Atuagagdliutit - 01.12.1955, Page 5

Østgrønland I:
Er Østgrønland himmerigets forgård
eller Grønlands baggård..?
„GRØNLANDSPOSTEN“s udsendte medarbejder, journalist
Henning Rovsing Olsen, introducerer her en artikelserie om
sine indtryk fra et besøg på østkysten.
Solen blinker i blågrønne is-
fjelde, da den lille motorbåd vip-
per mig ind til Angmagssaliks rød-
malede træhuse en tidlig morgen
først i oktober. Slædehundene i
land flænger den isnende luft
med en skingrende hylen, og med
vanlig beskedenhed tager jeg den
for at være en særlig velkomst til
undertegnede repræsentant for
vestkysten.
Ved anløbsbroen står en gam-
mel kone, der rækker mig en
hjælpende hånd, og efter ti døgns
sejlads med det gode skib „Tike-
rån“ traver man afsted på øst-
grønlandsk jord.
Er Østgrønland forskelligt fra
Vestgrønland? Tøvende spørger
man sig selv, mens man går rundt
mellem træhusene, og kun den
kendsgerning, at de eskimoiske
trommesange synges lige så ofte
på østgrønlandske bopladser som
„Kære John“ i Godthåbs distrikt,
kan overvinde det første indtryk.
Og mange spørgsmål lister sig
frem og banker på for at få noget
at vide om Østgrønland — landet,
der af nogle kaldes „Grønlands
baggård“, af andre „Himmerigets
forgård“.....
SKAL UDVIKLINGEN SKRUES
TILBAGE?
Gennemlæser man grønlandskom-
missionens betænkning om Angmag-
ssalik — og hvem gør ikke det?
får man et udmærket indtryk af pri-
serne på hajolie, årsager til produk-
tionens stagnation og nøjagtige sta-
tistikker over lejet arbejdskraft. Et
afsnit om „Problemstillingen" fylder
halvanden side, og under dette
punkt læser man med interesse om
produktionsmuligheder og fangstmu-
ligheder.
Muligheden for eventuel uro i
menneskesindet ved overgangen fra
en primitiv samfundsordning til en
anden er ikke udeladt, men den er
stillet i skygge af materialistiske fak-
ta.
Naturligvis er der problemer i
Østgrønland, som der er det i Vest-
grønland, og lige så selvfølgeligt er
det, at de er af en helt anden karak-
ter. Et stort spørgsmål hår svirret
i luften:
— Skal den vestlige civilisation
trumfes igennem i Østgrønland?
I kommissionens betænkning, der
er resultatet af grundige undersøgel-
ser, kommer man ind herpå ved at
skrive:
— Selv om man måtte anse det for
muligt at skrue udviklingen i Øst-
grønland 50 år tilbage, er det et
stort spørgsmål, om en sådan frem-
gangsmåde, der ville stille sig hin-
drende i vejen for gennemførelsen
nf en række fremskridt, kunne anses
for anbefalelsesværdig, ikke mindst
når man tager i betragtning, at det
tnå stille sig tvivlsomt, om man ad
denne vej kunne skabe en erhvervs-
basis, der kunne føre til en sådan
forbedring af leveniveauet, som uden
tvivl bør tilstræbes...
At man i denne klogskabens bog
har fundet det rigtig at omtale dette
spørgsmål, viser, at det ikke er helt
tiden betydning.
KOLONISATIONEN VAR NØDVEN-
DIG
Da Gustav Holms konebådsekspe-
dition i 1884 nåede frem til Angmag-
ssalik, fandt man ca. 400 eskimoer
i hele distriktet. Det stod klart, at
disse mennesker ville gå undergan-
gen i møde, hvis der ikke blev gen-
nemført en kolonisation.
Ved sin hjemkomst stillede Gustav
Ilolm derfor forslag om, at der blev
truffet foranstaltninger, som ville
muliggøre en beboelse i området, og
få år efter blev der oprettet en han-
delsstation og et missionssted. I det
korte tidsrum mellem Gustav Holms
overvintring og handelsstationens
oprettelse, var befolkningen ved
vandringer eller dødsfald blevet re-
duceret med knap 170 personer. I
sidste øjeblik var hjælpen nået frem.
Udviklingen siden Gustav Holms
ankomst til Anginagssalik er ikke fo-
regået med stormskridt, og man er
i den heldige situation, at indførelsen
af nødvendige moderne foreteelser
ikke har slået den østgrønlandske
kultur og samfundsordning i styk-
ker. Østgrønland er ikke måske eg-
net til civilisation, men på den an-
den side er man nu nået så langt
frem ad udviklingens landevej, at
det næppe vil være muligt at „glem-
me" de sidste 50 års påvirkninger
med et finger knips.
Med vaklende skridt fortsætter
man uden noget egentligt mål, eller
for at sige med kommissionsbetænk-
ningen: „Den fremtidige politik i
Østgrønland bor ikke lægges defini-
tivt fast allerede nu“.
SÆLFANGSTEN ER STADIG
HOVEDERHVERVET
Medens det tidligere var alminde-
ligt, at fangerne tog på flerårige
fangstrejser, er befolkningen nu ble-
vet fastboende. Denne tilstand har
vist sig at være meget uheldig, og
alene dette gør det umuligt at føre
hele befolkningen tilbage til fanger-
erhvervet. Sælfangsten er dog stadig
det vigtigste erhverv i Angmagssalik
distrikt, og at kolonien ikke virker
helt så tiltrækkende, som man umid-
delbart skulle tro, viser den omstæn-
dighed, at der i Angmagssalik bor
234, men på udstedet Kungmiut 246
og Kap Dan 225. Den såkaldte „flugt
til byen" har altså ikke taget over-
hånd. Men det står fast, at datidens
lange fangstrejser ikke foretages me-
re, og kommissionen har ramt plet
ved at understrege, at „store dele af
befolkningen „lever" mere eller min-
dre kummerligt af administrationen
og afvænnes med regelmæssigt og
produktivt arbejde".
Alt for mange er i Angmagssalik
kivfakker for danskerne, for mange
ernærer sig ved at fremstille danse-
masker og tupilakker — og for få
er på fangst. Herom er alle enige.
Og samtidig skrider udviklingen
langsomt fremad — men hvorhen?
Ender det med, at befolkningen må
flytte til vestkysten? Eller vil sæl-
fangsten også fremtidig kunne være
hovederhvervet. Og vi] Østgrønland
beboere få samme fordele som Vest-
grønlands? Og kan man i Østgrøn-
land leve med den vestlige verdens
kultur som grundlag?
Spørgsmålene er mangfoldige —
og ingen kan give svar.
HVEM KRITISERER SPIRITUS-
ORDNINGEN?
I den stille formiddag kigger jeg
ud over Angmagssalik og den skønne
brede fjord oppe fra et af fjeldene.
Sneen har lagt sit tæppe over
landskabet og giver alt et udseende
af smuk ensformighed.
Nede ved butikken er der travlhed.
Døren åbnes og lukkes i en uendelig-
hed, og det gælder da også om at
benytte sig af den ikke særlig lange
åbningstid. Flere af udstedernes be-
boere er kommet på visit i Angmag-
ssalik, og en lille gruppe står og
småsnakker foran butikken. Nogle af
kvinderne har håret sat i top, og om
halsen dingler en henrivende perle-
kæde, der breder sig ud over den
grønlandske anorak.
En af mændene bærer et lille sort
fipskæg, der som modpol til det strit-
tende mørke hår sætter ansigtet i
ramme.
De er kommet til Angmagssalik i
konebåd og skal nu i butikken for
at købe ind til vintermånederne. —
Hvad køber de?
Ikke spiritus, i hvert fald.
Grønlænderne på østkysten kan ik-
ke købe spiritus eller malt, medens
danskerne har lov til at få en mindre
ration, og ordningen kritiseres
skarpt fra befolkningens side — hed-
der det.
Kritikken må imidlertid tages med
et vist forbehold. Mange vestgrøn-
lændere er i disse år rejst til Øst-
grønland — kateketer og' telegrafi-
ster. Disse folk, der fra Vestgrønland
er vant til at købe spiritus, befinder
sig pludselig i et område, hvor spi-
ritus er forbudt. Og byder en dansker
dem på et enkelt lille glas, må de
næste dag stille på inspektørens kon-
tor og modtage en bøde.
Kritikken kommer * i hoje toner
fra vestgrønlændere i Østgrønland,
hvilket kan være berettiget nok. —
Man må bJot passe, på ikke at tage
Sisimiut ilat — Parti fra Holstcinsborg.
Foto: P. Brandt.
O