Milli mála - 01.01.2013, Blaðsíða 224
224
ges skematikken fra dannelsesromanen. Læseren møder hende første
gang hjemme hos forældrene, før hun træder ind i (erotikkens) ver-
den, og sidste gang hjemme hos dem, hvor de konflikter, der tvang
hende ud i verden, er elimineret. Med de stærke affiniteter til dan-
nelsesromanen er det nærliggende at konkludere, at Man gjorde et
Barn Fortræd blot er en dannelsesroman maskeret som case story,
men så enkelt er det ikke. Det psykoanalytiske erindringsarbejde
udgør den proces, der fører Kirsten frem til det punkt, hvor hun
kan gennemgå en forvandling. I forlængelse heraf er det tesen, at
Man gjorde et Barn Fortræd struktureres af elementer og matricer fra
både den psykoanalytiske fortælling om sygehistorien og om den
psykoseksuelle udvikling.1
3. Psykoanalytiske plotmatricer
Man gjorde et Barn Fortræd følger i generelle træk skemaet og pro-
ceduren for den psykoanalytiske sygehistorie,2 således som Freud
beskriver det i Dora (1905) og ”Erindren, gentagen og gennemar-
bejden” (1914) (Freud 1984: 30f.; 1914: 151ff.).3 I Dora karakteri-
1 De psykoanalytiske antagelser , der inddrages i det følgende, opfatter jeg som systematiseringer
og begrebsliggørelser af udbredte historisk og kulturelt specifikke forestillinger.
Når jeg i det følgende inddrager Jacques Lacan og Julia Kristeva, er det ud fra den holdning, at
deres teorier er læsninger, udvidelser og korrektioner af Freud, snarere end egentlige kritiske
opgør.
2 Med afsæt hos Schafer og Spence identificerer Lis Møller i Den psykoanalytiske fortælling (1994) tre
typer fortællinger eller narrative niveauer i psykoanalysen. Hun skriver: ”For det første den
psykoanalytiske proces som narrativ proces; den terapeutiske fortælling som en genfortælling og
omarbejdning af patientens fortælling. For det andet den psykoanalytiske sygehistorie, case sto-
ry’en, der ikke blot genfortæller patientens historie og analytikerens genfortælling af denne, men
tillige– i større eller mindre grad – fortæller om selve analysens forløb. Og for det tredje hvad
man kunne kalde den terapeutiske eller fortolkningsmæssige metafortælling: fortællingen om
principperne og grundlaget for det psykoanalytiske arbejde. Til denne gruppe hører såvel meta-
psykologien som skrifterne om teknik: beretningerne om den psykoseksuelle udvikling” (Møller
1994: 162f.).
I det følgende skelner jeg mellem de tre niveauer, dog med de forbehold som også Lis Møller tager.
Hun siger: ”De tre typer af fortællinger er distinkte, men samtidig viklet ind i hinanden. I prak-
sis kan det således være ganske svært at holde dem ude fra hinanden. (…) frem for alt er det vigtigt
at pointere, at de forskellige fortællinger gensidigt betinger hinanden” (Møller 1994: 163).
3 Dora og ”Erindren, gentagen og gennemarbejden” hører til to forskellige faser i Freuds forfatter-
skab. Dora er båret af et ideal om en kohærent og afrundet sygehistorie, hvor Freuds senere arbej-
der, mest indlysende i Ulvemanden (1918), går væk fra dette ideal og alene fordrer, at analysanden
går ud af det terapeutiske forløb med en hel og meningsfuld livshistorie. Lis Møller diskuterer
denne udvikling i Freuds forfatterskab i artiklen ”Fortællingen i psykoanalysen” (1994).
TERAPEUTEN OG VAMPYREN