Atuagagdliutit - 01.12.1955, Síða 7

Forsvinder torsken fra de grønlandske farvande?
AF FOLKETINGSMAND AU GO LYNGE
Det er et spørgsmål, der for tiden
optager mange både i Danmark og
i Grønland. Alarmerende nyheder
har lydt fra havundersøgelsesskibe-
ne: Det kolde polarvand og storisen
er atter kommet i store mængder.
Der har så godt som ikke været tor-
skeyngel, hverken i fjor eller i år.
Torsken har optrådt i mindre mæng-
der både ved Egedesminde og Julia-
nehåb. Hvad ville der ske, hvis tor-
sken atter forsvinder fra de grøn-
landske farvande?
Man har i al almindelighed den
anskuelse, at torsken ikke fandtes
— eller næsten ikke fandtes — i
„gamle dages" Grønland. Der var kun
få torsk i tiden før den nuværende
varme periode, som man betragter
som en temmelig sammenhængende
kold periode. Man har nok hørt, at
der fandtes torsk i visse perioder på
enkelte steder, men i hvor stor
mængde ved man ikke. Og det er
forbavsende, hvor lidt der er skrevet
om fisk og torsk i „gamle dages"
Grønland. Det eneste, man hører, er
de store, tilsyneladende kortvarige
forekomster i 1820-erne og 1840-er-
ne.
Man har den ortodokse anskuelse,
at fiskeriet, specielt torskefiskeriet,
ingen betydning ville have udenfor
de sjældne varmetider. Det vil der-
for være en katastrofe, når den nu
åbenbart forestående torskeløse pe-
riode snart kommer. Grønlænderne
ville være berøvet det erhverv, som
i den sidste snes år har betydet en
opgangsperiode, og landet vil atter
synke tilbage i fattigdom og håbløs-
hed, medmindre man i mellemtiden
har lært grønlænderne det søgående
fiskeri. Således er tankegangen for
tiden hos mange.
Nå, lad os se, om det virkelig ser
så håbløst ud, som man i al alminde-
lighed antager.
De grønlandske sagn og fortællin-
ger siger naturligvis ikke meget om
fiskeforekomster. De fisk, der om-
tales mest, var fede fisk som helle-
flynder og laks, samt lodder. Torsk
omtales så godt som ikke (heller ikke
rødfisk, men her må det erindres,
at mange fortællinger stammer fra
Nordcanada). Den er ikke så inter-
essant, fordi den ikke har spæk eller
skind, man kan bruge til mad og
beklædning i det kolde klima.
Der er dog enkelte vidnesbyrd om
torskens forekomster. Der er f. eks.
i Kr. Lynges „kalåtdlit oKalugtuait"
en fortælling om IgdluigaK. Det var
et ægtepar, der boede alene på en ø.
Manden var storfanger, og ægtepar-
ret led ingen nød. Men det skete, at
de blev træt af at spise sælkød. „Om
efteråret, når torsken indfandt sig
i store mængder", fiskede manden
mange torsk, lod dem ligge og halv-
rådne, hvorefter ægteparret spiste
dem med spæk til, når mand og kone
blev træt af at spise sælkød.
Hans Egede, der i sine relationer
(udgivet 1738) navnlig fortalte om
sine oplevelser fra godtliåhegnen,
talte for det meste om rødfisk, laks
°g „småtorsk", som må have været
uvakker (fjordtorsk). Han elskede
at fiske laks i Præstefjorden. Et sted
sagde han, at kystbeboerne ingen an-
dre fisk har om vinteren end ulke,
i modsætning til fjordbeboerne, der
fiskede rødfisk. Navnlig i de første
år var ban dybt skuffet over mislyk-
ket fiskeri ved banker, der i Norge
ville have givet mange fisk.
Kun nogle få gange talte han om
torsk. I april måned 1723 rejste han
imidlertid til „Ameralik-Fjorden",
og han oplyste, at „udi denne Fjord
fiske Grønlænderne ogsaa udi Majo
og Junio en store Mængde Fiske, som
kaldes Lodder, dejligste Torsk,
Laks.... Af samme Fjord kand man
gaae til Lands hen over til en anden
Fjord, Norden fore, hvor ogsaa de
Norske have boed. Der sammestæd
opholder sig mange Mennesker for
at fiske Torsk, Laks og Lodder..“.
Tangen og Fjorden, der omtales her,
er henholdsvis Itivnera-tangen mel-
lem Ameralik- og Godthåbsfjorden,
og den østlige gren af Godthåbsfjor-
den: Kapisigdlit, det nuværende ri-
ge fiskeristed.
Senere omtalte han, at han har ud-
spurgt sydlændinge, der kom til Haa-
bets Havn, om fangstmulighederne
mod syd. De berettede bl. a., at man
dernede fiskede „megen Torsk, Hel-
leflynder og Laks". Under sydrejsen
til Julianehåb i 1723 sagde han imid-
lertid ikke meget om fisk, udover at
han fortalte om et sted, hvor der fi-
skedes „store og små Torsk". Her
kan man antge, at de „store Torsk"
er sarugdlikker. Endvidere omtalte
han flytning fra Haabets Havn til
„et Sted, 8 å 10 Mile Norden for Co-
lonien, hvor ikke alene mange grøn-
lændere opholder sig, men hvor der
ogsaa findes „Torsk- Laks- Helle-
flynder og Rødfiskefangst".
Hans Egede synes imidlertid at
blande torsk og fjordtorsk sammen,
og det er et spørgsmål, hvor meget
man skal bygge på hans udtalelser
om torsken. Hans tid synes at være
„normal" periode. Der er ikke så
mange torsk som i den nuværende
varmeperiode, men heller ikke så få
som i den „kolde" periode i 1895—
1915.
Otho Fabricius, der udgav sin
Favna Groenlandica i 1780 på latin,
sagde om sårugdlikken, at den holder
til ved kyster og banker i havet, dog
ikke på større områder. Han nævne-
de fiskepladser, han kendte: Kiker-
tarsveitsiak, Frederikshåb ved Pa-
miut, Qvannersok, Neksortok, Amerl-
lok, Sukkertop ved Narsakmiut, Tun-
nudliorfik foruden andre sydligere.
Torsken fanges forår og efterår og
spises kogt, tørret og halvrådnet.
God besked gav imidlertid den al-
tid grundige beskriver, dav. inspek-
tør i Grønland, IL J. Rink, i sin bog
om Grønland, geografisk og statistisk
beskrevet udgv. 1857.
Et afsnit gav han om „Kabliauet",
der er mindre end den kabliau, som
findes i sydligere have. Den synes
ikke at kaste rogn ved kysterne af
Grønland, men søger hertil for fø-
dens skyld til visse tider af året. Ka-
bliauet findes først og fremmest på
bankerne udenfor kysten, hvor den
ikke viser sig før den 20. juni.
„Indenskærs derimod kan den un-
dertiden, dog såvidt kun ved Fiske-
næsset, forekomme i en vis Periode
om Foraaret, navnlig April. Dernæst
træffer man allerede tidligt om Som-
meren ganske unge Torsk, ikke syn-
derligt større end Sild, og som oftest
i stor Mængde". „Den egentlige Fi-
sketid er Juli og August, og ud på
Efteraaret. Men selv den Tid er Fi-
skeriet højst forskelligt i de forskel-
lige Aar og efter Lokaliteten".
„Vist er det, at Torsken aarligt
indfinder sig, snart paa det ene,
snart paa det andet Sted, fra Julia-
nehfib til Holsteinsborg, mellem Øer-
ne og inde i Fjordene, og at der gives
mange Pladser, hvor der sjældent el-
ler aldrig ganske mangler, deriblandt
hører fremfor alt Fiskernæsset".
„Af den paa Handelen indleverede
Lever og med tilbørlig Hensyn til
det Kvantum Lever, som Grønlæn-
derne selv kunne antages at forbru-
ge, tør man anslaa det i de sidste
5 Aar i Gennemsnit aarligt fiskede
Antal til benved 200.000. Af disse er
20 å 30.000 epten fiskede eller blot
tørrede for Handelens Regning........“
„Man har specielt gjort sig Umage
for at finde Individer iblandt dem,
som indeholdt Rogn, men ikkun fun-
det dem ganske enkeltvis og som
Sjældenheder, paa samme Maade
som man kan træffe enkelte Kabliau-
er i forskellige Fjorde, tilenhver Tid
af Aaret, endog hele Vinteren over.
Mærkelig bliver navnlig Ankomsten
af de mange ganske unge Torsk om
Foraaret, bl. a. ved Julianehåb, hvil-
ket synes at lyde paa temmelig nær-
liggende Ynglepladser".
Ja, nu er vi jo bleven klogere, idet
de små torsk fra nogle centimeters
længde og opefter („sårugdlérKat"
og „sårugdlitsiait", som de hedder på
grønlandsk), og som hvert år optræ-
der med yngelen af fjordtorsken og
fiskes af grønlænderbørn, må stam-
me dels fra islandske gydepladser
og små bestande af gydende torsk
på visse lokaliteter i Grønland.
Vi går nu over til Fiskenæsset,
der før den nuværende „varmetid"
har været et af de bedste fiskeste-
der. Den kendte zoolog, der var le-
der af den danske Tjalfe-fiskerieks-
pedition i 1908-09, prof. Ad. S. Jen-
sen, omtalte i sin rapport i 1908, at
torsken indfandt sig så godt som
hvert år ved Fiskenæsset. Kun et par
gange, såvidt som de stedlige folk
husker det, har den ikke vist sig, og
det var 1884—86 og 1903—05. Til ti-
der var der meget store forekomster
i andre år mindre forekomster, og
endelig kun få torsk igen i andre år,
Ofte var det muligt at fiske torsk i et
halvt år bedst i månederne juli, au-
gust og september.
I 1850’erne, da Handelens sæl-
fangstgarn efterhånden svigtede ved
Fiskenæsset, gik man over til „Ku-
bliaufiskeriet", dels for at skaffe
klipfisk til hjemsending til Danmark,
og dels tørfisk til anvendelse som .
fattighjælp i selve Grønland. I halv-
tredserne tilvirkedes således årligt
7