Atuagagdliutit - 21.04.1955, Síða 5

Hvad sker der i Grønland i dag?
Den grønlandske kirke
Et foredrag om den grønlandske
kirke i dag kan ikke undgå at blive
Præget af den megen kritik, der i
denne tid rettes mod kirken. Det er
1° efterhånden ved at blive en myte,
at kirken ene af alle institutioner
heroppe står i stampe og ikke er med
1 nybruddet. Tavshed fra kirkens si-
de tolkes vist tit som en indrømmel-
se af dette forhold.
Før vi kan dømme, hvorvidt kir-
ken heroppe svigter eller ikke, må
'd undersøge, hvad man i alminde-
iighed kan forlange —- eller måske
hlot forvente af en kirke, for det er
nemlig ikke på forhånd så ganske gi-
vet:
Kirkens fornemste opgave, den
første og vigtigste, har altid været
at forkynde det- kristne evangelium
rent og purt, som der står i præste-
|eftet. Denne forkyndelse sker jo
!sær i kirken, men også gennem per-
sonlig kontakt og på anden måde.
Sammen med de borgerlige fastsatte
°8 gyldige kirkelige handlinger og
andre rent borgerlige hverv såsom
kirkebogsføring, o. 1., danner denne
forkyndelse den gerning, som kirken
rc|it juridisk er forpligtet til og som
1T1an derfor kan forlange af kirken.
Men kirken har flere andre funk-
tioner, soin man efterhånden forven-
ler af den, og som den i reglen også
Påtager sig. Den optræder som for-
ster af folkets åndelige liv i videre
f°rstand, prøver at imødekomme
folkets trang til åndelige værdier,
kåde de religiøse og andre, som me-
Set ofte er såre langt fra kristendom-
men.
På en måde kan kirken' tage sig
»lange af de anklager let, der føres
ko od den for at have tromlet de for-
skellige folkeslags skikke og tanke-
8ang over ende, for meget snarere
har den været så villig til at forbinde
s'g med dem, at det til tider ■—- og
også i vores kirke -— truer selve kir-
kens centrale indhold. Disse ting le-
Ver så videre indenfor kirken, og der-
c,f kommer hl. a. den store forskel,
'*er er på de forskellige landes kir-
ker- Almindelig dansk kirkelighed
er således blandet op med forskellige
forestillinger på flere måder.
Ind under denne kirkens virksom-
hed som forvalter af åndslivet horer
også den særlige form for åndeligt
iv’ som de åndelige nybrud eller
jeekkelscr er. Det er altså de tilfælde
\v°r folk eller en del af det pludselig
llves ud af lang tids åndelig stilstand
°g gribes af nye ideer eller signaler,
kil011 ket så er på det kristelige, fol-
j^ 'ge eller politiske område. Men
ermed er vi ude på områder, hvor
f er højst tvivlsomt, om man kan
‘orvente
som
I D
endsige kræve, at kirken
mstitution skal være ansvarlig.
re anmarks kirkehistorie var de sto-
de Vækkelser, der greb ind på alle
d 1.llsevnte områder, således oprin-
f f udprægede lægmandsbevægel-
t,?r’ selvom de senere fandt et hjem-
sled i kirken.
r koholig er det skik, at kirken va-
dé '^1 almindeligt kulturelt arbej-
’ 0Plysning, møder, fritidsbeskæfti-
gelse o. s. v. Da kirken i gamle dage
var ene om at forvalte det åndelige
liv og således alene havde mulighe-
der for at tage dette arbejde op, val-
en sådan forventning kun rimelig,
men fremkomsten af en masse nye
kulturelle magter, f. eks. det selv-
stændige skolevæsen, har ændret
dette forhold. Idag er kirken ikke
uden videre ansvarlig for det kultu-
relle liv, hvormed dog ikke være
sagt, at det ikke kommer den ved.
Hovedindtrykket af denne lille
forundersøgelse må blive, at kirkens
arbejdsområde har meget udviskede
grænser, og at man derfor må "være
forsigtig, når man begynder at be-
brejde kirken manglende initiativ i
den ene eller den anden retning. Det
bunder tit i den misforståelse, at alt
det, som ingen andre tager sig af, må
være kirkens opgave — en misfor-
ståelse, der igen grunder sig dels i
forestillingen om, at kirken i forvej-
en ikke har haft noget væsentligt at
bestille og dels, at den iflg. sit højere
kald må have en større ansvarsfølel-
se overfor omverdenen end alle mu-
lige andre institutioner og enkelt-
mennesker.
Og man glemmer, at kirken i dette
tilfælde den danske folkekirke, er en
borgerlig indretning og dens folk
borgerlige embedsmænd, der ikke
under en samfundsmæssig synsvinkel
er undergivet en højere etik end
andre.
Med alt dette vil jeg som sagt ikke
påstå, at de nævnte områder ikke
vedkommer kirken, men blot gøre
opmærksom på, at det hele er mere
indviklet end som så.
*
Hvis vi nu prøver at se på den
grønlandske kirke før i tiden, viser
det sig, at dens funktioner faktisk
har omfattet alle de her nævnte om-
råder. Den var eneforvalter af lan-
dets åndelige og kulturelle liv. Den
skabte skolen, skriftsproget, litteratu-
ren o. m. m., og den var som institu-
tion i langt højere grad færdigbyg-
get, da den nye tid satte ind, end no-
gen anden af institutionerne herop-
pe. Dette er jo hovedforklaringen på,
at mens alle de andre fik en vold-
som fart på med at indhente det for-
sømte nu i vores tid, kunne kirken
tage tingene mere med ro. Uden at
være fuldkommen havde den allige-
vel nået meget, havde skabt en fast
organisation med egne uddannelses-
anstalter og en stor stab af uddanne-
de grønlændere i sin tjeneste — med
alle de vigtigste skrifter, bibler, sal-
mebøger Og anden kirkelig litteratur
på grønlandsk — og med en skole,
der stort set havde lært hele folket
at læse og skrive sit modersmål. Det-
te sidste kan synes lidt, men man må
huske på, al store dele af Europas be-
folkning endnu idag er analfabeter.
Alt i alt lå det i sagens natur, at
kirken ikke havde det samme behov
for en afgørende nyordning som de
andre institutioner, og kommissionen
gav da også udtryk for dette syns-
punkt. Del må man tænke over, når
man i andre institutioner standser
Af pastor Mads Lidegaard
op, imponeret over sine egne resul-
tater og spørger kirken om dens re-
sultater. Man må i den forbindelse
også nævne, at det centrale i hele
kirkens virksomhed, forkyndelse af
kristendommen, jo ikke forandres en
tøddel, fordi samfundet skabes om.
Det har i 2000 år været og må stadig
være det samme.
*
Dermed er vi så ved at være inde
i den nye tid, som vi skulle tale om.
Og der synes altså at være en vis
enighed i forskellige kredse om, at
kirken ikke fylder sin plads i denne
nye tid. Den sidder med hænderne
i skødet. Folket savner en åndelig
ballast, der kan bringe det på højde
med og i harmoni med alt det nye,
og kirken forsømmer at give denne
ballast. Der er intet nybrud i kirken,
ingen vækkende kraft, intet initiativ
og folkets religiøse behov dækkes ik-
ke. Kirken mister sit tag i befolknin-
gen, og derved banes vej for sekter-
ne; flere af dem begrunder ligefrem
deres optræden heroppe med dette
udækkede religiøse behov. Og kir-
ken forsømmer sit kulturelle arbejde
— med fritidsklubber, foredrag, sam-
taler og lødig underholdning for be-
folkningen. Kort sagt: Kirken sidder
i tornerosesøvn og lader den nye tid
drage sig forbi uden endog at prøve
at følge med.
Det var et lille udpluk af, hvad der
udefra er sagt om kirken i løbet af
blot det sidste halve års tid. Som
man ser, er det alle sider af kirkens
arbejde, der står for skud, undtagen
dens hovedarbejde, at forkynde ren
og pur kristendom. (Måske interesse-
rer det ikke angriberne så stærkt).
Bortset fra anderledes tænkende sek-
ter er der vist ingen, der drager kir-
kens evangeliske forkyndelse i tvivl.
Vi vil altså lade delte punkt ude af
betragtning — selvom det altså sta-
dig er kirkens hovedopgave — og se
på de andre punkter.
Er der noget om snakken? Ja, det
er nok temmelig givet, at kirken rent
faktisk har kunnet gøre mere, end
den har gjort — hvem kan forøvrigt
ikke det? Og det er ikke min mening
at stille kirken op på en piedestal
eller udstyre den med englevinger.
Men alligevel er det mit indtryk, at
der bliver gjort kirken uret, ikke
blot i småting, men p3 meget centrale
punkter. Jeg vil i det følgende prøve
at vise det ved at gennemgå de for-
skellige punkter.
Det er især fra hjemlig kirkelig
side og fra sekternes side, det påstås
al den grønlandske kirke ikke dæk-
ker folkets rent religiøse behov. Der
kan måske være det rigtige deri, at
grønlænderne efter alt at dømme har
en vis trang til det følelsesfulde, en
side af det menneskelige sind, som
folkekirken sikkert ikke appellerer så
stærkt til som mange andre kirker
sikumut pilagt&t.
Danmarkime finnat ilftta sikumut pilagtåsiane motflrilik ivsait Kobenliavnip
aulisartunut umiarssualiviane takutipå. nkunennut 3-—4 atordlugit siko SO
cm tikitdlugit ivssussusilik pilagtorsinauvfi. aulisartut pujortulérKatik sikumit
kungartinialerungamikik orpingnut pilagtOssuit atortaraluarpait, pilagtåtitårdle
iluaKutigissalisagOt nalunångilaa.
En „miniatureisbryder",
En dansk firma demonstrerede fornylig i fiskerihavnen i København, en motor-
dreven issav, der med en hastighed nf 3—i kilometer i timen kan skære sig gen-
nem op til 80 centimeter tyk is. Mange fiskere der, som vist forleden, har været
vant til at skære deres b&dc løs gammeldags måde nred en skovsav, vil sikkert
hilse denne lille nykonstruktion med glæde.
5