Atuagagdliutit - 14.01.1954, Blaðsíða 11

nr. 1
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
11
Oplevelser på en biltur
gennem Afrika
fra Algier til Madagascar
Et selskab af eventyrlystne franskmænd har for
nogen tid siden foretaget en moderne opdagelsesrejse:
pr. automobil gennem Afrika fra nordvest til sydøst, fra
Algier til Madagascar. Ekspeditionen startede fra Colomb
Béchar i Nordafrika —1 og begyndte den 30.000 kilo-
meter lange rejse med at krydse de vældige nordafri-
kanske ørkener.
Et af medlemmerne, G. M. Haardt, har i National
Geogr. Mag. givet en stor og udførlig beretning om denne
tur. Den første del af turen, fra oasen Beni Abbes og
sydpå gennem fransk Sudan var en rejse gennem nogle
af jordklodens mest øde egne: hverken vand, planter,
dyr eller mennesker på en strækning af flere hundrede
kilometer. Kun hist og her nogle afblegede, vinderode-
rede knogler, der talte deres tavse sprog.
Nu og da gik turen gennem en oase -— med vajende
palmer og arabiske røverbander, som man havde væb-
net sig imod — ined maskingeværer. I ørkenen så man
forøvrigt eksempler på indfødtes utrolige lokaliserings-
evne. Arabere eller tuareger, som ikke havde været i
disse egne, siden de var små børn, fandt med lethed
vej — og havde hele tiden en tydelig fornemmelse af, i
hvilken retning oaser og brønde var beliggende.
I nærheden af Nigerfloden Iraf ekspeditionen på en
indfødt jæger, klædt ud som en fugl. Af et aflangt styk-
ke træ havde han skuret en fuglehals og et fuglehoved,
som han havde beklædt med fjer og sat øjne og næb på.
Delte skaberak blev anbragt på hans eget hoved, hvor-
efter han på alle fire krøb på jagt i busli’en. Han bevæ-
gede sig langsomt frem, idet han nu og da stoppede op
for at prikke i jorden med „næbbel“ og kigge sig om-
kring. På den måde. kunne han komme helt ind på sil
bytte, mest fugle, som han dræbte men en stok.
Rejsen gik videre gennem savannen og ind i regn-
skovsområdet. I savannen var der rigeligt med vildt,
mest antiloper, løver og elefanter. Ekspeditionen havde
bl. a. til opgave at indsamle materiale til franske museer
— og det lykkedes at få tyve indfødte jægere til hjælp.
De var udrustet med C—7 meter lange spyd af en slags
sort, tungt træ, liærdnet i ilden og i spidsen forsynet
med en flad jernod. De indfødtes evne til at håndtere
disse spyd var fænomenal.
Elefanter er meget bange for heste, og det benyttede
de indfødte jægere sig af, idel de galoperede ind i ele-
fantflokkene. Her udvalgte de sig deres ofre blandt de
forskræmte dyr, red som rusende henimod disse og
drev deres spyd ind i siderne på dem —- mod hjertet.
Normalt skete der det, at de hårdtsårede elefanter flyg-
tede, men ved at følge deres spor en dagstid eller to
fandt man dem som regel, døde af blodtab.
Savannen vrimlede af liv -— både om dagen og om
natten. Gribbe og marabustorke kredsede over lejren i
stadige runder, indtil de slog sig ned i de nærmeste,
træer, hvorfra de kunne gøre udfald mod affald eller
madvarer. Ikke langt derfra drev store flokke antiloper
af sted, og ved solnedgang hørte man sjakalerne og hyæ-
nerne, indtil på en gang alle lyde forstummede, når en
løves majestætiske brøl lød gennem natten.
Straks fik de indfødte travlt med at få bålet til at
blusse op, og de lod ikke ilden dø ned, for dagslyset var
kommet. — Ekspeditionen passerede en sump, hvor ca.
40 flodheste legede i mudderet. De indfødte jægere ville
straks i aktion, men det lykkedes at standse dem, inden
de havde gennemført det påtænkte blodbad. Kun tre af
de store tykhuder var blevet dræbt og flod på vandet
som vældige balloner. Ingen af de indfødte var dristige
med at vove sig ud efter dem af frygt for de andre flod-
heste.
To af de franske deltagere blev liggende om natten
ved sumpen for at studere flodheste. Så snart mørket
faldt på, kom tykhuderne frem og holdt et meget støjen-
de måltid på det saftige græs. Så forsvandt de ind i sko-
ven i nogle timer, vendte tilbage, spiste mere græs,
og ved daggry var de atter ude i sumpen, hvor de havde
anbragt sig så lydløst, at ingen anede, hvor de lå.
I Yalinga havde guvernøren arrangeret en elefant-
jagt for ekspeditionen — med det bemærkelsesværdige
formål at vise franskmændene, hvor grusomme de ind-
fødtes fangstmetoder var. De indfødte huggede buske og
træer bort i en cirkel omkring elefanternes fouragerings-
plads, idet de kun lod en smal, grøn sti tilbage. Efter at
elefanterne var samlet, satte de indfødte ild på græsset
omkring pladsen. Den smalle stil var spærret, og „jæ-
gerne" havde samlet sig udenom. Elefanterne kunne
ikke undslippe og blev enten flammernes bytte eller blev
dræbt af de indfødtes spyd.
I Belgisk Kongo oplevede rejsedeltagerne en lille
episode, der dog ikke drejede sig om jagt, men om fiske-
ri. Høvdingen var dommer. Den anklagede havde ud-
lagt fiskenet i en del af floden, som tilhørte en anden,
klageren. Denne fremførte med stor veltalenhed, hvil-
ket tab han havde lidt, men efter at høvdingen havde
lyttet til dem begge afsagde han en dom i den anklage-
des favør, idet han anførte, at floden havde fisk til dem
begge to.
Klageren gav dog ikke op. Han forsøgte et nyt frem-
stød, idet han sagde: „Åh, mægtige herre, jeg glemte at
fortælle, at denne mand også fiskede i din del af floden".
Den hjalp, den ærværdige dommer for op i vrede
og dømte den stakkels anklagede til 15 dages fængsel.
Og anklageren var tilfreds. Kun iført et lændeklæde og
med en kæde af rovdyrstænder om halsen forlod han
„retten" idet han besteg sin - cykle, og spurtede afsted
mellem træerne.
oKaltigfigssciK påriugkatul nagsiussciK
portugkat tusintit tainarmik sumukarfiat agdlagsi-
massoK tamarmigdlo Karmasigssiamik atautsimik iinag-
dlit Tavastlandime Kuhmalahtimingånit Nuorgam-imut
Finlandip avangnåtungérpiåmtumut nagsiuneivåsåput.
erKumitdliuleriput! kisiåne-una taimatut nagsilsi-
nigssuK avdlalut Karmasigssiat nagsiunigssanit kttrina-
sigssiåkutårtumik 20 mark-inik akikinerussoic påsine-
Karsimassoic. tamatumane pineKarput Karmasigssiat ing-
mikut itdluinartut. nagsiuneicarfigssåtdlo Nuorgam Fin-
landip „niaicuata" kavsserpiånlpoK.
tungånut aviuisincKångilaK agssartutaussartunit av-
KutigineKarsinaussunik, taimåitumigdlo Karmasigssiat
agdlagkerivikortumik nagsiiinigssåt avKusinilioricårnig-
ssaniit ingmikutdlo ilunik Kamusiorivårnigssamit akiki-
ncruvdlune. agdlagkeriviup suliagssaminik tamatuminga
pissugssauvfigiligkaminik Kanon ilivdlune namagsing-
ningnigssane nangmincK niaKordlutigissariaKarpå. por-
tugkat tainarmik portordluagåuput, atsillgauvdlutik „nå-
magserigauvdlutigdlo", sordlo agdlagkerissut taima
OKartartut (akilerigaungmata tigusissugssat akilérieita-
riaivåsanatik). Karmasigssiat oKalugfigtfigssamut atu-
gagssåuput.