Atuagagdliutit - 01.01.1959, Blaðsíða 8

OVER 6000 ATLANTPASSAGERER
I 1958
(Fortsat fra forrige side)
ste tal skal anføres, at antallet af fly-
vepassagerer her udgør henholdsvis
884 og 1053 personer, hvilket igen vil
sige, at der er sket en nedgang for
disse passagerers vedkommende fra
1956 til 1957 på 169 personer, hvorefter
der fremkommer en voldsom stigning
fra 1957 til 1958 på 634 personer, til
dels forårsaget af motorkutterne,, Ser-
faK“s og „Nauja“s indsættelse i trans-
porten af flyvepassagerer.
981 med fly
I relation hertil kan oplyses, at 981
passagerer i 1958 er rejst med SAS’
polarrute mod 210 det foregående år;
dette gælder såvel op- som hjemgåen-
de passagerer. — Denne meget store
stigning skyldes dog ikke alle, som
overfor nævnte, „SerfaK" og „Nauja",
men opstår også ved, at KGH har fo-
retrukket benyttelsen af polarruten
frem for charterfly, idet KGH i som-
meren 1958 gik over til SAS-tariffer
på polarruten, d. v. s. 1.135 kroner
for en enkelt-billet, hvor prisen før
var 1.450 kroner, således at det har
været langt billigere at befordre pas-
sagererne med de ordinære polarfly
frem for de relativt dyrere charterfly.
Fuld udnyttelse
Den interne passagerbefordring i
Vestgrønland er som i de nærmest fo-
regående år blevet varetaget af m/s
„TikeraK“ og s/s „Jutho“. Det er langt
fra ukendt for rejsende på kysten, at
det kan være endog overmådeligt
svært at opnå plads på disse skibe,
medmindre man i god tid i forvejen
har sikret sig dette. Det gælder især i
„højsæsonen", når de store opgaver
melder sig såsom befordring af lands-
rådsmedlemmer og diverse andre
møde- og kursusdeltagere, elever til
og fra seminariet i forbindelse med
skoleferien, patienter til og fra SANA,
transitpassagerere til og fra atlant-
skibe og fly o. s. v. At det som foran
nævnt kan være vanskeligt at få
plads på de to kystskibe, kan man
nemt forestille sig, når man får at
vide, at de i 1958 tilsammen har be-
fordret 3680 personer mod 3607 og 2620
i 1956. At stigningen er så at sige lig
nul fra 1957 til 1958 skyldes simpelt-
hen, at kapaciteten disse sidste to år
har været fuldt udnyttet, bortset fra
maj og en del af juni måned. Selv om
atlantskibene samt „SerfaK" og „Nau-
ja“, i det omfang belægningen med
danmarkspassagerer har muliggjort
det, har bidraget væsentligt til at end-
nu flere menensker har kunnet rejse
på kysten, har man beklageligvis måt-
tet erfare, at der har været et stort
udækket behov af kystpassagerer. —
Dette udækkede behov er dog dalet
betydeligt fra 1957 til 1958, idet „Ser-
faK", og „Nauja" efter deres indsæt-
telse i kysttrafikken fra ca. 1. august
1958 og året ud tilsammen har trans-
porteret ca. 600 passagerer.
Til slut skal nævnes, at der i 1958
mellem Danmark og Østgrønland er
befordret 272 passagerer, hvoraf 158
pr. fly. I modsat retning er der befor-
dret 305 passagerer og heraf 189 pr.
fly. De tilsvarende tal haves desværre
ikke for 1957, men for 1956 var de 209
(fly 60) og 218 (fly 84).
NYTÅRSHILSEN FRA FISKERIFORENINGEN I SUKKERTOPPEN
Fiskeriforeningen i Sukkertoppen
udtrykker en tak til fangerne og fi-
skernes organisation for den bistand,
den havde mødt i årets løb. Videre
bliver der udtalt en tak for det store
arbejde, der er udført at de folk, der
har med ledelsen af produktionen at
gøre. „Vi kan ikke lade være med at
udtrykke vores glæde over det pæne
resultat af produktionen. Der er sket
fremgang så godt som alle steder. —
Enkelte steder er der sket en tilbage-
gang, og efter visse udtalelser skyldes
det vejrliget; men man kan ikke kom-
me bort fra, at det ikke alene er vej-
ret, der var skyld i det. Ensidig og
uretfærdig tilrettelæggelse af produk-
tionen var lige så medskyldig i til-
bagegangen.
Det svundne år har lært os, hvor
vigtigt det er, at samarbejdet foregår
retfærdigt. Udfra de ting, der er sket,
må man lære ligeligt og retfærdigt
samarbejde over hele kysten for at
opnå bedre resultater i produktionen.
Gode ønsker ikke alene for fiskere,
fangere og alle, der har med produk-
tionen at gøre, men også for fåre-
avlere og andre frie erhververe.
Gode ønsker for lærerne om en god
arbejdsindsats for børnene, landets
håb, i håb om, at man endnu mere end
før indprenter vigtigheden af sam-
arbejdet.
Fiskeriforeningen i Sukkertoppen.
MAN MÅ LÆRE AT SEJLE, FØR MAN KAN FISKE
Det nytter ikke et klap med 70-millioner-plan og andre foranstaltninger,
hvis fiskerne ikke lærer noget mere, siger Kaj Narup
Det grundlæggende må være sømandsuddannelse, ja, det er langt vigtigere
end alle andre foranstaltninger tilsammen. Naturligvis finder jeg det udmær-
ket, at der investeres penge i anlæg, det lyder besnærende med 70-millioner-
planen og alt det der. Men det hjælper ikke et klap, hvis fiskerne ikke lærer
noget mere. Lad mig illustrere med et eksempel: Der er intet sted i Grønland,
hvor der fiskes så meget som ved Ravns Storø, når fangsten sættes i relation
til den kapital, der er investeret i anlæg og fartøjer. De færøske fiskere har
bygget nogle primitive barakker med beskedne brohoveder og har meget små
og få tekniske hjælpemidler. Forklaringen er ganske simpelt den, at der er tale
om fiskere og søfolk! De kan deres kram og får noget ud af det. Vi får ikke
noget ud af det, for vi kan ikke vores kram.
Kaj Narup er selverkendende, men
langtfra bitter, snarere lidt overrasket.
Med sin store 100-tons kutter „Magga
Narup" indledte han en ny æra i fi-
skeriet omkring Grønland, troede man,
og det troede han vel også selv. Det
har imidlertid vist sig, at fiskeriet er
gået mindre godt i den forløbne tid,
knapt et halvt år. A/G har spurgt ham
hvorfor.
I Grønland har man netop i årevis
diskuteret nødvendigheden af, at der
skaffes større fartøjer til fiskeriet. —
Man skulle ud på bankerne. Og Kaj
Narups båd skulle velsagtens have
muligheder for at tage på søgående
fiskeri. Derfor har erhvervsstøtteud-
valget formodentlig heller ikke taget
i betænkning at yde lån til den initia-
tivrige forhenværende købmand.
— Formålet med erhvervsstøtten er
at fremme det grønlandske erhvervs-
liv, Kaj Narup. De har fisket lidt og
sejlet meget.
— Det har sine naturlige forklarin-
ger. Først må man huske på, at skibet
kom hertil i slutningen af august, på
et tidspunkt, da det gode vejr var for-
bi. Derfor gik det os, som det gik med
de norske skovlere, der var chartret
af KGH, dårligt vejr hindrede fiske-
riet. Desuden havde vi et par uheld.
Ekkoloddet gik sig en tur kort efter
starten, og vi blev ofre for angman-
gel. Det første var det værste, idet
fiskeri i ukendte distrikter er vanske-
ligt, når dybderne ikke kan måles. Ek-
koloddet er endnu ikke repareret, da
det er ret omstændigt. Skibet skal
nu beddingsættes, og det kan kun ske
i Holsteinsborg. Det er en af ulem-
perne ved at anvende større skibe.
Forsøgskaninens lod
— Ikke des mindre kunne vi godt
have fortsat fiskeriet, fortsætter Na-
rup, man kan naturligvis fiske hele
året. I stedet har vi sejlet møbler fra
NarssarssuaK, benzinlaster fra Færin-
gehavn, singels fra Godthåbsfjorden
o. s. v. Dette har vi gjort, fordi man
ikke kan tillade sig at se bort fra om-
kostningerne ved fiskeriet. Kunne jeg
selv lave pengesedlerne, ville det gå
strygende.
— Det er altså bedre at sejle fragt-
fart end at fiske?
— Om vinteren, ja. Især når man
skal være forsøgskanin og give sig i
kast med noget, som andre aldrig har
bundet an med. Netop med henblik
derpå lod jeg skibet bygge om, da jeg
købte det. Det kan sejle som såvel
fragtskib som fiskefartøj — iøvrigt en
erfaring man også har gjort i Norge.
Fiskeri og søfolk
Samtalen vender igen tilbage til det
sømandsmæssige. Det er kernepunktet
for Narup. På spørgsmålet, om „Mag-
ga Narup" kunne have fisket mere i
de forløbne fem måneder, hvis man
var kommet noget tidligere herop på
sæsonen, hvis vejret havde været lidt
bedre, og hvis ekkoloddet ikke var
gået i stykker, svarer han ja, men til-
føjer hurtigt, at man aldrig kunne ha-
ve nået det samme resultat som en
norsk eller færøsk kutter af samme
størrelse. Simpelthen på grund af
manglende erfaringer.
— Vore folk er udmærkede, siger
han. De. er endda blændende dygtige
til at behandle fisk, men de forstår
sig mindre godt på det sømandsmæs-
sige. For at sige det kort: Påmønstrer
man 10 norske eller færøske fiskere
får man samtidig 10 søfolk. Det får
man ikke i Grønland!
Man må gøre sig klart, at der er
stor forskel på en 30 tons kutter og et
100-tons fartøj. Jeg har selv sejlet
kutter i to år, og det er der ikke man-
ge ben i. At sejle, lægge til og fra kaj,
ankre i blæsevejr etc. er til at overse
i et lille fartøj; gør man en fejl, sker
der sjældent noget alvorligt, man kan
prøve igen. Det kan man ikke på et
stort skib. Her er det nødvendigt med
samarbejde. Enhver skal vide, hvad
han skal gøre, hvornår, hvorfor, hvor-
dan. Det er det, man kalder sømands-
skab.
Ingen udenskærs sejlads
— I øjeblikket kan vi ombord på
„Magga Narup" ikke udnytte skibets
muligheder. Vi kan ikke gå udenskærs
i længere perioder, for der er ikke
folk nok ombord til denne sejlads. Og
fiskeriet kan slet ikke bære udgifterne
til eet hold til fiskeri og et andet til
sejlads. Der er for få søfolk. Og der
mangler tilgang. De få, der kommer
fra “Kaskelot" går over til kystflå-
dens skonnerter og rejsebåde, hvor der
er muligheder for en fast og relativ
stor indtægt.
— Hvad vil De foreslå?
— En midlertid løsning ville være
at ansætte færinger eller udlændinge
ombord på større fiskefartøjer, men
jeg synes ikke om tanken. I stedet
vil jeg foreslå, at mange fiskere skal
lære noget om sømandsskab i løbet af
kortest mulig tid. Det er nødvendigt,
hvis det grønlandske samfund inden
alt for længe skal kunne gøre en vir-
kelig indsats for bankefiskeriet.
Jeg er ikke fagmand på det maritime
område, men jeg kan da se, at folk,
der har været ombord på mit fartøj et
par måneder, får lært en hel del. Lad
mig i den forbindelse pege på det i
mine øjne komplet idiotiske i, at sko-
ledirektionen i landsrådet med brask
og bram forkyndte, at der nu var ka-
jakundervisning i jeg ved ikke hvor
mange skoler. Jeg ville foretrække, at
skolen i stedet lærte eleverne noget
fornuftigt. Kajak er ikke særdeles an-
vendelig til bankefiskeri. Lad mig
igen henvise til Norge, hvor eleverne
godt kan lære noget om søvejsregler
etc., og mig bekendt lærer ungerne
ikke at sejle i Gokstadskibet ....
Hul i hovedef
Uddannelse af søfolk kan ikke gå
stærkt nok, siger Narup. Han henviser
til de mange fartøjer, der ikke bliver
passet, til de mange meningsløse ha-
varier og forlis og konkluderer, at der
mangler både teoretisk og praktisk
kendskab til forholdene på søen.
— Jeg personligt finder det absolut
hul i hovedet at bruge så mange pen-
ge til folkehøjskole og byplanlægnin-
ger og luksus-tjenesteboliger med gra-
tis tømning af lokumsspanden, når vi
mangler det, som skulle bære dette
samfunds eksistensberettigelse: Et
produktivt erhvervsliv. En fisker, der
ikke har lært at passe sin egen båd,
får ikke megen glæde af humanistiske
udvalg eller af langhåret Schubert-
musik i radioen.
Fortsat fiskeri
— Det er mørke perspektiver. De
kan jo lige så godt sælge „Magga Na-
rup" og rejse hjem?
— Nej, stop en halv. Ganske vist la-
ver man ikke sømandsskoler fra den
ene dag til den anden, det er jeg godt
klar over. Men jeg må personligt byg-
ge videre på de erfaringer, jeg har
indhøstet. Det primære formål er fort-
sat fiskeri. Kan der fiskes med et no-
genlunde resultat, så vil der blive fi-
sket.
Ellers vil jeg forsøge at skaffe ski-
bet indtægter ved forskellige former
for sejlads, såsom fragtfart, sandtogt-
ning o. s. v., ligesom jeg i løbet af kort
tid sender skibet til Sukkertoppen som
redningsfartøj til støtte for havkatte-
fiskerne. Giver dette arbejde over-
skud, vil pengene blive brugt til af-
betaling af erhvervsstøttelånet, altså
ekstraordinære afdrag.
Det mest rationelle ville være, om
jeg lod „Magga" sejle i ren fragtfart.
Så kunne det sømandsmæssige kom-
me i forgrunden, man ville få tid til
at beskæftige sig med folkene på det
område, noget, som kun vanskeligt la-
der sig praktisere under fiskeri på
grund af dette arbejdes forcerede
tempo.
„ .... ned med alt det andet"!
Altmuligmanden Kaj Narup kan nu
sejle. Og det er hans afgjorte opfat-
telse, at også de grønlandske fiskere
brænder efter at komme til at lære
noget om sømandsskab. Han mener
selv at kunne slutte, at det går let
med tilegnelsen. Sømandsskoler må
der til, siger han med eftertryk. I
Grønland er vi bagefter sammenlignet
med nordmænd og færinger, men, til-
føjer han, vi kommer også med en-
gang. Det er ingen fejl at opdage, at
andre har mere erfaring, men det er
en utilgivelig fejl ikke at rette de
mangler, som man opdager, man har.
Hvis jeg blev opfordret til at danne
et motto for Grønlands vej fremover,
så blev det: Op med sømandsskolerne
— ned med alt det andet"!
DET ER MENNESKERS TILFREDSHED OG LYKKE DET HELE DREJER SIG OM
Landshøvdingens nytårstale i Grønlands radio
Atter er vi ved et årsskifte, og atter
har jeg lagt beslag på radioens tid og
lytternes tålmodighed for at tale om
mine indtryk af, hvad der er sket i
1958, hvad vi har lært af dette år, og
hvad vi kan vente af 1959.
Jeg er sikker på, at lytterne rundt
om i hele Grønland — hvis de da ikke
i erindring om mine tidligere nytårs-
taler har lukket af for radioen —
spændt venter på, om jeg i aften vil
sige noget, jeg ikke allerede har sagt
før.
Jeg kan da straks sige, at jeg und-
tagelsesvis ikke vil prøve at resumere,
hvad der er sket i 1958, og som De alle
kender i forvejen.
Jeg vil altså ikke tale om planlæg-
gende arbejde, om de 70 miil. kr. til
erhvervet, om samarbejdsudvalg, om
det nye atlanterhavsskib eller om det
kystskib, vi stadig savner, om de gode
resultater inden for erhvervet, om
landslægens ulykkesstatistik, om sko-
lehjem, om den nye radiofoni eller
skoleradioen. Heller ikke om kultur-
livet, forsamlingshuse eller valg til
landsråd eller kommunalbestyrelser.
8