Atuagagdliutit - 01.01.1959, Blaðsíða 11

SPIRITUS IKKE DET STORE PROBLEM I NARSSAK'
Er man ved af overdrive snakken om spiritus! — For og imod restaura-
tioner. — De helt unge skaber bekymringer
I nummer 24 af A/G bragte vi
et udførligt referat fra „Spiritusrej-
sen" til Frederikshåb. Her kommer vi
nærmere ind på, hvordan man ser på
samme spørgsmål i NarssaK.
Overdreven snak!
Landsrådsmedlem Carl Egede:
Artiklerne om spiritus er over-
drevne. Vi kan ikke bortforklare, at
der findes folk, der misbruger spiritus
her i Grønland, og det er deres skyld,
at vores renomme bliver ødelagt. Al
den snak om spiritus er så overdrevet,
at nogle af de danske aviser nu er be-
gyndt at skrive om spiritus uden vir-
kelig baggrund. Jeg tror ikke, at drik-
keriet i Grønland er værre end andre
steder i verden. Jeg er imod ratione-
ringens genindførelse. Dog kan jeg
være med til at forlange, at maltud-
salget standses, da jeg ved, hvilke fa-
rer der findes i dårlig brygget øl —
sundhedsmæssigt set.
Der er ingen, der har ret til at blan-
de sig i, om folk drikker eller ej. Så-
længe de passer deres arbejde og ikke
overtræder loven, må man vare sig for
at stikke næsen i deres private liv.
Man har overdrevet snakken om spi-
ritus. Kun de dårlige sider fremhæver
man, og man går alt for let hen over
de positive sider hos grønlænderne.
Man behøver ikke at lukke restau-
rationerne. Hvis de skulle lukkes, ville
drikkeriet foregå i hjemmene, og der-
ved ville en mængde børn opleve no-
get, som de ikke har godt af at opleve.
Der findes altid overgangsvanskelig-
heder. Derfor må vi ikke udsætte at
løse spiritusproblemet men forsøge at
overvinde vanskelighederne nu.
Hvorfor man ønskede
at standse maltudsalget
Medlemmerne af kommunal-
bestyrelsen:
Formanden: — Begrundelsen for, at
vi ønskede maltudsalget standset er,
at efter vores mening er hjemmedrik-
keriet ved at være den største ødelæg-
gende faktor for hjemmene. Børnene
ser og oplever de mest skændige ting
under drikkerierne.
Et kvindeligt medlem: — Jeg har tit
tænkt over at hellige den smule tid,
jeg har tilbage, til at starte en kaffe-
bar, hvor de helt unge kan tilbringe
den tid, de ellers anvender til at strej-
fe om. Derved ville de blive sparet for
de små fristelser, som er en begyndel-
se for deres lovovertrædelser. Det er
for meget med to restaurationer.
Som medlem af forsorgsudvalget
har jeg set, hvor megen skade imiaK
gør og ønsker derfor, at maltudsalget
standses.
Savner et forsamlingshus
Lægen:
— Jeg synes, at omgangen med spi-
ritus her i NarssaK ikke er af det vær-
ste. Man drikker, når man har fået sin
ugeløn, akkurat det samme som hjem-
me. Tidligere var der flere, der drak
deres understøttelse op. — Det er der
ikke mere. I week-end’en og under
skibsbesøg er der ligeledes trang til
drikkeri; men der er ingen voldsom-
heder eller slagsmål i forbindelse med
spiritus.
Der er nu og da sagt om Grønland,
at kulturpressen kører forbi, mens
grønlænderne står med hænderne i
lommen og ser til.
Det er jo ikke rigtigt, selv om det
er en kendsgerning, at ikke alle vil
være med i den nye hverdag, men lige
så sikkert er det, at mange unge
grønlændere fuldstændig er klar over,
hvor vigtigt det er, at de uddanner
sig, så de som dygtige fagfolk kan
gøre en kvalificeret indsats for det
grønlandske samfund.
— Forholdene mellem danskere og
grønlændere er gennemgående gode,
men der er een ting, jeg er bekymret
for. Det er de helt unge, der ikke må
komme ind i restaurationer. De strej-
fer rundt på gaden og får læderjakke-
mentalitet før eller senere. Vi savner
et forsamlingshus. Ganske vist har
kommunen eller byen fået en barak
foræret af amerikanerne. Materialerne
ligger her, men huset er ikke rejst.
Fabrikkens kantine har vist været en
god erstatning for forsamlingshuset.
Defenfion efterlyses
Da kommunefogderne i NarssaK i de
senere år har skiftet flere gange, talte
vi med to nattevægtere. Til spørgsmå-
let om der er overdreven spiritusny-
delse, blev der svaret, at der ikke fin-
des så store problemer som andre ste-
der. Dog findes der nogle — særlig de
helt unge — der stjæler mindre ting i
garderoberne ved restaurationerne, og
de tager til i antal. Ialt er de kommet
op på henved 10. Nogle af dem er ble-
vet så snedige, at de tilegner sig deres
bordfællers tegnebøger, uden at ofret
mærker noget.
Slagsmål under fuldskab er blevet
sjældent. Uro og støj forekommer
mest om fredagen og lørdagen. Trusel
på livet er meget sjældent. Vi har op-
levet et par tilfælde, hvor man om-
gående sendte mændene til Juliane-
håb. Sådanne skridt har forskrækket
lovovertræderne grundigt. I NarssaK
savner man en detention. Der findes
een i Julianehåb; men det er for dyrt
at benytte den fra NarssaK. Folk, der
laver uro hjemme, efter at de er kom-
met hjem fra restaurationerne, kan
man ikke passe på hele natten. Derfor
er det ønskeligt at få et sikkert sted,
hvor man kan anbringe fulde folk
med alt for voldsomt temperament.
De yngre menneskers trang til at
drikke sig fulde, tegner et trist billede
for fremtiden. Særlig tilflytterne har
behov for hjælp eller vejledning i om-
gangen med spiritus, og kvindernes
tilbøjelighed til at komme ombord i
skibene skaber også vanskeligheder.
To restaurationer i NarssaK er et stort
minus for byen.
De to mænd anser spiritusratione-
ringen som den bedste løsning for
vanskelighederne.
Hvad siger restauratørerne!
Poul Bjarnholt:
— Hvis der ikke findes restauratio-
ner, ville drikkeriet i hjemmene være
meget værre, end det er nu. — Dette
kunne medføre, at børnene først og
fremmest tager skade af at høre og
opleve de mindre pæne ting, fulde
folk kan komme med. Det er kun godt,
at folk kan komme ud og more sig,
når de har lyst. Der er ikke noget ondt
i det.
Johan Egede:
— Da jeg startede min restaurant,
var det ikke altid nemt. Folk drak sig
sanseløse og lavede optøjer. Efter at
der var gået knapt 2 år, kan jeg sige,
at man er blevet vant til at drikke
med måde.
Janus.
Den 19-årige grønlænder Markus
Janussen er en af disse unge. — Han
stammer fra NarssaK, hvor hans far
David Janussen er fanger og fåre-
avler. Markus, der vil være fisker,
kom til Danmark for et år siden.
— Hvordan er så Deres fiskerimæs-
sige uddannelse forløbet indtil nu?
— Da jeg kom til Danmark i no-
vember 1957, kom jeg først på fisker-
højskole i Middelfart. Det var et rart
sted at være, og jeg synes selv, jeg
lærte meget. Efter 5 måneders ophold
der, sørgede Den kongelige grønland-
ske Handel for, at jeg kom til Klit-
møller i Thy.
— Var det for at få den praktiske
side af fiskeriet?
— Det var det netop. Jeg kom til at
bo hos fisker Niels Olsen Krogh, hvor
jeg har haft det godt.
Ingen havn men 15 både
— Vi må have lidt at vide om Klit-
møller, som kun få af Grønlands-
postens læsere kender noget til.
— I Klitmøller, der er en lille fi-
skerby ved Vesterhavet, er der ingen
havn, men der er alligevel ialt 15 fi-
skerbåde, som hver er på ca. 25 fod
eller ca. 10 tons. Hver båd har en be-
sætning på 4 mand. Når bådene kom-
mer hjem fra fiskeri, trækkes de op
på stranden ved hjælp af et spil.
Man fisker hver eneste dag, det er
muligt at få båden i søen.
— Hvad fisker man og hvordan?
— Vi drev mest linefiskeri, og vi
fangede torsk og kuller. Kuller er og-
så en torskefisk, men vi brugte også
snurrevåd, når vi var ude efter rød-
spætter og andre fladfisk.
Jeg var meget glad for at være i
Klitmøller, folk var så flinke, og jeg
gled helt ind i den travle hverdag og
blev betragtet som en af deres egne.
Naturligvis havde jeg også fritid,
som jeg brugte til at se mig om. Der
var en del, der mindede mig om Grøn-
land, især når lyngen duftede.
Drikker ikke spiritus
— Hvilket indtryk fik De af fiskeriet
i Klitmøller?
— Jeg tror, det er en helt god leve-
vej. Fiskepriserne er højere end i
Grønland, men til gengæld er der flere
fisk at fange hjemme i Grønland. —
Sommetider fik vi i Vesterhavet kun
en meget beskeden fangst, så tænkte
jeg på Grønland, hvor man kan fange
alt det, man vil. Fiskerne i Klitmøl-
Læserbreve og Klip
DER BØR VÆRE RETFÆRDIGHED TIL
De i radioavisen den 5.—1.—59 ci-
terede udtalelser af Hans Lynge om
forholdene mellem danske og grøn-
lændere og iøvrigt også lignende ud-
talelser af andre ved tidligere lejlig-
heder bør ikke stå uimodsagt. Lad det
være sagt med det samme, at der
blandt de udsendte danske kan være
uheldige elementer, ligeså vel som det
samme kan være tilfældet med de
„gesandter" af grønlændere, som igen-
nem årene er blevet sendt til Danmark
og fortsat sendes. Foreningen „Kalåt-
dlit“s blad har længe ført den politik
at fremhæve netop de negative sider
af forholdene heroppe. Bedst som man
tror, der er ved at komme balance i
udviklingen heroppe, og de to befolk-
ningsgrupper er ved at finde hinan-
den, kommer der en ødelæggende ud-
talelse fra en eller anden grønlænder
i Danmark, som er gledet ud af den
grønlandske hverdag, men som tror,
at han har førstehåndskendskab. —
Under den hurtige udvikling, der sker
i dag i Grønland, taber man tråden
meget hurtigt, så snart man har været
væk fra landet et stykke tid. Det er
mig derfor ufatteligt, at en del grøn-
lændere i Danmark, som har været
væk i en halv snes år, frejdigt kan
komme med deres betragtninger over
interne forhold offentligt udfra de kil-
der, de har fået igennem andre. Ud-
talelser af den art som Hans Lynges
og andre gør mere skade, end de gør
gavn, og det værste er, at de bliver
grebet af sensationslystne danske bla-
de og slugt i rå tilstand af folk, der
ikke kender noget til forholdene i
Grønland.
Vi kan ikke være bekendt at genera-
lisere de udsendte danske som dovne
og som udsugere, ligesom vi heroppe
vil finde det anstødeligt, hvis et blad
i Danmark finder på at generalisere
alle grønlændere som drankere. Der
bør være retfærdighed til. Lad de en-
kelte dårlige eksemplarer blive truk-
ket frem, men lad os til gengæld af
og til også høre lidt om de positive
sider af forholdene heroppe, for dem
er der mange af. Grønlændere og dan-
skere omgås i dag mere som lige end
UNG GRØNLANDSK FISKER PÅ FÆRØSK UDDANNELSE
Markus Janussen fra NarssaK, der har været på fiskerhøjskole i Middel-
fart og på fiskeri i Vesterhavet fra Klitmøller, skal nu ombord på 70 tons
Færø-kutter
ler har en god tilværelse, men jeg må
sige, at skatterne er høje, og det er jo
noget, grønlandske fiskere ikke ken-
der til. Fiskerne i Klitmøller lever me-
get sparsommeligt, de drikker ikke
spiritus og bruger aldrig deres penge
ufornuftigt. Når man har fri, cykler
man ud og besøger hinanden og slud-
rer hyggeligt over en kop kaffe.
— Tjente De noget i Klitmøller?
— Kun lige til mine livsfornødenhe-
der; det er Den kgl. grønlandske Han-
del, der betaler min uddannelse, og
naturligvis tjente jeg ikke så meget
som de danske fiskere, for de har jo
part i bådene. De afsætter fiskene til
fiskeriforeningen, som sørger for eks-
porten, og som udbetaler fiskerne de-
res fortjeneste.
—- Og nu skal De videre i Deres ud-
dannelse?
— Jeg skal til Færøerne, hvor jeg
skal ombord på en 70 tons fiskekutter,
en såkaldt skovler, og der skal jeg læ-
re det mest mulige om færøsk torske-
fiskeri.
— Hvor længe skal De være på
Færøerne?
— Det ved jeg ikke endnu, men når
jeg kan nok, skal jeg tilbage til Nar-
ssaK og fiske. Jeg håber engang at få
min egen båd.
— Hvor mange fiskere er der i Nar-
ssaK?
— Ikke så mange, de fleste af dem
driver rejefiskeri i sæsonen, det giver
ganske godt udbytte. Uden for sæso-
nen fisker de torsk, og hvad der ellers
er.
— De fortalte, at Deres far var fan-
ger og fåreavler, hvorfor ville De ikke
være det?
— Jeg vil hellere være fisker, fordi
det interesserer mig mere, og fordi det
giver mere variation i tilværelsen. Jeg
tror også, at man kan tjene mere, hvis
man er flittig.
sic.
tidligere, hvor det beskyttende mo-
ment fra danskernes side var mere do-
minerende. I dag snakker grønlændere
og danske indbyrdes om problemer,
der er fælles for dem, hvad de tid-
ligere ikke gjorde. Meget mangler der
endnu, bl. a. inden for lønningsspørgs-
målet, men grønlændere og danske
arbejder side om side for at nå til løs-
ning. Fejltrin bliver gjort, men noget
godt kommer der da også ind imellem,
og det er det, vi skal holde fast ved.
Chr. Berthelsen.
LIDT OM ANSVAR
Mennesker er jo ikke fuldkomne, og
et af de menneskelige træk, som tyde-
ligst viser dette er frygten for at tage
et ansvar på sig — selv at tage skyl-
den, når man har den. Alle menne-
sker til alle tider har, såsnart de følte
sig under anklage, som den første
reaktion søgt at finde andre at lægge
skylden på — at undskylde sig selv.
Og i reglen kommer de meget let til
at tro på, at de virkelig selv er uskyl-
dige, fordi deres underbevidsthed altid
prøver at skabe fred og tilfredshed i
sindet, og det har man jo ikke, hvis
man bebrejder sig selv noget. Viden-
skaben kalder dette fænomen psykisk
selvforsvar, og det er som sagt til at
narre sig selv — og andre med.
Men det er jo farligt. For hvis man
virkelig har en fejl — et ansvar for
noget forkert, så kan det kun rettes
og blive bedre, hvis man forstår, at
det er ens egen skyld, og man kun selv
kan rette det. Hvis man stadig narrer
sig selv og finder på undskyldninger,
vil man aldrig tage sig selv i nakken
og sige: Nu er det dig, der må tage
dig sammen.
Og netop fordi det er farligt, vil
jeg ikke lade være med at sige lidt om
dette problem på Grønland i dag, selv
om det var lettest at lade være.
Det er jo ingen hemmelighed, at
grønlænderne i dag er under anklage
fra mange sider: De drikker for me-
get, laver for mange forbrydelser, får
for mange børn udenfor ægteskab og
(Fortsættes næste side)
11