Atuagagdliutit - 21.04.1955, Blaðsíða 16
Nordpolens neger
New York, 10. marts, 1955.
døde Matthew Alexander Hen-
So/i; af alle venner i Amerika blev
lan kaldt „Matt", af hele polareski-
m°ernes stamme kendtes han kun
under navnet „Marripaluk". Men han
endtes og han æredes.
Marripaluk var admiral Robert
earys uadskillige tjener og hjælper.
,S da de nåede Nordpolen efter 22
rs slid sammen med fire polareski-
!noer> var Marripaluk ikke den, der
aV(le mindst ære af sejren.
Her i USA var han i mange år kun
’.’er* neger". De sidste års fremskridt
| ‘etning af humanitet og fornuft let-
°de dog Matt Hensons stilling en
el. Men ikke nok. Sidste mandag
'|ar jeg med en gruppe venner ude
l0s Matt for at overrække ham en
sum penge, der var samlet ind i Ex-
P °rers Club til ham. Vi traf ham ikke
~7~ *° timer i forvejen var han bragt
*1 hospitalet med hjerneblødning.
Den gamle arktiker holdt længe.
en han var træt; han lå i to måne-
1 er På hospitalet for en prostata
upcration, men kom så hjem. Der var
lf)n i en UgC) s£ pjev jlan jjøj-t bort
'Sen. Nu er jlan død.
Hans anerkendelse kom sent. Selv
°m hans chef, admiral Peary, omta-
er ham aldeles rosende, var der
°mmen kold luft imellem dem, fordi
hitt havde foretaget en foredragsrej-
se straks efter ekspeditionens hjem-
komst. „En neger på Nordpolen“ var
J0 sensation, særlig i sydstaterne. Og
uon stilling, han fik ved toldvæsnet,
'ar yderst ringe. Da i 1936 „Unge
eddy" Roosevelt agiterede for re-
publikanerne til valget, lovede lian,
at Matt skulle få en ordentlig pen-
Uavnlig i de større byer. Ellers fin-
Ues den mulighed, at kirken og kom-
uunen sammen anskaffer lejede ar-
bejdere, der om sommeren kan ord-
bo på kirkegården, ikke alene fordi
j.lette er påkrævet, men ikke mindst
°rdi sådan bør det faktisk være. De
‘‘villige vil ikke blive gjort over-
lødige af den grund. Viser man dette
‘Uitiativ, er der ingen tvivl om, at
*°lk begynder at vise stigende inter-
ne for pasning og vedligeholdelse
a‘ deres kæres hvilesteder. For det
ikke nok at lægge blomster på gra-
°n af og til. Blomster visner jo.
Men det er ikke kirkegården alene,
Uer trænger til bedre forhold. Det
Sur lighuset også. Denne opgave på-
I ‘ler vist kun kirken. Lighuse be-
jler ikke at blive gjort pænere, vil
bfn måske sige. Som svar til dette
. , ieg her tillade mig at citere en
“llalelse af en af vore landsmænd:
’’ ■ ■ • På vej hjem fra min kære vens
M'avsted lagde jeg vejen om til lig-
bset. Døren stod åben. Indvendig
a det ikke videre tiltalende ud, nær-
best uhyggeligt. Mine tanker føltes
^‘udseligt meget tunge. Hvorfor skal
‘ anbringes i et lille usselt rum,
n?r yi dør, indtil vi skal begraves
ja kirkegården? Jeg rettede blikket
jbnrt husene i nærheden. De så vel-
,0|dte ud med pæn maling. Men det
n°r> det sidste ventested for et men-
jj ake, der er død, virker usympa-
{ipk — malet sort, ligesom for at gøre
1 bf endnu mere uappetitligt. Det var
>• H anderledes end de andre bo-
‘gcr
, Ber rammer han pletten. Lighuset
.r man det ganske vist, men det
ef, Hl for at huse os en kort stund
døden, inden vi skal jordfæstes,
f , et hele kan sikkert udtrykkes på
‘Sonde måde: — De døde har krav
^ bedre behandling fra de levende
de døde kan ikke gøre gen-
8EMd---- U.Kr.
sion. Demokraterne vandt, og Matts
sag var dermed lagt på is.
I 1934 forsøgte nogle venner med
Vilhjalmur Stcfansson i spidsen at
afholde en fest for Matt, som da ikke
kunne blive medlem af Explorers
Club. Det var jo 25 år efter polens
besejring. Festen skulle stå på mit
hotel, men direktøren kunne ikke gå
med dertil. Han henstillede så, at vi
afholdt den på mine private værel-
ser. Det blev besluttet, men dagen
efter kom hotelchefen igen og sagde,
at hans tjenere nægtede at servere
for os, fordi en neger var hæders-
gæst.
Sådan var forholdet blot for tyve
år siden. Da Stcfansson senere blev
præsident for Explorers Club, blev
Matt optaget med stor tilslutning. Og
senere blev han endog æresmedlem.
Ved alle fester mødte den gamle ven-
lige mand op i sin fintpressede smo-
king og var genstand for stor hyl-
dest. Han holdt små taler fulde af
glæde over at være mellem venner,
og ingen kunne undlade at holde af
ham.
For to år siden lod den nuværende
guvernør Harrimann i New York
Matt modellere af en billedhugger, og
busten skænkedes til Explores Club,
som han betragtede som sit andet
hjem.
Men han levede af en yderst be-
skeden pension. Selv anede han vist
ikke, at hans hustru, Lucy, ofte mod-
tog tilskud fra venner. Ingen af dem
viste bitterhed.
Deres liv kulminerede i de senere
år, da præsident Eisenliover invite-
rede dem til Det Hvide Hus.
Vi andre glædede os gang på gang
ved at tale stille og fortroligt med
den gamle polarrejsende. Han huske-
de meget, og hans erfaringer var
overraskende. Hans iagttagelsesevne
strålende.
Men bortset fra Mattew Hensons
venskab i Amerika, har jeg haft held
til at få et absolut uforfalsket billede
af manden gennem eskimoernes
skildringer af ham. Knud Rasmussen
og jeg kom jo til Thule året efter, at
Pearys sidste ekspedition var rejst
hjem. Alle talte da om „Marripaluk".
Han var den eneste amerikaner, man
har kendt, som lærte at tale flydende
eskimoisk. Han var kajakfanger så
godt som nogen, og han kørte hunde
som en indfødt. Hans dygtighed som
tømrer og altmuligmand går der sta-
digt frasagn om. Snehusbygger og
jæger. Dertil kom hans humør og
hjælpsomhed. Denne neger lærte folk
ved verdens ende, at farve var uden
betydning i livets vanskelige vilkår.
Endnu hører man hans glade mor-
genråb benyttet mellem eskimoerne:
„Adole, adole"! lød det. Det betyder
på polareskimoernes sprog: „Mere,
mere. På den igen!" og dermed væk-
kede han de trætte slæderejsende
hver morgen. Hans kogekunst var
fabelagtig, og hans evne til at få et
bål til at brænde i alt slags vejr til-
lagdes næsten overnaturlige evner.
Når hans rejsekammerater fortalte
om Marripaluk, vidste man på for-
hånd, at nu kom der beretninger om
stordåd. Over indlandsisen, hen gen-
nem polarhavets skruninger kørte
han sine hunde. Han jagede hvalros
fra kajak, og han skød som en me-
sterskytte.
Knud Rasmussen havde som sin
store lidenskab bjørnejagt. Og han
følte sig alle dage smigret til det
yderste, da Odark en dag sagde til
ham:
— Her er endeligt et punkt, hvor
du overgår selve Marripaluk!
Nu er Odark den eneste af de seks
mand, der nåede Nordpolen den 6.
april 1909.
Men for den, som senere fik beret-
ningerne om ekspeditionen gennem
de eskimoiske deltagere, for hvem
selve rejsedygtigheden og den eski-
moiske leveteknik naturligvis stod
som det højeste, vil Marripaluk alle
dage stå som den enestående ameri-
kaner, hvis loyale adfærd over for
sin chef gav eskimoerne et smukt
eksempel og en velopdragende be-
læring.
Det var for mig personligt først
en oplevelse for livet at høre om den-
ne mærkelige neger gennem mine
venner i Thule og senere lære ham
at kende i Amerika. Bedre repræsen-
tant for de farvede kunne ikke tæn-
kes på hans specielle felt og festlige-
re kammerat i vores klub kunne ikke
mødes.
Den gamle mand er død. Hans
smukke smil er bevaret i mange bil-
leder, men hans rene og fine sind
kunne man kun erfare ved at kende
ham.
„Nordpolens Neger" blev et hæ-
dersnavn.
Peter Freuchen.
MORSØ STØBEGODS
Kaminer Kakkelovne Komfurer
kamiuit kissarssutit » igavfit
Nykøbing Mors. København.
selv når det går hårdest til
aulisariutip nålagåta kiavdlunit nalussångilå
umiartordlune autdlaråine pujortuléruap
inue kisimik uliaissussartut. taimåitumik
uliap perragsautip silardlugtume agdlåt tati-
gineKarsinaussup atorneicarnigsså pissaria-
Karpoic. ulia perragsaut angatdlåmut inui-
nutdlo ima pingåruteKartigaoK ulia tatigi-
navigsoK kisime atugagssauvdlune. taimåitu-
mik silarssuarmc tamarme ilisimaneitartut
uko kisisa atortarniåkit,
Er man først gået til søs, ved enhver fiskeskipper, at
der ikke findes anden smørebetjening end den, be-
sætnmgen selv cr i stand til at yde. Derfor gælder
det om at have en smøreolie, der er fuldt ud til at
stole på, selv under de vanskeligste vejrforhold. Så
v igiig er smøreolien for skibet og dets besætning, at
kun den olie, der er 100 pct. pålidelig, cr værd at
anvende. Brug derfor kun de verdenskendte
tilia tetigisinaussat—silardlugtume agdlåt
17