Atuagagdliutit - 08.11.1956, Side 10

Grønlands jagt i søgelyset
af Finn Christoffersen
Efter at Grønland er blevet et amt
og dermed en del af riget, er der fra
mange sider gjort en indsats for at
medvirke ved løsningen af de utallige
kulturelle opgaver, der melder sig
med den nye tid, der er indvarslet.
Desværre kan man ikke altid sige, at
disse gode bestræbelser bærer frugt.
Grønlænderne er trods alt et natur-
folk, hvor man næppe kan forvente
grobund for de utallige problemer,
der med nytiden væltes ind på dem.
Når man betænker, at Grønland i dag
er underlagt grundloven og derfor
ledes af en forsamling af juridisk ud-
dannede mænd, er det forståeligt, at
hele opbygningen foregår efter de
mest moderne kulturstaters forbille-
de. Men man vil næppe kunne forlan-
ge, at et jægerfolk skal kunne forstå
et moderne statsmaskineri med dets
mange juridiske spidsfindigheder.
GRØNLÆNDERNES HOVED-
ERHVERV
Alt for ofte føler befolkningen, at
det nye er dem uvedkommende, og at
det påhæftes dem udefra. Med andre
ord kan man sige, at den sunde ud-
vikling med grobund i selve befolk-
ningen er blevet forpasset på grund
af en forceret udvikling i et meget
højt plan. Ønsker man i dag at få det
grønlandske folk i tale, må man hol-
de sig inden for deres egen interesse-
sfære, i første instans må dette blive
jagten og fiskeriet, som — trods ud-
viklingen — stadig må være at be-
tragte som de bærende erhverv.
Til støtte for denne påstand kan
fremhæves den store interesse, hvor-
med grønlænderne følger fiskeribio-
logernes arbejde. Med hensyn til
grønlændernes gamle traditionsbund-
ne erhverv, jagten og fangsten, må si-
ges, at dette endnu ikke erlagt i faste
rammer, og at udviklingen er gået
hen over dette erhverv, der trods alt
har så stor betydning i den daglige
husholdning. At tiden er moden til,
at der gøres noget for jagten i Grøn-
land, må efterhånden være fastslået
gennem utallige udtalelser til blade
og fagtidsskrifter. Spørgsmålet er
blot, hvem der skal gøre det, og hvor-
dan skal det gøres?
Selv er jeg rejst herned med det
formål at skabe interesse om denne
sag, og jeg har forelagt et forslag for
de respektive myndigheder, såvel
som for de førende mænd inden for
jagtorganisationerne. Når sagen bli-
ver bragt på tale overfor jægere her
i landet, høres ofte det modargument
ja, men jagten på Grønland må da bli-
ve grønlændernes sag. Må det da lige
fastslås, at det er udviklingen i dag,
der har medført den store tekniske
omvæltning, som gør problemet ak-
tuelt. Ligeledes må det heller ikke
forglemmes, at danske i dag bosætter
sig i Grønland med samme ret til at
jage og fiske som den øvrige befolk-
ning. Da den grønlandske befolkning
ikke har midlerne til opgavens løs-
ning; må det med Grønlands retsstil-
ling i dag blive den danske jægers
ret og pligt til at yde en indsats. Her
vil man uvægerligt høre indvendin-
gen, ja, men vi kommer aldrig til
Grønland og jager, nej, men hvor
mange af jagttegnsløserne på øerne
kommer til Jylland på jagt eller om-
vendt. Forholdet må blive det sam-
me; Grønland må inddrages i fælles-
skabet; jagtvæsenet eller mere kor-
rekt konsulentvæsenet bør udvides
lil også at omfatte Grønland.
Spørgsmålet er da, hvad kan der
opnås ved at udsende et par konsu-
lenter til Grønland? For det første
ligger der en opgave i at skabe en in-
teresse blandt det grønlandske folk
tor deres vildts beståen; dette må
kunne opnås ved at oparbejde en vis
form for jagtmoral baseret på en for-
ståelse af lovgivningen, samt betyd-
ningen af de forskellige restriktioner,
der nødvendigvis må indføres.
Af stor betydning er det også at
få indblik i jægerens og fangerens
erhvervsinteresser i de forskellige di-
strikter. Kysten har en betydelig ud-
strækning mod syd og vil eventuelt
kræve en opdeling af jagtloven. De
kulturelle opgaver skulle således ba-
seres på gennem film og foredrag at
gøre befolkningen forståelig, hvordan
man andre steder på jorden forsøger
at bibeholde en vildtbestand på trods
af et øget befolkningstal og en tek-
nisk udvikling.
Hvad der rent praktisk kan gøres
for de forskellige vildtarter, vil det
være for omstændigt at komme ind
på. For fuglearternes vedkommende
skal blot nævnes dr. Finn Salomon-
sens forslag: „Fredning af fuglelivet
i Grønland", Ornithologisk Tidsskrift
nr. 49, 1955. For pattedyrenes ved-
kommende skal lige fremhæves to ar-
ter, som har et vist aktuelt præg,
nemlig moskusoksen og renen. Som
det efterhånden må være almindelig
bekendt, forekommer moskusoksen i
Grønland kun på nord- og nordost-
kysten. Herfra har man forsøgt at
overføre moskusoksen til Vestgrøn-
land, dog endnu med negativt resul-
tat. Et sådant forsøg på at berige den
vestgrønlandske fauna med en ny dy-
reart må glæde enhver jæger og na-
turven. Men ser man som jæger på
den rent praktiske betydning, mos-
kusoksen vil få for befolkningen i
Vestgrønland, bør man ikke henfalde
læserne skriver...
Hvordan ser ungdommen på tanken
o/n grønlandsk ungdomsråd —?
Tanken om at oprette et grøn-
landsk ungdomsfællesråd, som figu-
rerede i Atuagagdliutit i sommer, er
så lovende, at jeg gerne vil sige et par
ord her, også fordi der har været
for få, som har sagt deres meninger
derom.
Tanken er utvivlsomt den aller-
bedste ide, der nogen sinde er blevet
fremsat vedrørende ungdommen i
disse år. Vi hører, hvor nær ungdom-
men i andre samfund står hinanden.
Der var f. eks. en meddelelse i radio-
avisen igår om, hvordan de ungar-
ske studenter tilkendegav deres sym-
pati for polakkerne i deres bestræ-
belser for at opnå frihed. Denne sym-
pati bliver endog hørt over hele ver-
den. Sådan er det, når ungdommen
står i enighed og i forståelse med
hensyn til fælles problemer. Den kan
opnå store resultater derved.
Det er denne baggrund, den frem-
satte tanke har. Den grønlandske
ungdom må have et organ, den kan
samles om. Ungdommen i de forskel-
lige byer drøfter utvivlsomt tanken
lokalt, ligesom den er en oplagt stof
til drøftelse i de lokale blade. Tan-
ken må ikke dø hen. Den må ikke
forties til sidst, ligesom det blev tiL
fældet med den smukke tanke „Tan-
ken om de kommende generationer",
der dukkede op under den sidste
krig. Lad ideen om oprettelse af
ungdommens råd blive virkeliggjort.
For hvad nytte gør det, at man til
stadighed opbygger vort lands byer
og lader ungdommen i stikken?
Det er min overbevisning, at mine
ungdomsfæller vil realisere denne
smukke tanke, og jeg lykønsker
ideens fædre.
Hans Hansen, Sana, Nuk.
til overdreven begejstring. Moskusok-
sen egner sig nemlig ikke som jagt-
objekt på fri vildtbane. Oksernes ev-
ne til at danne karre og klumpe sig
sammen i stedet for at flygte, når en
fare viser sig, gør det umuligt at fri-
give jagten på denne vildtart, selv
i nogle ganske få dage. — Derfor er
spørgsmålet, om man ikke i højere
grad burde henlede opmærksomhe-
den på den anden af de her nævnte
vildtarter, nemlig renen, der besid-
der den medfødte skyhed, der for en
del er skyld i, at der endnu findes
rester af den gamle renstamme i Vest-
grønland.
Når man betænker, at der ifølge
R. Møller i en periode i forrige år-
hundrede blev skudt over 25.000 re-
ner årligt mod ca. 1000 årligt på nu-
værende tidspunkt, er det forståeligt,
at her ligger en stor værdi, om den
gamle renstamme kunne bringes på
fode igen. Hvordan et sådant arbejde
vil kunne gennemføres, skal jeg.groft
forsøge at skitsere. Resterne af den
gamle vildrenstamme findes endnu i
enkelte distrikter som Godthåb, Ifol-
steinsborg og NugssuaKhalvøen. I an-
dre distrikter, hvor de før har haft
tilhold er de nu totaltudryddede dvs.
at for flere områders vedkommende
kræves en udsætning af denne vild-
art fra grunden af. Da der i Grøn-
land findes et ret stort antal betyde-
lige øer, hvis grønlandske navn, så-
vel som navne fra nordbotiden, vid-
ner om, at her har renen været at
finde i betydeligt antal, ville det væ-
re af betydning, om man kunne op-
arbejde en stamme af rener på en el-
ler to af disse øer.
RENER TIL VESTGRØNLAND
Hvis man på en sådan ø kunne ha-
ve en flok på 150 rener og regner
med en trediedel tilvækst årligt, vil
det sige, at man hvert år kunne ind-
fange 50 rener til udsætning på eg-
nede lokaliteter. - Når man tager i
betragtning den store betydning
tamrenerne har haft for renernes
(Fortsættes stile 21).
Lad husene blive hugget endnu bedre
Nyordningen i Grønland koster til
stadighed mange penge. Resultaterne
dukker op i forbløffende tempo i by-
erne. Mange udsendte håndværkere
arbejder hurtigt med vejanlæg, hus-
byggeri m. m.
Det er husbyggeriet, jeg gerne vil
omtale her. Nye huse rejser sig. De
er smukke, og de er gode at bo i. De
er tidssvarende, sundhedsmæssigt
indrettede. Som minister Kjærbøl
sagde i Atuagagdliutit nr. 18, 6. sep-
tember 1950, vil man bygge, huse, der
er endnu bedre, af hensyn til sund-
heden. Når man tænker på sundheds-
mæssigt farlige grønlandske huse,
der har været -— og som stadig fin-
des —, kan man kun slutte sig til
ministerens udtalelse.
Og nu vil jeg sige et par ord om
de udsendte håndværkeres husbyg-
geri. Jeg tvivler ikke om, at de ud-
sendte er veluddannede i deres fag.
Når man ser dem i arbejde, bliver
man forbløffet over deres dygtighed,
de er hurtige, arbejdet går let fra
hånden. Nu kom de større udsteder
med. Her på vores bosted dukkede
der et helt nyt husbyggeri op. Man
byggede rækkehus. Da rækkehuset
blev færdigt, tog de udsete det i be-
siddelse. Nå, sådan bygger de ud-
sendte altså. Huset er godt delt, det
er fredeligt, men desværre forsvin-
der hyggen, ligesåsnart det blæser.
Huset bliver straks koldt, det bliver
ikke mere sundhedsmæssigt forsvar-
ligt. At bo i et sådant hus er dyrt, og
det bliver endnu dyrere, når vinte-
ren er inde. Derfor synes jeg, at de
udsendte hellere bør gennemføre
deres arbejder, så de kommer til at
svare til Grønlands klima og lil de-
res pris. Når det første arbejde er
gjort godt, så bliver det næste lettere
derfor lad husene blive bygget
endnu bedre.
Jens Auguslussen,
Kangåmiut, 9. oktober 195C.
Fra NORD til SYD
Læge Ejnar Jepsen, Tønder, er
vendt hjem til Danmark efter 3 må-
neders ophold i Thule, hvor han ar-
bejdede for Danish Arctic Contrac-
tors. Efter hjemkomsten fortæller
han bl. a., at arbejderne har en ga-
ranteret arbejdsuge på mindst 70 ti-
mer ofte mere. Man ser intet til
grønlænderne i Thule, siger lægen,
amerikanerne lever deres eget liv og
respekterer, at de er på dansk områ-
de. Deres tilstedeværelse kan ikke på
nogen måde give anledning til kritik.
Ved Sukkertoppen har man prøve-
sejlet brødrene Skiftes nye 30 fods
motorbåd. Det er den første kutter
med ekkolod, som er hjemmehøren-
de i Sukkertoppen.
Pr. 1. januar 1957 vil der være ud-
sendt ialt 220 spillefilm til biografer
i Grønland foruden et stort antal
kortfilm. Af de 226 film er de 50 dan-
ske, 82 er dansktekstede og resten er
utekstede.
Kryolitbrudet i Ivigtut havde 1.
september eksporteret for 21,5 millio-
ner kroner mod 15,7 millioner kro-
ner i samme otte måneder i fjor. Ca-
nada aftager en fjerdedel af produk-
tionen, og store partier renset kryolit
sendes iøvrigt til Vesttyskland, Eng-
land, Norge og Sverige, mens U.S.A.
aftager urenset kryolit direkte fra
Grønland. Fra Mestersvig er der af-
skibet 9000 tons bly- og zinkkoncen-
trat. Ialt er der nu produceret 10.500
tons, men 1.500 tons nåedes ikke af-
skibet.
Røntgenskibet „Misigssut" er afgå-
et lil København efter undersøgelser
i Jakobshavn distrikt. Ialt undersøg-
tes 2111 personer og 15 tilrådedes
indlæggelse til behandling. Siden
skibet startede sin virksomhed i fjor
sommer har det ialt undersøgt 24.327
personer. Heraf er de 5.582 under-
søgt to gange.
Hundeloven i Nordgrønland:
FØR MINE HUNDE BLIVER HÆNGT
Til trods for nytidens indtrængen
i Vestgrønland må vi lier nord for
Egedesminde dog leve under en gan-
ske barbarisk middelalderlig lov. —
Gang på gang sker det, at man på
tærsklen til en ny vintersæson må se
sit hundespand slået hårdt og brutalt
ned. Det påstås, at det har været med
til at bide et barn i benet. Således
blev der i Jakobshavn sidste efterår
slået i hundredevis af præmiehunde
ried, og i år fortsætter myrderiet.
Grænseløs letsindighed hos de
mange enlige mødre de senere år er
skyld i mange af overfaldene. Ilørn
på 3—4 år får lov til at stavre alene
ude i kulden, når store hundespand
er kåde før fodringstid. Der måtte
skulle gives bøde til sådanne mød-
re, der er årsag til så mange ulykker
og skyld i så mange prægtige hunde-
spands endeligt. Man måtte også kun-
ne nøjes med at slå de hunde ned der
virkelig har været med til at bide.
Man måtte kunne give advarsler, før
der dekreteres, at en mands hele
ejendom på vinterens tærskel skal
slås ned. Jeg kender mange fangere,
der er gået en suitevinter i møde for-
di hans spand er slået ned — hvem
vil sælge hunde lige før vinteren -—•
nej, man må vente til næste år med
at få et kørefærdigt spand igen. Vi
trænger lil at få hele hundespørgs-
målet behandlet af en kompetent for-
samling. Der nedsættes så mange
kommissioner, hvorfor ikke nedsæt-
te en kommission til at behandle et
for det nordlige Grønland så vitalt
spørgsmål. Denne kommission burde
også tælle dyrlæger og læger i sin
midte. Som det er nu er det ikke
godt.
P. Wågstein,
Jakobshavn
10