Milli mála - 01.01.2013, Blaðsíða 230
230
Det uforklarede tomrum mellem Kirstens isolation og bruddet
med den kan anskues som en tom plads i Wolfgang Isers forstand.5
Der er tale om et sted, som læseren kan fylde med mening.
Konsekvensen er, at det bliver op til læseren at konstruere, hvad der
sker med Kirsten imellem de gestaltede begivenheder. At Kirsten
bryder isolationen og bevæger sig ud i verden igen, er en narrativ
nødvendighed, idet romanen kun kan nå til en passende afslutning,
hvis analysen føres til ende og hendes angstsymptomer forsvinder.
Selv om Kirstens opbrud er umotiveret, er der en række koder,
der binder begivenhederne sammen. På grund af kodernes karakter
kan der etableres en psykoanalytisk forklaring på Kirstens nyorien-
tering. Fordi Kirsten reagerer på antydninger af og tale om erotik
som et barn, for hvem den erotiske verden er ny og tabubelagt, kan
regressionen læses som en genoptagelse af ødipuskomplekset (jf.
Ditlevsen 1977: 103f.). Fordi erkendelsen successivt efterfølges af
regressionen, får erkendelsen af uskylden karakter af en transforma-
tionsproces, der fører hende tilbage til udgangspunktet for objekt-
valget.
Som følge af regressionen bliver det muligt for Kirsten at fore-
tage et positionsskift. Hvor hun tidligere vendte sig fra manden
mod kvinden og dyrkede veninden, som barn Ketty og som voksen
Nina, vender hun sig nu mod manden (jf. Ditlevsen 1977: 31). Som
følge af regressionen til den ødipale fase er den homoseksuelle posi-
tion undermineret og modstanden mod det mandlige køn som
helhed opgivet, og Kirsten er i stand til at indtage en ægte kvinde-
lig position: ”I aften ville hun more sig. Hun ville lege en leg. Hun
ville få dem allesammen til at tro, at hun var som Nina, erfaren,
letsindig og troløs” (Ditlevsen 1977: 123f.). Selviscenesættelsen
sætter hende i en ægte kvindelig position, hvor mændene begærer
hende. Og det er denne position, der gør, at hun er i stand til at
genkende Schultz som manden med øjnene og den, der har over-
trådt incestforbuddet.
5 Wolfgang Iser skriver: ”Mellem de ”skematiserede billeder” opstår der en tom plads, fremkommet
ved sammenstødet mellem dem. Sådanne tomme pladser åbner da et spillerum for tekstfortolk-
ningen, for, hvordan man kan sætte de forskellige aspekter, som disse repræsenterer, i relation til
hinanden. Ud fra teksten selv ville man overhovedet ikke være i stand til at udfylde de tomme
pladser” (Iser 1981: 102).
TERAPEUTEN OG VAMPYREN