Atuagagdliutit - 01.01.1959, Blaðsíða 10

ER DET GÅET RETFÆRDIGT TIL I „SUKKERTOPPEN-SAGEN!
Af PETER HEILMANN
Under bestræbelserne på at få vakt
interessen for referaterne af lands-
rådsforhandlingerne i 1958 og dermed
for Grønlands egne anliggender be-
tegnede man dem som særdeles vel-
egnede som diskussionsgrundlag. Det
efterfølgende er således et forsøg på
at fremlægge synspunkter, der angår
en af de sager, der er blevet behand-
let i landsrådet, nemlig den, der som
bilag 21, side 286, er blevet medtaget
i referaterne som redegørelse for
landsrådets syn på forholdene ved fi-
letfabrikken i Sukkertoppen.
Når man ser tilbage på det år, vi
lige har sagt farvel til, er man til-
bøjelig til at mene, at den omtalte
sags behandling i landsrådet er den
af årets begivenheder i selve Grøn-
land, der har vakt den største opsigt
blandt den grønlandsktalende befolk-
ning heroppe, i hvert fald inden for
det område, hvor man hver dag uden
alt for stort besvær kunne høre GrønT
lands radio. Grunden til denstore in-
teresse syntes at bunde i, at flertallet
af de grønlandsksprogede lyttere ef-
terhånden fik det indtryk, at man i
Sukkertoppen-sagen har behandlet et
udsnit af en befolkningsgruppe på en
måde, som er utænkelig over for de
i selve Danmark boende danske stats-
borgere.
Det indtryk fik man faktisk be-
k ræftet ved gennemgangen af rede-
gørelsen i landsrådsreferatet sammen-
holdt med de oplysninger, der er ble-
vet indhentet om forholdene ved an-
dre fryserier i Grønland.
Som bekendt samlede hovedspørgs-
målet sig om filetskærernes akkord-
satser, der i første omgang reducere-
des til ca. 1U af de oprindelige, og som
senere er blevet pyntet med en præ-
mieordning, der ifølge landsrådets re-
degørelse skulle kunne medføre en ak-
kordløn på ca. 1,3 øre pr. kg.
Det hævdes i landsrådets redegørel-
se, at akkordsatsen på 0,9 øre er fast-
sat og beregnet efter de af De sam-
virkende Fagforbund i Danmark fast-
satte regler for udarbejdelse af ak-
kordlønninger, d. v. s. med udgangs-
punkt i akkordbasis og arbejderens
produktion pr. time. Akkordbasis er
blevet fastsat svarende til en normal-
timeløn + 25 pct. Akkordbasis er såle-
des blevet fastsat til 2, 65 kr. pr. time,
og filetskærernes produktion til 300
kg pr. time.
Det oplyses endvidere i redegørelsen,
at filetskærernes produktion på 300
kg pr. time er baseret på gennemgang
af filetskærernes akkordsedler gen-
nem en periode på ca. 4 måneder for-
ud for ændringerne.
Det ser således ud, at alting formelt
er i orden, og landsrådet mente da
heller ikke at kunne rejse nogen be-
rettiget kritik mod beregningsmåden.
Men er det nu helt rigtigt, at om-
talte akkordsatser er fastsat beregnet
efter de af De samvirkende Fagfor-
bund i Danmark fastsatte regler? Fo-
respørgsler til de mennesker, der ken-
der de nærmere omstændigheder ved
fastsættelse af akkordsatser i Dan-
mark, har givet til resultat, at dette
ikke kunne være tilfældet. De fore-
spurgte arbejdere oplyste nemlig, at
et arbejde, der påtænkes udført på
akkord, først udføres på fast timeløn,
og i den periode sørger arbejderne al-
tid for, at de ikke slider for hårdt i
det; ved beregningen af akkordsatsen
bliver så gennemsnitsarbejderens —
ikke den dygtigstes heller ikke den
ringestes — præstation med ganske
almindeligt tempo lagt til grund, en
ganske forståelig og rimelig frem-
gangsmåde.
Men ved fastsættelsen af akkord-
satserne for filetskærerne i Sukker-
toppen har Handelen og ledelsen af
Grønlands Arbejdersammenslutning i
rørende samdrægtighed som udgangs-
punkt brugt en produktion, som de ar-
me filetskærere intetanende om de
nærmere omstændigheder ved fast-
sættelse af akkordsatser i Danmark
præsteret med opbydelse af alt, hvad
deres kondition kunne tåle. Det er
højst tvivl somt, om man i den nyere
tid overhovedet nogen steder har be-
handlet arbejdere i et ordnet samfund
så vilkårligt som i nævnte tilfælde.
Man ville måske i den forbindelse fra
Handelens og ledelsen af den Grøn-
landske Arbejdersammenslutnings side
pege på præmieringssystemet som
noget, der opvejede den kraftanstren-
gelse og kraftpræstation, der ligger
bag den produktion, der har dannet
grundlaget for de nye akkordsatser.
Men den omstændighed, at det ar-
bejde, der i Sukkertoppen kun betales
med højst 1,3 øre pr. kg, betales i
Egedesminde med 4,2 øre pr. kg, kun
med den forskel, at der til de 4,2 øre
i Egedesminde også er knyttet skind-
aftagning, viser, at præmieordningen
heller ikke kunne retfærdiggøre det
af landsrådet anvendte udtryk: at man
ikke kunne rejse berettiget kritik mod
de nævnte akkordsatser. Enhver, der
har haft lejlighed til at overvære,
hvor hurtigt trænede fiskere kan tage
skindet af en havkat, må nemlig kun-
ne se, at der er himmelråbende mis-
forhold mellem taksterne i Egedes-
minde og Sukkertoppen.
Hvis man efter disse oplysninger
stadig ikke vil anerkende berettigelsen
af udtrykket „uretfærdighed", vil jeg
tillade mig for retfærdighedens skyld
at foreslå, at omtalte filetskærere, hvis
overordentlige store effektivitet har
været draget i tvivl under landsråds-
mødet, til sommer kommer op til Ege-
desminde for at demonstrere, at de
med de i Egedesminde gældende ak-
kordsatser er i stand til at opnå løn-
ninger, der også er „ganske uden har-
moni med de principper i Grønland",
altså for at demonstrere, at anvendel-
sen af deres „fuld-kraft-produktion“
som grundlag for de nye akkordsatser
i Sukkertoppen var ganske uden har-
moni med de principper, der er gæl-
dende i det øvrige Danmark.
Det er ikke meningen her at trætte
læserne med flere enkeltheder, selv
om de yderligere ville have bi draget
til at vise, hvor uklogt ledelsen af ar-
bejdersammenslutningen, handelsdi-
rektøren og formanden for fiskerifor-
eningen har optrådt i den omtalte sag.
Det siger sig selv, at intet menneske
i Danmark eller i den øvrige verden
kunne have taget en lønnedskæring til
*/i af den oprindelige. Alle var klar
over, at de oprindelige akkordsatser
var for høje, men at diktere hårdt og
brutalt en lønnedgang med 75 pct., til-
med på et unfair beregningsgrundlag,
ja, kan man tænke sig mere sårende
optræden under en såkaldt forhand-
ling? Man stirrede sig fuldstændigt
blind på de indtægter, filetskærerne
havde og glemte at tage hensyn til alt
andet, f. eks. produktionens kontinuer-
lige fortsættelse, den produktion, som
året i forvejen havde kunnet opvise et
overskud på henimod 1U mili. kr., og
som derfor er kommet hele det grøn-
landske erhvervsliv til gode.
Men det mest uforståelige af det
hele var, at det var ledelsen af den
Grønlandske Arbejdersammenslut-
ning, altså den organisation, hvis for-
nemste opgave og pligt er at våge
over, at ingen arbejdere i Grønland
udsættes for vilkårligheder fra ar-
bejdsgivernes side, der i sidste instans
bærer hovedskylden for, at nogle af
de fineste arbejdere i Grønland er ble-
vet udsat for en ydmygende og un-
fair behandling med bl. a. vaklende
drift af et godt produktionsapparat til
følge. Ikke nok med det. Da det af
landsrådet nedsatte Sukkertoppen-ud-
valg var midt i sit arbejde, stillede
ledelsen af den Grønlandske Arbej-
dersammenslutning landsrådet det ul-
timatum, at hvis landsrådet skulle
finde på at anbefale en mere retfær-
dig behandling af filetskærerne, ja, så
strejkede man!
At en forhøjelse af grundtaksten på
0,9 øre pr. kg kun kan betyde en mere
retfærdig behandling af filetskærerne
i Sukkertoppen, bekræftes af en epi-
sode i Egedesminde i sommer, hvor
Handelen — sikkert af frygt for, at
det altfor iøjnefaldende misforhold
mellem taksterne i Egedesminde og
Sukkertoppen skulle komme offentligt
frem og således gøre det klart for en-
hver, at der virkelig var tale om uret-
færdighed — forsøgte at nedsætte ak-
kordsatsen pr. kg fra 4,2 øre til 3 øre,
men gjorde tilbagetog over for en
fremsat strejketrusel fra fabriksarbej-
dernes side!
Landsfiskeriforeningens formand
stirrede sig blind på forhøjelsen af
havkatteprisen, som handelsdirektøren
lagde ud som madding for ham for at
få ham på sin side overfor den lokale
fiskeriforening, en forhøjelse, som den
lokale fiskeriforening på grundlag af
bedre kendskab til lokale forhold gan-
ske rigtigt forudså ville være uden be-
tydning, når prisen skulle være en
haltende gang af fabrikken som følge
at, at fabrikkens mest uundværlige ar-
bejdere blev negligeret. — Trods fa-
brikslederens store forsigtighed med
ikke at udlevere tallene for produk-
tionen i år er det dog sivet ud, at tal-
let for i år fra januar til oktober lå
på ca. 1500 tons, medens produktio-
nen i 1957 (trods meget ringe fiskeri
i månederne november-december på
grund af næsten konstant dårligt
vejr, udgjorde 3,100 tons. Det må være
vanskeligt for Handelen at fremdrage
andre væsentligt for produktionen
hæmmende faktorer end det snæver-
syn, der er blevet sat på højsædet ved
behandlingen af filetskærerne og fi-
skerne i Sukkertoppen.
Landsfiskeriforeningsformanden har
Begyndelsen til udveksling imel-
mel Grønland og Nordcanada er gjort.
I sommeren 1958 gav vi vore canadi-
ske stammefrænder en modtagelse,
som de sikkert sent vil glemme. Som
en af eskimoerne sagde: „Jeg kan slet
ikke finde ord, der fortæller, hvor
taknemlige vi er for modtagelsen". —
Samtidig har dette besøg givet stof
til eftertanke. Hvad så? Har vi dermed
sagt pænt tak og farvel til hinanden
og efter gensidigt at have besøgt hin-
anden sat os til rette i forventningen
om, at der senere vil blive arrangeret
lignende besøg herfra og fra den an-
den side strædet? — Det sidste be-
søg bør resultere i en naturligere for-
bindelse, og vi bør lægge hovederne i
blød for at finde frem til tilgængelige
midler, der kan føre de to stamme-
frænder til varig forbindelse.
Radioen er allerede et vigtigt redskab
De ugentlige udsendelser „Hallo
Nordcanada" er værdifulde, og vi ved,
at de øvrige udsendelser også bliver
aflyttet flittigt. Det fortalte vore es-
kimoiske gæster i sommer, og en af
dem kunne — før han kom til Grøn-
land — synge melodien til den grøn-
landske nationalsang, og der er ingen
tvivl om, at interessen for at lytte til
Grønlands radio er vokset yderligere,
idet vore gæster var indstillet på at
opfordre folk til at lytte til den, lige-
som båndene fra tirsdagsudsendelserne
bliver sendt videre til den canadiske
regering til videreudsendelse. Endvi-
dere talte de canadiske repræsentan-
ter om muligheden af at sende bånd
fra Canada til Grønland.
Brevveksling er også en udvej
Vore eskimoiske gæster rejste hjem
med mange navne og adresser i lom-
men, og vi heroppe fik også gæsternes
adresser. Vore venner har også lovet
at lade høre fra sig. Det er anbefalel-
sesværdigt at benytte sig af denne
mere personlige forbindelse, der kan
skabes igennem brevveksling. Som det
flere gange er blevet nævnt i radioen,
er der den ulempe, at de canadiske
eskimoer mangler et skriftsystem, og
det kan tænkes, at denne omstændig-
hed vil afholde folk fra at sende bre-
ve. Udspillet bør sikkert gøres herfra
Grønland, og så skal vore venner nok
gøre, hvad de kan for at bevare bre-
vene, ligesom en af de canadiske mis-
sionærer fornylig skrev til radioen og
stavede ordene som de selv udtaler
dem derovre — og på en sådan måde,
at det er forståeligt for os. Eskimoer-
ne er i stand til at læse vort skrift-
system, blot man holder sig til nem-
me, korte, almindelige og oprindelige
grønlandske ord. Man skal så vidt
muligt undgå at bruge dansk beteg-
nelser samt ord, der er konstrueret
igennem oversættelser fra dansk. —
Man må endvidere gøre sig klart, at
det tager tid, før brevene når til be-
også ladet sig forblinde af nedsættelse
af omkostningerne. Den omstændig-
hed, at de nye filetskærere blev nødt
til at arbejde på fast timeløn, fordi de
var ude af stand til at tjene tilstræk-
keligt med de nye akkordsatser, viste,
at udgifterne til filetskæring pr. kg
må være større end akkordsatsen på
ca. 1,3 øre pr. kg. Og mon de er meget
mindre end de 2 øre pr. kg, som de
fremragende filetskærere så fornuftigt
ville være gået med til med den for
landsfiskeriforeningen og fiskeriet i
det hele taget så vigtige garanti, at
produktionens tidligere tempo bibe-
holdes?
Hvis det fremtidige grønlandske
produktionsmaskineri skulle drives ef-
ter de principper, som i Sukkertoppen-
sagen er blevet håndhævet af handels-
direktøren, ledelsen af Grønland Ar-
bejdersammenslutning, og formanden
for Landsfiskeriforeningen, så tegner
det ærlig talt ikke særlig godt for hå-
bet om og arbejdet for en så hurtig
udvikling af fiskeriproduktionen som
muligt.
Statsministeren burde foranledige
en tilbundsgående undersøgelse af
Sukkertoppen-sagen.
stemmelsesstederne i Canada og om-
vendt fra Canada hertil.
Jeg tror, radioen og brevvekslingen
er de mest naturlige forbindelsesmid-
ler, vi har i øjeblikket.
Fælles retskrivningssystem!
Den canadiske skolemand, der var
med på turen i 1958, udtalte, at det
vigtigste for ham ville være skabelsen
af et fælles retskrivningssystem for
eskimoere og grønlændere. Da eski-
moerne ikke har et retskrivningssy-
stem, er det nærliggende at antage,
at man vil skæve til vores retskriv-
ning som et naturligt udgangspunkt.
Men kan vores ret komplicerede ret-
skrivning bruges som det er — eller
bør det ændres? En eventuel ændring
af et retskrivningssystem sker ikke
fra det ene år til det andet. Problemet
bør holdes i live, og til undersøgelse
af dette problem er der foruden folk
med praktisk erfaring brug for bistand
fra videnskabsmænd, der har indblik
i det eskimoiske og det grønlandske
fælles sprog.
En opgave for det nye landsråd!
Uden i første omgang at komme ind
på den praktiske side af sagen, fristes
jeg til at foreslå som en fælles opgave
for det grønlandske landsråd og den
canadiske regering at foranstalte ud-
veksling af varigere karakter. — Det
kunne tænkes at lade en fanger, f. eks.
fra Jakobshavnsegnen og en fanger
fra et sted i Nordcanada bytte gårde
for et års tid. Formålet skulle først og
fremmest være at lære indbyrdes
forhold at kende i det daglige liv, som
først og fremmest er præget af arbej-
de og ikke af feststemning, som vil
være det dominerende under et kor-
tere besøg. Den eskimoiske fanger vil
bl. a. lære af vinterfiskeriet, ligesom
den grønlandske fanger vil kunne stu-
dere de eskimoiske fangstmetoder
grundigt. For begges vedkommende
vil det dreje sig om et ganske udmær-
ket sprogligt eksperiment blandt de
jævne folk.
En anden form for sprogligt
Selv om jeg fuldt ud er klar over,
at vi på vore egne skoler har brug for
hver eneste grønlandsk lærer, vover
jeg alligevel at foreslå en foranstalt-
ning igennem den danske og den ca-
nadisk regering, som går ud på at
stationere en ung grønlandsk lærer,
en af dem fra det grønlandske semi-
narium et års tid på en eskimoisk
skole, for at vedkommende kan samle
erfaringer om, hvorvidt et års under-
visning efter en grønlandsk begynder-
bog blandt de eskimoiske børn kan
give resultater, der opfordrer til vi-
derefølelse.
De ovennævnte forslag har økono-
miske konsekvenser, som først bør
overvindes.
TANKER OM FORBINDELSEN MED STAMMEFRÆNDERNE I NORDCANADA
Af CHR. BERTHELSEN
10