Milli mála - 01.01.2013, Blaðsíða 229
229
Genkendelsen fører til, at hun fejlagtigt indser, at Schultz ikke er
den, der har forbrudt sig mod hende.
”Det var hans ansigt” tænkte hun undrende og næsten lettet. ”Det var
hans øjne, der så på mig”. Og det var, ligesom en stor skyld var taget fra
hende. Den anden mands ansigt, hun engang havde mødt, og som havde
vækket hende til frygtelig bevidsthed, havde hun glemt. Det var altså
ikke ham, der havde skyld, tænkte hun, og ikke mig. HAN er på en eller
anden måde den eneste skyldige. (Ditlevsen 1977: 82f.)
Da hun har genkendt mandens ansigt, erkender hun sin uskyld. Det
er med andre ord ikke hende, der har overtrådt (incest-)forbuddet.
Erkendelsen medfører, at hun trækker sig tilbage til et infantilt
stadium, hvor den følelsesblokering og selvkontrol, hun hidtil har
udøvet, forsvinder.
Noget mærkeligt skete med Kirsten. Hun sank ned til et fuldkommen
barnligt standpunkt […]. En overgang slæbte hun alle sine gamle børne-
bøger ned fra loftet og kunne sidde en aften lang og læse og finde de
steder, hun som barn holdt allermest af, og det mærkelige var, at de på-
virkede hende på samme måde nu som for ti år siden, som om de passede
i hendes forestillingskreds såvel nu som den gang. (Ditlevsen 1977:
102f.)
Det barnlige stadium Kirsten befinder sig på, antager karakter af
en til- og stilstand, hvor hun opbygger en ny identitet. Modsat
tidligere isolerer hun sig hjemme hos forældrene. Hun opgiver sit
selvransagelsesprojekt, og Jørgen udsættes for de samme idiosyn-
krasier som andre mænd. Når hun tænker på ham, er det med ube-
hag, og den angst, der satte projektet i gang, er lagt under låg (jf.
Ditlevsen 1977: 104).
Pludseligt og tilsyneladende helt umotiveret bryder Kirsten
isolationen og tager imod en fødselsdagsinvitation, der senere viser
sig at være adgangsbilletten til hendes livs gåde. Romanen rummer
ingen forklaring på bruddet. Hun har skippet Jørgen, og motivet
for selvanalysen er væk. Desuden har hun opgivet enhver forestil-
ling om, at der skal være en mand i hendes liv. Hun lever alene for
at glæde forældrene (Ditlevsen 1977: 104f.).
ANNEMETTE HEJLSTED