Atuagagdliutit - 30.06.1955, Blaðsíða 15

To sorte vaser
Novelle af S. A. KLUBIEN
Sisimiune kavfisorniarfigtårput.
sap. ak. pingasut Kångiuput sana-
ssoKatigit Egon Nielsenikut tunga-
vigssamik Kinungmata. igdlo kussa-
nartoK tamåssa inerérpoK. atorKårtit-
sinerme kommunalbestyrelsemut su-
juligtaissoK Knud Olsen niuvertor-
dlo oKalugput kavfisorniarfigtåK su-
junigssame kigsautdluardlugo suli-
niarnerdlo nunaKai’tingmiunut nuå-
nårutigssalut iluaKutigssatutdlo ta-
kutineKartoK nuånaralugo. uvalinarå
kavfisorniarfigtåK inugssaileKingit-
dluinarérpoK, inålo kussanartOK. år-
Kigssutdluagardlo alutorineKaKaoK.
INGER
mere end 100 år verdens-
mærket i symaskiner.
ukiut 100 sivnerdlugit sllar-
ssuarme merssorflk pluma-
ssauvdluartoK.
Symaskiner til alle formål
merssorflk tamanut atorsInaussoK
SINGER CO. SYMASKINE
Aktieselskab, Amt. 8 Kbhv.
Sung Iih og den lille Koko el-
skede hinanden med en gløden-
de, men ulykkelig kærlighed,
for hadet mellem deres to
strenge fædre var så isnende,
at der mindst skulle en brand-
katastrofe til at tø det op.
I et snævert stræde i Hongkongs
kineserby bor Wang og Sung dør om
dør, og da de begge handler med ku-
riositeter, har forholdet mellem de
to aldrig været bedre end mellem
konkurrenter i al almindelighed. Men
rent galt blev det dog først, da skæb-
nen spillede dem det puds, at et par
meget sjældne, meget smukke og
kostbare, sorte Ming-vaser fra tyve-
markedet, hvor de i smug blev. fal-
budt, fandt vej til hver sin bod i det
samme lille smalle stræde.
Fra tidernes morgen er kineserva-
ser altid blevet fremstillet parvis, de
hører sammen som et uadskilleligt
tvillingepar, og selv de bedste, gam-
le porcelæner mister næsten helt de-
res værdi, hvis de skal sælges enkelt-
vis.
Ingen kendte bedre til dette for-
hold end Wang og Sung, — også ut
de kun samlet kunne indbringe en
betydelig sum penge, — men ingen
af dem undte naboen profiten, og
derfor var de to vaser blevet stående
i hver sin butik som et stykke fast
inventar, det kun var forundt kun-
derne at beundre.
Wang, der var en lille gustengul
kineser at se til, kunne ærgre sig helt
gulgrøn, når hans øjne faldt på den
sorte vase i naboens butik, og Sung,
der var hans diamentrale modsæt-
ning, frydede sig, så det gibbede i
hans vældige korpus, når Wang ærg-
rede sig, selvom også han kunne sen-
de grådige blikke efter den dejlige
store vase, der stod bag disken i
Wang’s bod. Det eneste rimelige vil-
le naturligvis have været, hvis de i
fællesskab havde afhændet vaserne
og delt fortjenesten — men forholdet
var med årene blevet så spændt, at
ingen af dem kunne tænke sig en så-
dan udvej.
Under disse omstændigheder kan
det måske siges, at det var ret uhel-
digt, at Sung’s ældste søn, Sung Iih,
netop havde valgt at forelske sig i
Wang’s eneste datter, den skønne lille
Koko. Sung Iih var en frisk ung fyr
på 19 år, og Koko havde med sine
dejlige mørke, mandelformede øjne
og et par henrivende smilehuller helt
fordrejet hovedet på ham. De mødtes
i smug hver eneste dag, når solen
stod højest på himlen, og Wang og
Sung begge havde trukket sig tilbage
til husets øverste stokværk for at for-
døje middagsrisen i fred og ro. Så
snart der oppe fra lød en lydelig
snorken, var det de unges tur til at
passe forretningerne, og Sung Iih
sneg sig gerne over tærskelen til sin
elskedes bod.
Han havde så meget at tale med
Koko om, for begge vidste de, at for-
ældrene aldrig ville give deres sam-
tykke. I den sidste tid havde Sung
endog talt om, at det var på høje tid,
at han fandt en kone til sønnen — et
passende parti, og dermed forstod
den gamle i livert fald ikke Wangs
datter. — I deres fortvivlelse havde
de unge nu aftalt, at de ville flygte
bort sammen, hvorfor de var begyndt
at spare sammen af de småskillinger
der kom dem i hænde. Stort var det
ikke, men forelskede, som de var,
mente de ikke, der skulle ret meget
til, for at de sammen kunne klare
alle livets skær. Og efter aftale gem-
te de deres skatte i hver sin sorte
vase. Det var et sikkert skjulested,
da hverken Wang eller Sung kunne
tænke sig at afhænde vaserne.
Wang skulede da også ondskabs-
fuldt i retning af sin velnærede na-
bo og gav sig til med et kritisk blik
at vurdere hans udstillede sager.
„Skrammel og ragelse", mumlede
han — dog højt nok til, at Sung kun-
ne høre ham, hvorpå han med tunge
tfin gik op over trappen.
Et øjeblik efter fulgte Sung lians
eksempel, og snart vibrerede den
tynde skillevæg mellem de to lejlig-
heder under deres lydelige snorken
som gjaldt det for dem i søvne ikke
at stå tilbage for naboen. Havde de
vidst, hvad der på denne tid af da-
gen gik for sig nedenunder, ville in-
gen af dem have kunnet lukke et øje
men det var de unges held, at deres
respektive fædre end ikke havde den
vageste mistanke.
Den unge mand foregav at være
meget flittig med nogle studier over
gamle bronzer, mens han i virkelig-
heden sad på spring til at lade både
bøger og briller i stikken, så snart
de gamles snorken var faldet ind i
DET EENØJEDE SPEJLREFLEKSKAMERA
SNITBILLED- OG MATSKIVE-
AFSTANDSMALER
OPRETSTÅENDE SIDERIGTIGT SØGER- ^
BILLEDE
UDEN PARALLAKSE
CONTAFLEX
SYNKRONBLÆNDE MED KOBLET
UDLØSER
ZEISS TESSAR 1:2,8 / 45 mm
SYNCHRO COMPUR LUKKER
MED SELVUDLØSER
ZEISS IKON AG
STUTTGART
pkalon
Den hvide, fedtfri TOKALON dag-
créme gør huden smuk og er det
ideelle pudderunderlag.
ROSA Tokalon natcreme med hudnæ-
rende Biocel glatter alle rynker.
Nyhedl SKIN BEAUTY — hele fa-
miliens creme. Beskytter huden i al
slags vejr.
Det nye Tokalon PUDDER — en ver-
denssukces.
TOKALON dagcreme KaumassoK, or-
ssoKéngitsoK amermut kussanarsau-
tauvoK puddertinanilo tarnutigssar-
Kigdlune.
ROSA Tokalon natcreme amermut
inussutigssanik imanarpoK åmivdlo
eitingasulingnere manigsisitardlugit.
nutåK SKIN BEAUTY — ilaKutarlt
tamarmik cremiat. sila Kanon ika-
luartitdlugulGnit amerdlungnavér-
saut pitsak.
Tokalon PUDDIT silarssuarmc ta-
marme piumanenatdlåraut.
En gros: WILLY RASMUSSEN & Co.
HOVEDVAGTSGADE 6 . KØBENHAVN K.
Forhandles af: „OLE“s VAREHUS — GODTHÅB
det vanlige rytmiske leje — og få
minutter efter stod han i Wangs bu-
tik.
„Se“, sagde Koko stolt og stak sin
lille, fine hånd dybt ned i bunden
af den store, sorte vase og halede et
par ægte guldsmykker frem, „disse
hårnåle og armbånd har tilhørt min
mor. Jeg fik dem, da mor døde. Tror
du ikke, vi kan sælge dem, hvis det
engang skulle komme til at knibe f°r
os?“
Sung Iih lagde sin arm beskyttende
om den unge piges skulder og fange-
de hendes dejlige fløjlsbløde øjne.
„Du skal aldrig komme til at lide
nød, lille Koko", bedyrede han, „men
vi må snart af sted. Far har andre
planer med mig."
Koko så lidt benovet ud ved tan-
ken, men hurtigt klarede hendes an-
sigt op i et stort forjættende smil- u
„Du behøver blot at nævne dagen
hviskede hun og lagde sit kønne liUc
hoved mod hans skulder. „Koko føl'
ger dig, hvad enten du drager over
havet, eller du lægger vejen over
de høje, blå bjerge i vest.
„Min egen elskede," han strøg
hendes sorte hår, „den dag, vi tøm-
mer indholdet af de sorte vaser, bh'
ver den lykkeligste i mit liv."
Inde i Sungs butik havde Sung lin
i skyndingen lagt sine stærke briller
fra sig, da han løb ind til Koko -""
uden at agte på, hvor de kom til a
ligge. Det ene tykke brilleglas havde
fået en så uheldig stilling, at solen®
stråler nu ramte det, så det kom h
at virke som brændeglas — og solen
var så stærk, at den i løbet af få m1'
nutter tændte ild i bogens tykke
karduspapir. — Der, hvor de unge
opholdt sig, kunne de hverken roser*
ke lugten af brændt papir eller se
de små flammer, der begyndte a
slikke langs væggens tørre træværk-
Det var først, da den unge mand
havde hørt sin fader hoste og støn-
ne ovenpå, at han anede uråd. Nu lød
der også trin i trappen, og lmn
smuttede i hast ud på gaden, for a
ingen skulle opdage deres hemmelig"
hed. Da så han, at tykke røgsky131
slog ud gennem den åbne dør. Ilden
rasede og knitrede i det gamle knas"
tørre træværk.
Heldigvis var både Sung og Wang
kommet på benene og havde lykke*
ligt reddet sig ud af den brændende
bygning. Gamle Wang gik helt am®'1
da han så ilden brede sig til hans
butik — han løb ud og ind for a
bringe sine varer ud på gaden, mcl1
derude gav han sig ikke tid, han ka"
stede selv kostbare porcelæner f*a
sig, så de knustes mod jorden. .
Sung Iih forsøgte at hedde en de
af sin faders lager, men røgen vaf
så kvælende, at det næsten ikke va’
muligt at trænge ind i den hærged13
bod. Hans far havde helt tabt h°"
vedet. På en sten på den modsat^
side af strædet sad han og græd si°a
modige tårer, mens naboer og 8cxr
boer søgte at trøste ham i stedet f°
at hjælpe ham med at redde, hva
der reddes kunne. Et par gann
håndsprøjter blev bragt til veje, mea
de søgte kun med deres tynde sti*1
ler at beskytte nabohusene. Ingcl
havde tænkt på at alarmere H
kongs effektive brandvæsen.
Sung Iih betragtede det syden' ®
bål. Begge antikvitetsbutikker va
dømt til undergang. Han følte c
knugende angst for Koko, soin
ikke havde set, siden han fo^-j
Wangs butik. Pludselig kom han 1
at tænke på de to sorte vaser, på ^
rCv
kos fine smykker. I samme nu
han sin lange kofte af, smed den
gadens snavs og dukkede hovedkm
ind i det knitrende bål.
Hans øjne blændedes af røgen-
Flammerne sved hans hænder 08 a r
me, men han vidste nøjagtig,
16