Atuagagdliutit - 01.01.1959, Blaðsíða 12

LIDT OM ANSVAR
(Fortsat fra forrige side)
for mange kønssygdomme, mange børn
og unge opfører sig dårligt, og alt
hvad vi ellers i de sidste år har hørt
og læst om. Nu er det ikke min me-
ning her at diskutere, hvorvidt disse
anklager er rigtige eller overdrevne,
men jeg vil blot prøve at vise, at man
fra grønlandsk side i flere tilfælde be-
svarer disse anklager — ikke med at
afvise dem, men med at give landets
embedsmænd og myndigheder skyl-
den for ulykkerne.
Når fiskerileder Peter Egede i radio-
diskussionen om spiritus faktisk sag-
de, at spiritusmisbruget til dels kunne
skyldes præsternes manglende husbe-
søg, så er det et typisk eksempel på
at skyde ansvaret fra sig. Vi har alle
fejl — og der er utvivlsomt præster,
som kunne gå mere på husbesøg —
ingen af os gør jo alt, hvad vi kunne
gøre, det ved vi alle. Men vi ved og-
så, at det er ikke derfor, folk drikker
— det ved Peter Egede også, og når
han prøver at bilde grønlænderne
ind, at det er præsternes skyld de
drikker, så er han med til at føre dem
bag lyset, så de narrer sig selv og blot
giver andre skylden. Og han skyder
også ansvaret væk fra de folk, som
ophævede rationeringen og skyder
den over på sagesløse. Det er let at
gøre sådan — men det er farligt, hvis
folk tror på sligt. Og på samme måde,
når det blev antydet, at også mang-
lende lægevejledning p. gr. af for få
læger eller manglende sprogkundska-
ber kunne have skylden for drikke-
riet, eller når tidligere kolonipolitik,
rationering o. s. v. må tage ansvaret
på sig. Ansvaret har det menneske,
som selv drikker eller får andre til
det — hvilke historiske årsager, man
så end kan opfinde.
Ligervis har man flere gange i for-
bindelse med de mange voldshandlin-
ger skudt på politiet, som ikke for-
måede at holde orden. Politiet skal
holde orden og straffe, men det fulde
ansvar har det eller de mennesker
selv, som laver voldshandlingerne.
Eller kønssygdommene og de uægte
børn. Der skyldes skylden over på de
danske håndværkere — og selvfølge-
lig har de en stor del af skylden. Men
man er dog altid to om sligt, og fra
naturens hånd plejer det i reglen at
være manden, der er den agressive,
mens pigen holder igen. Hvis pigerne,
som forfatteren Hans Lynge forleden
har udtalt, er så ømme og kærlige, at
de siger ja til hvem som helst — ja,
så kan man ikke forvente, at mænde-
ne holder sig tilbage. Pigerne har deres
fulde del af ansvaret, for hvis de sag-
de nej, skete der ingenting. Hvis pi-
ger i Danmark løber med fremmede
sømænd eller soldater, eller hvad det
nu kan være, så giver man ikke sø-
mændene eller soldaterne skylden, men
pigerne. Og det må man også gøre
heroppe, selv om håndværkerne selv-
følgelig heller ikke er skyldfri. — En
ordentlig pige må kunne sige nej på
rette tid og rette sted — og kan hun
ikke det, er der i hvert fald også no-
get i vejen med hende.
Man hører også tit sagt i Grønland
— ikke mindst blandt den ældre ge-
neration — at børnene og de unge har
en meget dårlig opførsel, og man kan
høre skylden lagt mange steder —
hos kirken, eller vel især hos skolen.
Når Hans Lynge også i sin versifice-
rede kommentar til dagens Grønland
pludselig bebrejder de unge danske
lærerinder, at de hygger sig hjemme
i stedet for at være noget for børnene
også udenfor skoletiden, så ligger den
tanke bevidst eller ubevidst bag: For
det er jo også dem, der skal opdrage
børnene. — Nej, det er det ikke! Det
skal forældrene, og hverken skole eller
kirke eller myndigheder har hoved-
ansvaret her. Hvis børnene opdrages
dårligt, er det forældrenes fulde an-
svar. Og er børnene født udenfor æg-
teskab, ligger det virkelige ansvar for
deres manglende opdragelse alligevel
hos faderen og moderen, som har sat
dem i verden. At samfundet så i man-
ge tilfælde må træde til for at bøde
på de værste følger af folks ansvars-
løshed, fritager ikke folk selv for skyl-
den. Og hvis forældre ikke selv mag-
ter deres egne børn, kan de aldrig
forvente, at samfundet skal kunne.
Hans Lynge havde man lyst til i
forbifarten at spørge, om unge grøn-
landske lærerinder ofrer sig på væ-
sentlig anden måde end deres danske
kolleger. Hr. Lynge har ikke lov at
kræve en højere moral af embeds-
mænd på Grønland, end han selv og
alle andre lever efter. Hygger hr.
Lynge sig aldrig hjemme — eller of-
rer han tid og kræfter gratis for sine
landsmænd?
På samme måde kan man blive ved:
Dårlige erhvervsresultater begrunder
man alene med manglende anlæg —
aldrig med manglende indsats fra fi-
skernes og fangernes side. Der er selv-
følgelig tit noget om snakken — eller
meget, men det er farligt — det kan
let blive en sovepude for erhververne,
hvor de netop gennem hård indsats
skulle muliggøre de fornødne anlæg.
Det er tvivlsomt om de manglende
skridt fra myndighedernes side altid
er den eneste grund — om det er hele
sandheden.
Overalt i radio, presse og samtaler
hører vi det grønlandske krav om at
være med i den nye tid og selv få an-
svaret overladt. Og det er et godt og
sundt krav — men lad så være med
— stik imod jeres egne ønsker — at
skyde ansvaret for landets tungeste
og betydeligste problemer over på em-
bedsmænd og myndigheder. For det
er der, de allerstørste opgaver ligger,
og dem har I selv hovedansvaret for
— og ved at tage dem op og løse dem,
kan I virkelig for alvor være med i
landets opbygning. Selvfølgelig bety-
der det ikke, at vi andre er sagesløse.
Jeg vil gerne understrege, at vi alle
har et stort ansvar både på den ene og
den anden måde, også embedsmæn-
dene, men vi er blot ikke alene om det.
Der skal snart være landsrådsvalg.
Nogle af kandidaterne vil stå op og
fortælle jer, at I selv er uden skyld i
alle de uheldige ting, der sker i jeres
land — og så skælde ud over myndig-
hederne og de andre, som har skylden.
Andre kandidater vil måske sige ting,
som er knap så morsomme at høre:
At I på forskellige områder har fejl,
som I selv kan rette, hvis I tager jer
sammen. Når de siger sådan, er det
for jeres egen skyld, for selv kan de
kun blive upopulære af at sige det.
Men de andre, som kun roser jer, kan
tit gøre det blot for selv at blive po-
pulære og få mange stemmer, for folk
kan jo godt lide at blive rost.
Men pas på dem — de narrer jer, og
de er farlige. Tro hellere på dem, som
tør sige sandheden, selv om den ikke
altid er behagelig at høre, for de er
de bedste, og det er dem, Grønland
har brug for i sine folkevalgte råd.
Vis, at I ikke er umyndige børn, men
voksne, ansvarsbevidste mennesker,
som kan tåle at se sandheden i øjnene
og handle derefter og tage et ansvar,
uden at embedsmænd og myndigheder
altid skal være barnepiger.
Mads Lidegaard
Nedbrydende kritik fra
grønlændere i Danmark
Hans Lynges kritik, som radio-
avisen bragte den 5.1. vedrørende
forskellige forhold i Grønland, fin-
der jeg er et nyt i foruroligende
grad afslørende tegn på manglende
kendskab til de virkelige forhold i-
vort land blandt grønlænderne i
Danmark. Kritikken af lærerinder-
ne er således ganske uberettiget, da
mange lærerinder kysten langs i
fritiden beskæftiger sig med aften-
skolearbejde, spejderarbejde og
meget andet på lige så påskønnel-
sesværdig måde som mange kate-
keter, der ganske rigtigt gør et so-
lidt stykke arbejde. Havde Hans
Lynge læst landsrådsreferatet 1958,
side 108—111, kunne han have spa-
ret sin kritik af landshøvdingens
formandsskab. Det er beklageligt,
at grønlændere i Danmark for ofte
fremsætter kritik, der kun virker
nedbrydende, fordi kritikken er
bygget på mangelfuld eller foræl.
det kendskab til forholdene her-
oppe. Det er på tide, at man gør
opmærksom på det!
Erling Høegh,
Julianehåb.
Leder
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
Som det fremgår af dette numer af
A/G, har redaktionen via bladets kor-
respondenter bedt om læsertilkende-
givelser vedrørende A/G i dets nuvæ-
rende skikkelse.
Redaktionen takker de mange, der
ud over landet har deltaget ved at
ytre deres mening, og korresponden-
terne, der har haft arbejdet med at
indsamle og indtelegrafere udtalel-
serne.
Redaktionen vil nu nøje studere
indlæggene for, hvor det er muligt, at
lære noget af det sagte.
Intet blad har nogensomhelst inter-
esse i, at alle dets læsere roser det på
alle punkter. Generel tilfredshed vil
ofte være ensbetydende med generel
kedsomhed og manglende interesse. —
Det er kun udmærket, at et blad væk-
ker debat, og stærkt kritiserende eller
venligt rosende ytringer, der er frem-
kommet inden for det sidste år, er da
også først og fremmest på redaktio-
nen taget som tegn på, at bladet føl-
ges med interesse blandt læserne.
Det er ikke meningen, at vi i denne
leder vil optage en diskussion med
læserne på baggrund af de faldne ud-
talelser. På et par punkter, føler vi
imidlertid trang til at knytte en be-
mærkning til. Når det i et indlæg si-
ges, at A/G ikke er objektivt, forstår
vi ikke denne udtalelse. Bladet står
som bekendt åbent for længere læser-
indlæg eller kortere læserbreve, og her
kan alle altså komme til orde. I bla-
dets egne refererende artikler tilstræ-
bes samme objektivitet, som alle an-
dre blade udviser på dette område.
Men hvad bladets ledere angår, er de
naturligvis udtryk for bladets mening
og er derfor subjektive. Men sådan
må det vel være.
I et par andre indlæg tales der om,
at bladet hellere må se at „synge med
på omkvædet" og „dyppe gift i blæk-
huset", hvis det vil gøre sig gældende.
Og det hævdes, at bladet logrer for ad-
ministrationens stormægtigheder.
Hertil er i korthed at sige, at redak-
tionen søger at forfægte fornuftige og
hensigtsmæssige anskuelser i den
grønlandske nytid, der er indledt efter
befolkningens ønske. I det omfang
vore fornuftige og hensigtsmæssige
anskuelser falder sammen med admi-
nistrationens, lykønsker vi gerne ad-
ministrationen hertil. Men iøvrigt er
der vel ingen grund til at undre sig
over, at de samme fornuftige tanker
kan opstå flere forskellige steder, så
lidt som til at tage afstand fra, at et
blad fra tid til anden lader sig inspi-
rere af faktorer og organer, organisa-
tioner og personer i det samfund, det
tjener.
Og så meget er vist, at A/G ikke i
denne omgang vil føle sig inspireret
til at „synge med på omkvædet", hvis
dette udtryk dækker det andet an-
vendte „at dryppe gift i blækhuset".
Der er ikke brug for forgiftning af
atmosfæren i Grønland, men for at
luften til stadighed holdes mest mu-
ligt renset!
Og vi vil ikke på nogen måde lade
os overtale til at afvise positive og
gode tanker, blot fordi de er opstået i
regeringen, folketinget, ministeriet el-
ler administrationen og altså blot for
at demonstrere en i en sådan forbin-
delse søgt og kunstig originalitet og
selvstændighed. Måske ville en sådan
fremfærd give redaktøren en vis egen-
artet popularitet, men den ville ikke
være i Grønlands interesse.
Leder
DE SMÅ PROFETER
Landshøvdingen har i sin radio-
nytårstale (der i en for lyttere vanske-
lig tilgængelig og noget snirklet form
udtrykker ting, som det er rigtigt og
nødvendigt at få sagt) beskæftiget
sig med de følgesygdomme, der stam-
mer fra den manglende balance mel-
lem den ydre udbygning i Grønland
og de enkelte menneskers evne til at
følge med i og indpasse sig efter det,
der sker i disse år i Grønland.
På mange måder gøres der i disse
år en indsats for at få den enkelte
grønlandske borger bragt på højde,
forståelsesmæssigt og indlevelsesmæs-
sigt, med den ydre økonomiske, tek-
niske og erhvervsmæssige udvikling.
Det gøres i skole, radio, presse og an-
det oplysningsarbejde. Der er nået me-
get, men der mangler utvivlsomt end-
nu mere, før den omtalte „balance"
er til stede.
Der ligger fortsat et stort arbejde
forude, et arbejde, der kalder på ind-
sats af og som kræver god vilje og
godt humør hos alle i Grønland, grøn-
lændere som danskere.
I dette arbejde er der mere brug
for formidlere end for „fusentast-pro-
feter“ af den ene eller den anden art.
Der er brug for folk, som ærligt vil
dele sol og vind lige. Folk, som ikke
er blinde for de enorme fremskridt i
den sidste 10-årsperiode, og som tager
det gjorte gode arbejde og samarbej-
det som udgangspunkt, når tilbage-
stående problemer — som f. eks. det
ulyksalige lønspørgsmål — debatteres.
Der er ikke brug for folk, som be-
vidst eller ubevidst sår splid eller som
nærmer sig de aktuelle spørgsmål med
en negativ indstilling og med skyklap-
per på over for folk med andre me-
ninger eller over for folk, der i kraft
af deres stilling har pligt til at danne
sig et helhedsbillede af situationen og
som må tage hensyn til flere sider.
Først og sidst har man i Grønland
i dag ikke brug for folk, der enten me-
ner, at grønlænderne altid har uret
og danskerne altid ret — eller om-
vendt.
Udtalelser om, at danskerne i Grøn-
land gør hele arbejdet, og at grønlæn-
derne ikke dur, er lige så tåbelige
som bemærkninger om, at danskerne
stikker alle de penge i lommen, der
investeres i Grønland i disse år. En
dansk håndværkers udtalelse til et
dansk blad om, at „alle grønlændere
er umoralske" er lige så egnet til at
skabe bitterhed som eventuelle grøn-
landske bemærkninger om dansk
„misbrug af grønlandske kvinder", om
dansk udnyttelse af befolkningen,
dansk måsen sig frem til alle stillin-
ger o. s. v.
Mon man ikke skulle anmode dan-
ske og grønlandske små „profeter" om
at stikke piben ind, for at de ikke skal
vanskeliggøre arbejdet for dem, der
hellere bestiller noget end råber op.
Og mon ikke de mange, der ser for-
nuftigt og nøgternt på problemerne,
skulle vare sig for at lade de højtrå-
bende stjæle hele billedet. — Det er
ikke nok at trække på skulderen og
lade „de andre snakke". Man må bi-
drage til, at sætte tingene rigtigt på
plads. Ellers vil de ufornuftige tage
initiativet fra de fornuftige.
Det gælder debatmæssigt om at
holde balancen, mens man i disse år
søger at finde den balance, som lands-
høvdingen taler om i sit nytårsindlæg.
12