Atuagagdliutit - 10.02.1955, Blaðsíða 8

samlingshuset. Til festen var der af
bestyrelsen — på fire spiritusbøger,
hvoraf 2 tilhørte bestyrelsesmedlem-
mer og 2 blev lånt af nogle udenfor-
stående — indkøbt 7 kasser øl og 7
flasker snaps. Halvdelen af denne
spiritus blev serveret ved smørre-
brødet, idet man regnede med 2 fl.
øl og 2 snapse til hver deltager, og
betalingen var includeret i billetpri-
sen. Den anden halvdel var under
resten af festen frit til salg for en-
hver deltager for 1 kr. pr. snaps og
1 kr. pr. øl. Foreningen havde ingen
fortjeneste ved salget.
Ved 1-tiden om natten opdagede
nattevagten, at der inde i forsam-
lingshuset foregik slagsmål mellem
to af deltagerne, hvorefter han af
egen drift tilkaldte kommunefogden
og politibetjenten. Disse konstatere-
de, at ca. 10 af deltagerne var meget
spirituspåvirkede; en 18-årig ung
mand var blevet slået ned af en an-
den, og begge disse var stærkt be-
rusede.
Der blev ved kredsretten i Juliane-
håb for det første rejst tiltale mod
den mand, der havde slået den an-
den ned. Han blev i inaj måned for
vold og overtrædelse af spiritusre-
gulativet (samt et mindre tyveri)
idømt 200 kr. i bøde, ligesom der
blev givet ham afholdspålæg i 1 år.
Denne dom blev ikke anket.
Desuden blev der rejst tiltale mod
foreningens formand og 4 øvrige be-
styrelsesmedlemmer dels for over-
trædelse af spiriturregulativet og
dels for forstyrrelse af den offent-
lige orden, idet de måtte være an-
svarlige for, at der på grund af
manglende opsyn var foregået volds-
handlinger under festen. I kredsret-
ten forklarede formanden, at spiri-
tussalget var ordnet således, at man
havde bedt et medlem, der var af-
holdsmand, om at forestå salget ef-
ter smørrebrødet; man havde pålagt
ham, at de, der var ved at blive be-
rusede, ikke måtte få ret meget mere,
og at de unge ikke måtte få for me-
get; han måtte erkende, at nogle var
blevet berusede under festen, men
flere var påvirkede, allerede da de
ankom. Den mand, der stod for salget,
forklarede, at han havde fået pålæg
om ikke at give de unge for meget;
han havde dog ikke sagt nej til no-
gen, selvom vedkommende var be-
ruset.
Kredsretten fandt bestyrelsesmed-
lemmerne skyldige i overensstem-
melse med anklageskriftet og idømte
for overtrædelse af spiritusregulati-
vet bestyrelsen en advarsel mod gen-
tagelser, mens den for forstyrrelse
af den offentlige orden idømtes en
bøde på 200 kr.
fjernsyniniut arKarlartoK. — ariiartartup
nasaussarssua una fjernsynikut autdlakå-
titagssiortunut tniap ituane sulissunut atu-
gagssias Londoninie tuluit radiomut tunga-
ssunik sarKumersitsincrftne takutinckarpoit.
arKartartorftK plusticimik atissaiiardlune
iniamc isortume takl] rigri i gu ] mum prim sarpoK.
Fjernsynsdykker. Denne dykkerhjelm, del-
er beregnet for fjernsynsopeiatører, der ar-
bejder linder vandet, vises pfi en britisk
radioudstilling i London. Plastictragtcn gør,
at dykkeren ser bedre i urent vand.
Dommen blev af de 5 bestyrelses-
medlemmer påanket til landsretten
med påstand om frifindelse; ankla-
gemyndigheden påstod dommen
stadfæstet.
For landsretten afgav såvel de til-
talte som en række vidner påny for-
klaring; disse oplysninger bekræfte-
de den fremstilling, der var afgivet
i kredsretsdommen, såvel af, hvor-
dan spiritussalget var foregået, som
af det øvrige passerede. Om forenin-
gens størrelse og adgangen til festen
blev det nærmere oplyst, at forenin-
gen havde ca. 50 medlemmer. Om-
kring 100 personer deltog i festen,
men alle gæster var hustruer til el-
ler enker efter medlemmer. Der var
udstedt billetter til alle, og besty-
relsen kontrollerede ved indgangen,
at ingen uvedkommende kom ind.
Til støtte for deres påstand om
frifindelse anførte bestyrelsen navn-
lig, at de ikke mente, at salget som
sådant var en overtrædelse af spiri-
tusregulativet, og henviste herved
til, at der ved en række andre for-
eningfester havde fundet et lignende
salg sted, uden at politiet havde
skredet ind. Endvidere måtte de vel
indrømme, at iler var blevet solgt
spiritus til nogle påvirkede, men ved
at lade en fast mand stå for salget
havde bestyrelsen gjort, hvad den
kunne, for at hindre misbrug. Ende-
lig mente den ikke, at der var sket
nogen forstyrrelse af den offentlige
orden, idet deltagerne ikke havde
generet nogen udenforstående eller
lavet uro på offentlig vej eller sted;
det, der var sket, var foregået ved en
lukket foreningssammenkomst.
Anklagemyndigheden oplyste, at
der ingen regler eller sædvane fin-
des for, at foreningssammenkomster
skal anmeldes til politiet eller have
tilladelse til spritusudskænkning;
spørgsmålet om, i hvilket omfang
spiritusservering ved foreningsfester
stemte med regulativet, havde næppe
tidligere været rejst, men anklage-
myndigheden mente, at en udskænk-
ning i passende mængder under spis.
ningen måtte være lovlig, derimod
ikke senere salg. Hvad angik volds-
handlingerne under festen, måtte de
enten være en forstyrrelse af den of-
fentlige orden eller husspektakler.
Landsretten fandt del betænkeligt
at fastslå, at selve „salget" uden for-
tjeneste var en overtrædelse af spi-
ritusregulativet, men da det var
godtgjort, at adskillige festdeltagere
var blevet stærkt berusede, mente
man , at der heri lå et spritusmis-
brug, som foreningen, der havde
holdt for lidt kontrol, måtte være
ansvarlig for. For denne overtræ-
delse fandt man efter omstændighe-
derne at burde idømme foreningen
en bøde på 100 kr.
-—- Spirilusregulativef er som be-
kendt nu ophævet, hvorfor s por ns-
målet om, hvorvidt forhold uf denne
art fremtidig vil være lovlige, nu
må bedømmes efter den nye be-
kendtgørelse af 15.12. 1054; dennes
§ 2 siger, al „det er forbudt ved ud-
skænkning uf berusende drikke,
mangelfuld opbevaring af spiritus-
lager eller på anden måde forsætlig
eller uagtsomt at medvirke til, at en
person under 1H år bliver beruset".
Hertil kommer så for de alvorligste
tilfælde kriminallovens § 24, stk. 1,
hvorefter man for alkoholmisbrug
kan dømme den, som forsætlig eller
oed grov uagtsomhed bringer sig
selv eller andre i beruset tilstand
0 O d e r v e d udsætter andres per-
son eller betydelige formueværdier
for fare.
M. h. t. spørgsmålet, om der var
sket en kriminel forstyrrelse of or-
denen på offentlig sted, udtalte
landsretten, at der ikke i Julianehåb
findes bestemmelser, der gør selve
det at forstyrre ordenen på offent-
ligt sted kriminelt, endsige fastlæg-
ger, hvad der skal forstås som of-
fentlig sted. Efter at kriminalloven
er trådt i kraft, kan lovens foran-
staltninger kun idømmes for et for-
hold, som omtales i lov eller ganske
kan sidestilles hermed, og denne
regel gælder også udenfor kriminal-
loven (kriminallovens § 1 og 2).
Dette betyder, at domstolenes ad-
gang til at pålægge ansvar indskræn-
kes i forhold til hidtidig praksis -—•
hvis nemlig denne praksis ikke har
hjemmel i en lov, vedtægt eller an-
den skreven bestemmelse. Og da
som nævnt forstyrrelse af ordenen
på offentligt sted hverken i kriminal-
loven eller andre skrevne bestem-
melser for Julianehåb er gjort kri-
minelt, fandt man, at de tiltalte al-
lerede af den grund måtte frifindes.
Der blev herefter ikke 'brug for at
tage stilling til, om det, der var pas-
seret, kunne siges at være sket på
offentlig sted. —-
Disse sidste udtalelser har slor al-
mindelig betydning; de fastslår, al
der efter kriminallovens indførelse
i Grønland må gælde den samme
grundregel, som efter den danske
straffelov gælder i det øvrige Dan-
mark (og iøvrigl i de fleste demo-
kratiske lande), al intet forhold kan
anses for at være kriminelt, uden at
det i skreven bestemmelse er slået
fast, at del er en overtrædelse at
gøre sådan og sådan. — På den an-
den side må man dog ikke af lands-
retsdommens resultat lade sig for-
lede til at tro, ut der herefter skulle
være „frit slag“ for vold og anden
uorden. Den, der har begået en
voldshandling eller medvirket der-
til, vil blive dømt efter kriminallo-
ven; om udskænkning for mindre-
årige og grove alkoholmisbrug har
vi fået de regler, der er nævnt oven-
for. Og endelig har man flere steder
fået stadfæstet lokale færdsels- og
politivedtægter med supplerende
bestemmelser; f. eks. kan i denne
forbindelse nævnes en bestemmelse
som den, der findes i den kommu-
nale færdselsvedlægt for Egedes-
minde by, som i § 4 siger: „Det er
forbudt på offentlig vej eller plads al
vise sig så beruset, at man kan være
til ulempe for andre". Findes en så-
dan bestemmelse, bliver det i påkom,
niende tilfælde et domsspørgsmål al
afgøre, hvornår noget kan siges al
være foregået offentligt.
Til slut kan nævnes en
kivfaksag af almindelig interesse.
To håndværkere i Jakobsliavn
havde fra 1. januar 1954 antaget en
kivfak for en månedlig løn af 100
kr. plus kost. Hun skulle møde kl.
7.30 hver morgen, men den 12. ja-
nuar mødte hun først kl. 9.00. Da
den ene af håndværkerne lidt senere
kom hjem, og kaffen på grund af
hendes sene ankomst ikke var fær-
dig, og der ikke var gjort rent i væ-
relset, irettesatte han hende, hvor-
efter hun blev fornærmet og sagde,
at hun ikke mere ville arbejde for
dem, samt gik sin vej.
Ved kredsretten i Jakobsliavn på-
stod hun de to håndværkere dømt
til at betale løn for de 11 dage,
hvori hun havde arbejdet, hvilket
de vægrede sig ved, idet de oplyste,
at hun flere gange var kommet for
sent til sit arbejde. To af rettens
medlemmer fandt, at hun havde
handlet ubetænksomt, idet hun bur-
de have givet modparten et rimeligt
opsigelsesvarsel, men på grund af
manglende skrevne regler tillagde
man hende (log en passende del af
lønnen, nemlig 20 kr. Rettens tredie
medlem stemte for frifindelse, fordi
sagsøgerinden ved sin ansættelse
havde aftalt en månedsløn og derfor
måtte være klar over, at hun ved
ikke a( arbejde hele måneden ud
havde brudt en indgået kontrakt.
Dommen kom i overensstemmelse
med flertallet til at lyde på, at de
to sagsøgte skulle betale sagsøgerin-
den 20 kr.
De to dømte appellerede afgørel-
sen til landsretten, idet de påstod
dommen ændret således, al der en-
ten tilkendtes dem en erstatning,
fordi modparten havde brudt kon-
trakten, eller at de i hvert fald blev
frifundet. Sagen blev på grund af
sin ringe størrelse behandlet i Godt-
håb uden parternes tilstedeværelse,
men de var repræsenteret af juridi-
ske rettergangsfuldmægtige. Der var
enighed om at lægge forklaringerne
for kredsretten til grund, hvorfor
landretten alene skulle tage stilling
til sagens juridiske spørgsmål.
Da der endnu ingen almindelige
skrevne bestemmelser findes om
kivfakforhold, fandt landsretten at
burde anse reglerne i kivfakudkastet
for vejledende. Det oprindelige ud-
kast (som var brugt som vejledende
i en tidligere landsretsdom) er nu i
forkortet form tiltrådt af landsrådet
1954 (se landsrådsforhandlinger
1954 pg. 223), og det må antages at
tage rimeligt hensyn til begge par-
ters interesser.
I denne sag drejede det sig ikke
om noget kriminelt, men om en
uenighed mellem to parter (en ci-
vilsag), og derfor kommer pro-
blemet om hjemmel i en udtrykke-
lig skreven bestemmelse ikke frem
sådan som i den ovenfor omtalle
k r i m i n el l e sag.
Landsretten fastslog derefter, at
tjenesteforholdet, for hvilket der var
aftalt månedsløn, måtte siges at være
indgået indtil videre og således, at
det fra begge parters side normalt
kun kunne opsiges med 14 dages
varsel til den 1. eller 15. i en måned.
Kun hvis man bliver enige om noget
andet, eller der kan bevises al fore-
ligge et forhold fra den anden side,
der giver ret til omgående ophævel-
se, kan det uden varsel bringes til
ophør. Men kivfakken havde ikke
bevist, at man var blevet uenige om
pludselig at ophæve aftalen, tvært-
imod havde hun forladt sin plads
uden rimelig grund og derved brudt
den indgåede aftale. En irettesættel-
se, fordi hun gentagne gange var
kommet for sent, kunne ikke beret-
tige hende hertil.
De to håndværkere var dog plig-
tige at betale hende løn for de dage,
hvori hun havde tjent, hvad deres
repræsentant i landsretten da også
erkendte (jvf. herved udkastet § 1,
stk. 4, hvorefter medhjælperen (kiv-
fakken), hvis tjenesten ophører før
det aftalte tidspunkt, altid har ret
til løn for den tid, hvori hun har
tjent). På den anden side måtte hun
finde sig i, at håndværkerne kræ-
vede erstatning j anledning af hen-
des uberettigede bortgang. Det kun-
ne ikke kræves, at de skulle bevise,
at de havde lidt et nærmere godt-
gjort tab. Erstatninger for brud på
kivfakaftaler bør nemlig, siger lands-
retten, hvad enten de pålægges ar-
bejdsgiveren eller medhjælperen
fastsættes til et gennemsnitsbeløb,
fordi det ofte vil være vanskeligt
at bevise et direkte tab. Husbonden
har måske ikke kunnet få anden
hjælp og derfor selv måttet udføre
kivfakkens arbejde evt. med tab af
indtægt. På den anden side kan det
ikke •— fordi husbonden må antage
særlig dyr hjælp i stedet — pålæg-
ges kivfakken at betale en højere er-
statning end den, som må anses for
en rimelig gennemsnitsregel, nemlig
halvdelen af den løn, som er aftalt
ved den vedtagne tjenestetid (se ud-
kastets § 5, stk. 2, der iøvrigt svarer
til, hvad der gælder efter den dan-
ske medhjælperlov).
Resultatet blev herefter, at der til-
kom de to appellanter en erstatning
på halvdelen af den aftalte måneds-
jon, nemlig 50 kr., men at der herfra
skulle trækkes løn for 12 dage, af-
rundet til 39 kr.; de fik derfor til-
kendt 11 kr.!
./. Kisbye Møller.
SAS FA Alt KONKURRENCE
SAS, der i det forløbne år har be-
fordret over 700.000 passagerer, får
nu formentlig en konkurrent på po-
larruten. Det canadiske luftfartssel-
skab Canadian Pacific Airlines vil
oprette en transpolarrute fra Van-
couver til Amsterdam. Den canadi-
ske regering henvender sig nu til den
hollandske regering for at få tilla-
delse. Der bliver mellemlanding i
Søndre Strømfjord. Passagererne
kan vælge mellem to pladser, første
klasse, der hedder empress, og
anden klasse, der kaldes princcss.
8