Atuagagdliutit - 01.01.1959, Blaðsíða 2

Sådan ser jeg på udviklingen
(Fortsat fra forrige side)
land er stort set tilfredsstillende, men
det ville blive endnu bedre, hvis hele
landet fik den samme behandling
Jonathan Motzfeldt, 1. seminarium:
„Man plejer at påstå, at udviklingen
i vort land går så stærkt, at nogle
grønlændere har svært ved at følge
med, og dem, der kan følge med er de
unge. Om denne påstand er rigtig eller
ej, kan man ikke med bestemthed sige
noget om. Men hvis vi skal kunne føl-
ge med i udviklingen, er een af de
vigtigste ting vi må kræve, at skolear-
bejdet foregår på forsvarlig måde.
Dette krav har vi forstået; men der er
ingen, der tilkendegiver deres mening
angående undervisningen. Og når folk
tier stille, siger man: „Alle er enige".
Sådan må det være. Det vil også være
vanskeligt for menigmand at kritisere,
da nyordningen indenfor'skolevæsenet
er af så frisk dato. Man har vist end-
nu ikke rigtig forstået, hvordan det
går.
Da skoleundervisningen begyndte i
vort land, var det vigtigste fag læs-
ning af troslære. Årene gik. Grønlæn-
derne selv — til dels overbevist af
danskerne i Grønland — har efterhån-
den forstået, at undervisningen ikke
kunne bestå at troslære alene. Indlæg,
skrevet af grønlænderne selv med
krav om ændring i undervisningen,
har givet resultater. Undervisningen
er lagt om. Fagene som dansk og reg-
ning er indført i børneskolen. Og hvil-
ke resultater har det givet? Resulta-
terne kan vi selv se, og vi mener, at
det var klogt, at man dengang ændre-
de skolegangen.
Men de allersidste år viste os, at
skolegangen endnu var ufuldkommen.
Og så begyndte man at lave endnu en
forbedret skolegang. Nyordningen vi-
ste, at man har fremhævet de såkald-
te „byer" for meget. Dette har man i
årenes løb lagt mærke til, særlig fordi
de mere begavede børn ønskes place-
ret i større byer. Hvad resulterer det
i? Boplads- og udstedsbeboernes børn
er begyndte at sakke bagud. Og hvad
kan vi i de senere år se i ungdomssko-
lerne? De fleste elever stammer fra
Snart kan man læse om uhyrlige
forhold med kamp mod drikkeri og
kønssygdomme, i næste omgang om
øget indhandling, store muligheder.
Een kalder byen for et håbløst ud-
sted, en anden melder om en ideel
ramme om en by og store fiske-
rigdomme. Hvad skal man tro? —
Måske det alt sammen, muligt med
lidt neddæmpning af de kraftige
udtryk?
Det kan være sundt med mellem-
rum at gøre status, at stoppe og glæ-
de eller ærgre sig. Det gælder ikke
mindst i et yderdistrikt som nu Na-
nortalik. Der er jo blevet brugt kraf-
tige udtryk om, hvordan dette yder-
distrikt har hængt bagefter i udvik-
lingen. Ofte har det på stedet vel kun-
net føles noget uretfærdigt, fordi be-
folkningen jo ikke selv har bedt om en
plads i skammekrogen, snarere tvært-
imod. Vejen til de rette ører har bare
været lovlig lang, og andre som var
nærmere har opnået fordele, som der
ikke blev råd til, da man nåede til
den yderste revle, hvor der måske el-
lers netop trængtes til ekstra støtte.
Men ligesom myndighederne, især i
Godthåb, nu for alvor er ved at skifte
opfattelse og søger at støtte ekstra, sy-
nes befolkningen på en række områ-
der også at vinde med, selv om det på
andre punkter fortsat er helt tosset.
Nu er det så bare spørgsmålet, om man
andre steder i særlig grad skal godte
sig og selvretfærdigt se ned på na-
nortalikkerne? Meget synes at tyde på,
at mange af de triste sider — drikkeri
og hør, deraf følgende uægteskabe-
lige børn eksempelvis, meningsløst
tabte fiske- eller arbejdsdage — så
„byer". Fordi „bopladsbeboerne ikke
kan følge med".
I disse år er det beskæmmende at
vær vidne til, at „bopladsbørn", der
ellers ønsker at blive optaget i de høj-
ere skoler og har lyst til at lære, ved
optagelsesprøven får at vide, at de
ikke ville kunne følge med, selv i ef-
terskolen.
En sådan optagelsesprøve er fuld-
stændig skæv. Lad mig nævne et ek-
sempel, som en lærer fortalte mig en-
gang. Under en rejse mødte han to
„bopladsdrenge", der ønskede at kom-
me i efterskolen. Efter prøven skøn-
nede han, at de ikke kunne optages. —
Året efter kom han til samme sted og
forstod, at nøjagtig de samme drenge
fra året før ønskede at komme til ef-
terskolen, men at den ene af dem hav-
de trukket sig tilbage, fordi han blev
kasseret sidste år. Den anden blev
hørt, men læreren ville stadig ikke
have ham. Men vedkommende var
heldig stillet, thi senere viste det sig,
at en af de anmeldte drenge sendte
afbud, og „bopladsdrengen" fik alli-
gevel chancen. Han var under sit op-
hold i efterskolen duks og kunne fort-
sætte sin skolegang på seminariet i
Godthåb.
Da jeg kritiserer optagelsesprøven
ønsker jeg at pågepe dette: Jeg synes,
at to timers prøve ikke burde være
bestemmende for de næste to år. Det
kan tænkes, at drengen er dygtig, men
uheldig, og derved kan man ødelægge
ens fremtid.
Kunne man ikke rette den på den
måde, at kateketens (lærerens) anbe-
falinger afgører, om man må tage bør-
nene til de højere skoler. Læreren må
være klar over, om barent har lyst til
at læse videre. Lad disse børn få lov
at fortsætte. Så kan man på et senere
tidspunkt afgøre, om de kan følge med
i skolen eller ej.
Når man ser på udviklingen i skole-
væsenet, må man sige, at de større
byer får bedre behandling. Dette skyl-
des nok, at der hverken er boliger el-
ler brugsgenstande der egner sig for
bedre kvalificerede lærere ved „bo-
pladserne". Såfremt undervisningen
skal fremmes og være ens alle steder,
må man opmuntre unge grønlændere
i de højere skoler til at tænke mere
på dette".
sandelig også kendes andre steder. ■—
Glem altså ikke, at befolkningen har
været særligt overladt til sig selv, og
ikke tidligere på lige fod med andre
fået støtte til udvikling af erhverv og
i det hele taget. Mon ikke meget af
forklaringen på det meget mørke bil-
lede er at finde i, at man her sydpå
har eksisteret for længe i mørke, for-
stået på flere måder. Spørgsmålet er,
om befolkningen ikke socialt set har
levet under selv laveste vandstand?
En sådan håbløs social situation giver
slum, en fattigdom karakteristisk ved
overmåde drikkeri, slette huse og rin-
ge interesse for forbedringer herunder
af den seksuelle adfærd. Også andre
stedet i landet, andre steder i verden
med, kendes sådanne håbløse miljøer,
som på ingen måde retter sig uden
særlig indsats. Vil man tænke sig i
sådanne menneskers sted — intet ar-
bejde eller ingen indtjeningsmulig-
heder, ikke mulighed for at få en blot
tålelig bolig, ingen tro på eller for-
ventning til fremtiden — mon det op-
fordrer de unge til at gifte sig?
Lyspunkter
Det er nu ingen hemmelighed, at så
slemt har det faktisk været, nogen
vil sige værre endda, andre muligt
nok med knapt så stærke ord.
Nu skulle der altså være lyspunkter.
Ikke just grund til at falde hen og
synes, at alt er godt, for det passer
ikke! Men nok en række tegn til, det
kan blive godt, måske endda såre me-
get bedre, end langt de fleste vil tro.
For her er jo fisk — mange fisk. Er
der nogen, som stiller sig skeptiske,
så skulle de lige se, hvad der i år har
ligget af fremmede fiskere såvel in-
denfor som ved et uheld lejlighedsvis
også udenfor fiskerigrænsen hernede.
Til trods for, at op til 25 pct. af den
indbragte fisk til KGH indtil i år har
været fisket og indbragt med kajak,
er der tale om en endda meget kraf-
tig og tiltagende øgning i indhandlin-
gen. — Og det har været med store
spring de sidste 5 år, hvert år er ind-
handlingsrekorden blevet sat op, og i
år passerede man omkring Yio af sidste
års indhandlingstal. Formentlig når
Nanortalik handelsdistrikt op mod 1
million kg i 1958. Men lad os så for en
gangs skyld gøre os klart, at i kom-
munens nordende nås et tilsvarende
tal, selv om udstederne Sletten og Syd-
prøven handelsmæssigt tæller med til
Julianehåb, når det gælder indhand-
lingstallene. Derimod er de overor-
dentlige store sociale udgifter fra
norddistriktet stærkt medvirkende til
folks forargelse over Nanortalik kom-
munes ringe stade. Men på den måde
opnås jo ikke et retfærdigt billede.
Store udviklingsmuligheder
Men det står altså fast, at frem-
gangen er meget sikker, og det synes,
som om der i virkeligheden er over-
ordentlige store udviklingsmuligheder
fremover. I løbet af forår og sommer
er dorryer i stort tal blevet fremstil-
let og sat ind i fiskeriet til afløsning
af kajakken. Kommunens og KGH’s
motorbåde har slæbt dorryerne ud tid-
lig morgen og vendt hjem med et helt
sporvognstog, ofte bestående af over
20 godt lastede dorryer, så der har
været lys og liv i fiskehusene til over
midnat. I september bremsede uroligt
vejr desværre noget op for „kørslen",
medens ma ntil gengæld for alvor tog
fat ved ÅugpilagtoK, der nu ligger
med årets største fremgang. — Såvel
der som ved Frederiksdal, i TasiussaK
samt i Nanortalik er det åbenlyst, at
selv de seneste års udbygning at fiske-
rianlæggene, herunder fiskepakladen
i Nanortalik, snarest må udbygges,
hvis fremgangsspringene i indhand-
lingen ikke skal blive umuliggjorte de
næste år. Tilsvarende synes der også
fare for, at der i Sletten, Igdlorpait og
selv i Sydprøven må større udvidelser
og forbedringer til.
Motorbåde nødvendigt
Selv om her findes nogle få motor-
både, er det givet, at overgangen til
motorbådsfiskeri først nu for alvor
presser sig på. Inden det store rush
næste sommer synes der muligheder
for, at mindst 10 motorbåde ekstra
kan sættes ind i fiskeriet, heraf et par
på omkring 34 fod med moderne hjæl-
pemidler. GTO’s nye maskinværksted
har naturligvis sin store betydning
som baggrund for, at man nu tør gå i
lag med opbygningen af en fiskerflåde.
Det urolige efterårsvejr, hvor gode fi-
skedage må gå hen, uden dorryerne
kan komme ud, har understreget øn-
skeligheden i motorbåde, og med man-
ge gode fiskemuligheder på udmær-
kede fiskepladser mellem øerne og i
fjordene, synes det givet, at indsatsen
også om vinteren på dette punkt er
rigtig. Som det er blevet sagt, „vi har
en blå skatkiste med næsten altid
åbent låg og uden bånd, så man kan
blive ved at trække fisk op af den".
Begribeligvis findes „skatkisten" ikke
altid det samme sted, derfor må der
større motorbåde til, især i rusk og
halvsløjt vejr. I vinter- og forårstiden
tænkes håndværkerbarakkerne i
TasiussaKlejet, for at der kan skaffes
erfaringer for, om man her skulle
kunne få et virkeligt storfiskeri i gang
— især uden for den egentlige sæson.
Det påstås, at fiskene i storistiden,
hvor fiskeri jo ellers er umuligt, lige-
frem slås om pladserne i Tasermiut-
fjorden, medens isen udenfor stopper
for deres „bortrejse". Også i Lichte-
nauf jorden findes tilsvarende for-
hold, som søges udnyttet bedre, og mu-
ligt gør tilsvarende forhold sig gæl-
dende i andre af de dybe fjorde, som
de få motorbåde hidtil kun strejfvis
har givet mistanke om.
Tyndslidt håb el-værk
Er man end kommet sent i gang, sy-
nes der alså virkelige udviklingsmu-
ligheder. Selv i en eventuel periode,
hvor fisken skulle vise tegn til at for-
lade grønlandske farvande, tør man
vel gå ud fra, at det her mod syd vil
være det sidste område en sådan ud-
vikling for alvor vil slå katastrofalt
igennem. Nu ser man blot med et ef-
terhånden meget tyndslidt håb frem
til, at også Nanortalik skal få et el-
værk, helst af en størrelsesorden, så
udviklingen kan følges op fra KGH’s
side. Til den tid må der blive mulig-
hed for at udnytte de forekomster af
havkatte, helleflyndere og lignende,
som kendes. løvrigt ser man med stor
forventning hen til forsøg til foråret
med bundgarnsfiskeri, da denne fiske-
metode endda ikke er befolkningen
bekendt, men som der synes rig lejlig-
hed til rationelt at søge udnyttet.
Fejlagtig forsyningspolifik
Men selv om erhvervet er funda-
mentet, er alt jo ikke sagt hermed. En
sag som KGH’s forsyningspolitik spil-
ler også en stor rolle. Mangelen på
egentlig pakhus eller tilstrækkelig la-
gerplads har selv i den gode skibs-
tid medført mangler på snart sagt al
ting, selv de mest nødvendige varer
til den daglige husholdning har i lan-
ge perioder været udgået. Når varer
som smør, margarine, gær, kartofler,
sodavand m. v. ikke kan fås, er det
bittert, at butikken synes at have uud-
tømmelige lagre af spiritus. Er denne
vare virkelig så afgørende, at kun
denne ikke kan udgå? Når man iøvrigt
ser, hvor mange ønskværdige varer
her mangler til at lokke fiskere og ar-
bejdere til øget indsats, synes det
svært selvmodsigende, at det er fla-
sker, der går over disken, og endda
medfører det stik modsatte end den
nødvendige fremgang i produktionen
og levevilkår. Når dertil lægges uro
(især føleligt fordi her ikke findes po-
liti), overtrædelser af love og vedtæg-
ter, ja, selv af lægens allermest alvor-
lige pålæg, så tæt op mod halvdelen
af den voksne befolkning — ja, selv
børn — bliver svinet til med gonorr-
hoe, så en sådan epidemi ikke kan
nedkæmpes, uden at man må søge til
yderligheder som karantæneforan-
staltninger og med kommunalbestyrel-
sens velsignelse udhandlingssstop for
spiritus, ja, hvis er så egentlig skyl-
den? Bevares, jeg skal ingenlunde give
KGH æren af spiritussens opfindelse,
men er der nogen særlig grund til, at
spiritus i praksis er den mest sjældent
udgåede varesort? — Når KGH har
mangel såvel på opbevaringsplads som
på skibsrum, synes det nærliggende,
at flasker må være een af de vareka-
tegorier, som man først og fremmest
bør skære ned, og ikke de nærings-
rige og vigtige madvarer, som Grøn-
lands ernæringsråd bekostede så me-
get på at reklamere for forrige vinter.
Burde der ikke — også på udstederne
— være mere god og rigtig beklæd-
ning, nogle møbler og andre fornuf-
tige ting for at vække ønsker? Og
ikke kun grovvarer og så — flasker-
Hvorfor går man ikke ud for malt?
Hvorfor har myndighederne iøvrigt en
bestemmelse, som tillader hjemme-
bryg, når man udmærket ved, at
nogleoghalvfems procent af de men-
nesker, som brygger, i virkeligheden
overtræder bestemmelsen ved at bryg-
ge alt andet end almindeligt hushold-
ningsøl? Er det ikke uanstændigt at
have en sådan bestemmelse?
Det er så let at skyde på KGH! —
Javel, det er let at skyde på alle her-
oppe, men hvis der ikke skydes, bli-
ver det jo ikke bedre. Og siger vi
ikke tingene, som vi nu må opfatte
dem, selv om sagen måske sættes på
spidsen, så misforstås man jo bare, og
så kommer der intet ud af al besværet.
Og disse spørgsmål vedgår Nanorta-
lik — men vel forresten også enkelte
andre steder?
Svimlende restancer
Der har kunnet skydes på kommu-
nalbestyrelsen, altså grundet de meget
store sociale udgifter, som synes at
have fået lov at blive stående på et
alt for højt plan fra tidligere år, før
indhandlingsfremgangen for alvor tog
fart. Disse alt for store udgifter har
næppe ligefrem opfordret en række
mennesker til også at gøre deres er-
hvervsindsats. Bevares, enhver vil af
foranstående kunne forstå, at store
sociale udgifter har været nødvendige,
NANORTALIK — BYEN PÅ GODT OG ONDT
Betingelserne for at skabe en sund og levende by er til stede, blot der
ydes den fornødne støtte. — Befolkningen har ikke bedt om at komme
i skammekrogen
2