Atuagagdliutit - 01.01.1959, Blaðsíða 16

GENINDFØR TORSDAGSKONCERTEN, SÅ MAN VED, NÅR MAN SKAL LUKKE
(Fortsat fra forrige side)
programmer, især søndag morgen og
middag. Det bliver man ør i hovedet
af. Vi, der ikke har øre for musik som
danskerne, er ked af slige program-
mer. Mogens Kilde, som sikkert har
ansvaret for musikprogrammerne, vil
jeg gerne anmode om — engang imel-
lem — at sætte musik, der har grøn-
landsk interesse på programmet!
I dag er der mange, der har bånd-
optagere, som sikkert kan lave noget
til radioen. Mon radiofonien ikke er
interesseret i at få en prøvesending?
Der er sikkert flere interessante emner
på den langstrakte kyst, og jeg er sik-
ker på, at mange vil hjælpe til. „Den
nysgerrige mikrofon" er efterhånden
blevet en landkrabbe. Hvad med at
sende den ud til erhververne?
Torsdagskoncerten
Man har diskuteret spiritussen me-
get i blade og i radio i år. Og det er
også nødvendigt. Men kan ikke blive
ved på denne måde. Man må også
Der har allerede været adskillige
gæsteanmeldere, og hvad skal man
finde på at sige om Grønlands radio,
som ikke allerede er sagt? Man kunne
måske sige, at den er lovlig traditio-
nel, måske lidt for meget en kopi af
Danmarks radio. Dog er der vel intet
at sige til, at man udnytter de erfa-
ringer, man har fra Danmark, og ra-
dioens funktionærer er jo også mere
eller mindre rekrutteret fra radioen
derhjemme. På den anden side har
man indtryk af, at der på en eller an-
den måde ikke bliver taget tilstrække-
ligt hensyn til de betydelige forskelle,
som jo notorisk findes mellem Grøn-
land og Danmark, grønlændere og
danskere. Eller måske er det noget,
man tror, fordi man ikke kan følge
med i de grønlandsk-sprogede udsen-
delser.
Nederdrægtigt svært
Det er iøvrigt en ting, som sikkert
bør siges: Er der noget i vejen med
udsendelserne, så må man tænke på,
hvor nederdrægtigt svært det må væ-
re at jonglere med to sprog i et appa-
rat, hvor sproget — bortset fra musik-
ken — er det eneste virkemiddel og at
gøre det sådan at alle bliver tilfredse.
På visse udsendelser virker dobbeit-
sprogetheden direkte dræbende. Tænk
på spiritusdiskussionen. Den var alt
for tam, men hvordan komme op at
skændes, når det skal ske på to sprog
samtidig? Krudtet bliver simpelthen
vådt. — Af gode grunde skal jeg dog
ikke komme nærmere ind på denne
diskussionsaften. Som et første forsøg
med udsendelser af denne art var det
interessant, og man finder vel efter-
hånden frem til en form og teknik,
der er rigtig.
Oplysningen!
Når man blader i de gamle radio-
programmer er der een ting, der vir-
ker påfaldende. I lang tid inden den
nye radio kom i gang, talte man op ad
stolper og ned ad vægge om al den op-
lysning, man kunne sprede ad denne
vej. Det er sikkert også påkrævet —
hvor i verden er det ikke det? — men
hvorfor gør man/det så ikke. Jeg sy-
nes, det er overraskende så få oply-
sende foredrag og serieudsendelser,
der findes. Er der ikke tid, eller sav-
ner man foredragsholdere? Mange sy-
nes måske, foredrag er noget kedsom-
meligt noget, og det er det også tit,
men der findes mange måder at kryd-
se sådanne udsendelser på. Eller er det
igen dobbeltsprogetheden? — Mener
man, at danskerne er så oplyste i for-
vejen, at belærende udsendelser ikke
behøver at komme på dansk. I så fald
må man vel takke radioledelsen for
tilliden — jeg tillader mig dog at
tvivle.
støtte afholdssagen. „De ti minutter"
må komme oftere, fordi de vækker
ansvarsbevidstheden.
Man må genindføre torsdagskoncer-
ten i stedet for de daglige koncert-
udsendelser. Så vil de grønlandske lyt-
tere vide, hvilken aften de skal gå til
møder ude i byen og lade radioen væ-
re lukket!
Kan man ikke rykke middagspres-
sen lidt frem, f. eks. til 12,20, af hen-
syn til dem, der bruger middagspau-
sen til at blunde lidt i. Det gør ikke
noget, at vi hører pressen, mens vi
spiser. Vi snakker jo ikke så meget
som danskerne, når vi spiser!
Hvis underholdning kan få folk som
Ole Reimer og Simon Nielsen til at
medvirke, så kan det ikke være bed-
re, for de er fødte speakere. Musik
for natteravne må ikke være danse-
musik alene.
Nu da radioen for alvor kan høres,
håber vi, at man vil tage imod kritik
fra lytterne!
Johs. Lund,
> Christianshåb.
Oplæsning fra indpakningspapiret
Musikudsendelserne er i det store
og hele gode. Erfaringerne fra Dan-
mark — og også snart her fra Grøn-
land — viser, at musikprogrammerne
er noget af det letteste at skyde på,
dels fordi smagen på dette område er
så forskellig, dels fordi der er så
mange, der tror, at de har forstand
på det. Jeg synes dog sol og vind er
godt fordelt — man kan altid finde
noget at lytte til, hvad enten man hol-
der af musik eller af den særlige form
for organiseret støj som kaldes jazz.
Dog lige en ting. Under mere eller
mindre fantasifulde overskrifter ser-
veres et større antal musikalske cau-
serier. Om nogle af disse gælder, at
der er for meget tekst. Når man luk-
ker op for en musikudsendelse, er det
naturligvis for at høre musik, og ikke
for at høre en eller anden tilfældig
amatør læse højt af musikbogen eller
indpakningspapiret eller evt. udtrykke
sin egen, mere eller mindre uforgribe-
lige, men i alle tilfælde temmelig lige-
gyldige mening om den udødelige me-
ster. — Ønskekoncerten er lige så
rædselsfuld, som den er hjemme, så
det er åbenbart en naturlov og næppe
radiofolkenes skyld.
Dårlig samvittighed!
Der er en udsendelsesrække, der
har været mig en kilde til nogen un-
dren. Den hedder „Hvad danske aviser
skriver om Grønland". Causøren bur-
de give den navneforandring til „Skyd
ikke på pianisten, han kan ikke gøre
for det", for de ca. 60 pct. af tiden går
med at forsvare journalisterne, selv
om ingen synes at have angrebet dem.
Men måske har de en dårlig samvit-
tighed?
Af enkeltudsendelser kan nævnes
diskussionen i Grønlands Selskab. —
Den var god. Augo Lynges indledning
var præget af klarhed, overblik og to-
lerance. Man må håbe, den er blevet
hørt og forstået af mange. Også Frantz
Berliners udsendelser er tankevæk-
kende, selv om han i formen -— be-
vidst eller ubevidst — kopierer Karl
Bjarnhof vel meget. — Hørespillet
„Ophold på vejen" var fremragende
og må have grebet alle, både dybde-
psykologer og almindelige mennesker.
Lørdag-søndag
En tidligere anmelders hjertesuk
bør genopfriskes. Hvorfor er program-
met så tyndt lørdag-søndag? Det er
' nogle af de bedste lyttedage, og det
burde vrimle med godt stof. Lad os få
at vide, om det er almindelig sløvhed,
eller der ligger en tanke bag!
Morsomme — skrup hylende grin-
agtige — ting efterlyses. Det ligger og-
så tungt derhjemme, ganske vist, men
har man på forhånd opgivet det her i
landet?
Studiebesøg!
Alle fremhæver nyhedstjenesten
som noget særligt, og for mit eget
vedkommende må jeg sige, at jeg
ganske simpelt ikke forstår, hvordan
det lader sig gøre — så meget mere
som jeg ved lidt om, hvordan og under
hvilke betingelser, den arbejder. Tror
man burde sende et par af den danske
statsradiofonis pressefolk herop på et
studiebesøg!
RADIOEN I JULEDAGENE
Radiofonichefen, der havde placeret
et fint foredrag om Knud Rasmussen
tidsmæssigt alt for beskedent i pro-
grammet, omtalte i sit foredrag „Tan-
ker ved årsskiftet" de mange sympati-
tilkendegivelser, der var modtaget i
anledning af juletidens radioprogram-
mer. Jeg ser det her ikke som min
egentlige opgave at dryppe malurt i
dette af jubil tilfredshed bugnende
bæger. Men lige så lidt angler jeg ef-
ter at leve op til de professionelle an-
melderes påtagne surhed. Om da nog-
le skruptudser skulle smutte med alli-
gevel, så bedes man venligst optage
dem som udtryk for medleven og in-
teresse i Grønlands radios virksomhed.
Og hvis nogle af mine domme fore-
kommer kategoriske, kan man passen-
de skyde det på telegramstilens konto.
Ikke stirre sig blind på storebror
Hovedindtrykket er, at vi har en fin
radio. Den vil blive bedre, hvis man
har flere ambitioner i retning af at
skabe sig sit eget fysiognomi og ikke
bare stirrer sig blind på den fine sto-
rebror i Rosenørnsalle og eksempelvis
sågar føler sig forpligtet til at spille
Heliosouverturen nytårsnat!
Det naturlige broderskab med den
danske radio kommer til udtryk ved
opsendelse af gode bånd som dem
med „Sparekassen", „Danmarkseks-
peditionen" med mere. Det * negative
ligger i de ofte indtil de mindste en-
keltheder slaviske efterligninger af
den hjemlige radio hvad angår ideer
og tilrettelægning af egne udsendel-
ser.
Kirkelige udsendelser
Tak for mange lødige musikudsen-
delser. — Af juleudsendelserne und-
drager de mange gudstjenester sig
kritik. Kun så meget vil jeg gerne
sige — ikke på embedets vegne, men
helt personligt — at den grønlandske
befolkning efter min mening er van-
skeligere at mætte med kirkelige ud-
sendelser end mange tror — jævnfør
læserbrevsbemærkninger om „rigeligt
grædekoneri" og lignende flabetheder.
Den bjæffende Hans Gabrielsen
Methlings julespil var et pletskud.
Tillykke med det! At tænke sig, hvad
en lyrisk dramatiker kan få ud af den
gamle beretning. Det gik mig som den
gamle engel i himlen: jeg glemte, hvad
ordet „kedelig" betyder, mens jeg var
i Methlings julehimmel.
Jeg beder om snarlig udsendelse af
hans „ImaKa" — ligegyldigt hvad „In-
formation"^ trofast bjæffende kom-
mentator Hans Gabrielsen i misfor-
stået forsvar for landsmænd mener
om stykket. Julespillet var i særklasse.
Det samme var udsendelsen „Jul i
Dobbeltprogrammer
Til slut et spørgsmål til „de store".
Selv om det ligger meget langt ude i
fremtiden, bør man så, eller bør man
ikke, stræbe efter at få en radiofoni
heroppe, som sender egentlige dobbelt-
programmer, altså på to frekvenser
med henholdsvis grønlandssprogede
og dansksprogede udsendelser? At det
ville være en kæmpefordel for dem,
der skal lave udsendelserne og dermed
også for dem, der skal høre på dem,
er vel indlysende — men måske kan
der rejses vægtige indvendinger mod
tanken?
studiet", men på en anden måde. Den
var under lavmål. Gid de implicerede,
landshøvdingen indbefattet, til næste
år vil fejre julen i hjemmet. Her kan
de så lege trampeland og lignende,
alt efter hvordan hver enkelt synes,
at juleaften bør anvendes. Det ved-
kommer ikke lytterne.
En doktor kom med natron
Begrebet jul skal åbenbart også i
Grønland gøres mangetydigt, og vi
skal åbenbart heller ikke her, f. eks.
mens vi pakker julegaver, slippe for
alt det pladrende om „Den kloge mand
og tåben har samme julesind" o. s. v.
og andre lignende sentimentale rari-
teter. Det virkede i den forbindelse
velgørende at høre doktoren læse Pla-
ton juleaften. Det var en god dosis
natron til hjælp ved fordøjelsen af
juletidens megen sukkerstads.
Boplads-udsendelsen glædede mange
Reportagen „Juleforberedelser på
en boplads" har glædet mange, selv
om en Godthåb boplads sammenlignet
med nordgrønlandske bopladser synes
at mangle kolorit, hvorfor reporteren
var henvist til at vade rundt i kræm-
merhuse og hjertekurve. Men Hans
Hansen laver dygtigt arbejde! — Dog
forekom reportagen indrammet på en
søgt måde af „funklende stjerner",
„urolige nordlys", „død måne" og jule-
glade vandrere på dobbelthvid sne!
Tillad mig med dette som udgangs-
punkt at gøre opmærksom på, at af-
standen mellem den lyriske stemning
og det banalt sentimentale ikke er
stor.
Tegnestiften
Da radioen i al almindelighed navn-
lig i mange musikudsendelser ynder at
bevæge sig i denne lidt sødmefyldte
sfære, vedlægger jeg som venlig hil-
sen til radiofolkene en tegnestift af
Søren Kierkegaard. Han siger: — „Lax
er i og for sig en meget delicat spise,
men når man får for meget deraf, er
det skadeligt for helbredet, da det er
rørig mad. Da der derfor engang i
Hamborg blev fanget en stor mængde
lax, befalede politiet, at enhver hus-
bonde kun måtte give sine tjeneste-
folk lax een gang om ugen. Det var at
ønske, at der måtte udkomme en lig-
nende politiplakat angående sentimen-
talitet".
Set. Jørgen — til bevidstløshed
Hvad endelig radioavisen og aktuelt
kvarter angår, må den afdeling, hvis
redaktionen kan tåle at høre det —
betegnes som fremragende! Aktuelt
kvarter er tit præget af elegance! Lad
mig imidlertid sige med henvisning til
det i „pressehjørnet" udtalte ønske
om gennem AKs lydkulisser alterna-
tivt at irritere lytterne — at dette øn-
ske fuldt ud forekommer mig at være
indfriet. Lydkulisserne er tidsrøvende,
idet de som oftest kræver oversættel-
se, og fremdeles tit af tekniske grunde
er uforståelige. Man får tankerne ledt
hen på en dreng, der indtil bevidst-
løshed vil demonstrere brugen af sit
nyerhvervede legetøj — in casu Set.
Jørgen med en båndoptager!
Svend Erik Rasmussen.
RADIOEN FRA DEN 30. NOVEMBER TIL DEN 6. DECEMBER
MORSOMME — SKRUP HYLENDE UDSENDELSER EFTERLYSES
Man bør stræbe efter egentlige dobbeltprogrammer i Grønland
Af PREBEN SMITH
TEGNESTIFT AF KIERKEGAARD FRA UMANAK TIL RADIO-STABEN
Svend Erik Rasmussen, Umanak, fremsætter randbemærkninger til radio-
programmerne i julen og nytåret.
«