videnskab! hans lysc Aand,
Skaht til jordisk Taagemulm at jage,
Kjækt »t löse Tankens Tungcbaand —
Maatte stum og taageslor’t bortdrage.
Sparsomt glimter Aandens Stjemcr frem,
Ak, men naar dem Skyer flux bedække,
Da maa Sorgen dække Stövcts IJjcm —
Hvo skal attcr Straaleglimtct vække ?
Klag, o Vcnskab! thi dcn hedste Sjæl,
Rccn og aabcn, som den klare Ilimmel,
Fuld af Nidkjærhcd for Brodres Vcl, —
Moder os ci ineer i Livcts Vrimmel.
Ak — vi have seet dct Smerten.< Blik,
Broderen mcd sonderrcvct Hjerte;
Nylig Arm i Arm de trofast gik,
Nu er Mindct kun og návnlös SmerJe.
O, men hisset ved den kolde Pol
Boer hans Fader i den stille Ilvtte —
Skuer glad mod Livets Aftensol,
Tænkcr paa sin Sön, sin Aldcrs Stöite.