Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 15.01.1959, Blaðsíða 14

Atuagagdliutit - 15.01.1959, Blaðsíða 14
Læserbreve “ KLIP Der bør være retfærdighed til De i radioavisen den 5.—1.—59 ci- terede udtalelser af Hans Lynge om forholdene mellem danske og grøn- lændere og iøvrigt også lignende ud- talelser af andre ved tidligere lejlig- heder bør ikke stå uimodsagt. Lad det være sagt med det samme, at der blandt de udsendte danske kan være uheldige elementer, ligeså vel som det samme kan være tilfældet med de „gesandter" af grønlændere,, som igen- nem årene er blevet sendt til Danmark og fortsat sendes. Foreningen „Kalåt- dlit“s blad har længe ført den politik at fremhæve netop de negative sider af forholdene heroppe. Bedst som man tror, der er ved at komme balance i udviklingen heroppe, og de to befolk- ningsgrupper er ved at finde hinan- den, kommer der en ødelæggende ud- talelse fra en eller anden grønlænder i Danmark, som er gledet ud af den grønlandske hverdag, men som tror, at han har (førstehåndskendskab. — Under den hurtige udvikling, der sker i dag i Grønland, taber man tråden meget hurtigt, så snart man har været væk fra landet et stykke tid. Det er mig derfor ufatteligt, at en del grøn- lændere i Danmark, som har været væk i en halv snes år, frejdigt kan komme med deres betragtninger over interne forhold offentligt udfra de kil- der, de har fået igennem andre. Ud- Mennesker er jo ikke fuldkomne, og et af de menneskelige træk, som tyde- ligst viser dette er frygten for at tage et ansvar på sig — selv at tage skyl- den, når man har den. Alle menne- sker til alle tider har, såsnart de følte sig under anklage, som den første reaktion søgt at finde andre at lægge skylden på — at undskylde sig selv. Og i reglen kommer de meget let til at tro på, at de virkelig selv er uskyl- dige, fordi deres underbevidsthed altid prøver at skabe fred og tilfredshed i sindet, og det har man jo ikke, hvis man bebrejder sig selv noget. Viden- skaben kalder dette fænomen psykisk selvforsvar, og det er som sagt den faktor, som oftest får mennesker til at narre sig selv — og andre med. Men det er jo farligt. For hvis man virkelig har en fejl — et ansvar for noget forkert, så kan det kun rettes og blive bedre, hvis man forstår, at det er ens egen skyld, og man kun selv kan rette det. Hvis man stadig narrer sig selv og finder på undskyldninger, vil man aldrig tage sig selv i nakken og sige: Nu er det dig, der må tage dig sammen. Og netop fordi det er farligt, vil taleiser af den art som Hans Lynges og andre gør mere skade, end de gør gavn, og det værste er, at de bliver grebet af sensationslystne danske bla- de og slugt i rå tilstand af folk, der ikke kender noget til forholdene i Grønland. Vi kan ikke være bekendt at genera- lisere de udsendte danske som dovne og som udsugere, ligesom vi heroppe vil finde det anstødeligt, hvis et blad i Danmark finder på at generalisere alle grønlændere som drankere. Der bør være retfærdighed til. Lad de en- kelte dårlige eksemplarer blive truk- ket frem, men lad os til gengæld af og til også høre lidt om de positive sider af forholdene heroppe, for dem er der mange af. Grønlændere og dan- skere omgås i dag mere som lige end tidligere, hvor det beskyttende mo- ment fra danskernes side var mere do- minerende. I dag snakker grønlændere og danske indbyrdes om problemer, der er fælles for dem, hvad de tid- ligere ikke gjorde. Meget mangler der endnu, bl. a. inden for lønnigsspørgs- målet, men grønlændere og danske arbejder side om side for at nå til løs- ning. Fejltrin bliver gjort, men noget godt kommer der da også ind imellem, og det er det, vi skal holde fast ved. jeg ikke lade være med at sige lidt om dette problem på Grønland i dag, selv om det var lettere at lade være. Det er jo ingen hemmelighed, at grønlænderne i dag er under anklage fra mange sider: De drikker for me- get, laver for mange forbrydelser, får for mange børn udenfor ægteskab og for mange kønssygdomme, mange børn og de unge opfører sig dårligt, og alt hvad vi ellers i de sidste år har hørt og læst om. Nu er det ikke min me- ning her at diskutere, hvorvidt disse anklager er rigtige eller overdrevne, men jeg vil blot prøve at vis, at man fra grønlandsk side i flere tilfælde be- svarer disse anklager — ikke med at afvise dem, men med at give landets embedsmænd og myndigheder skyl- den for ulykkerne. Når fiskerileder Peter Egede i radio- diskussionen om spiritus faktisk sag- de, at spiritusmisbruget til dels kunne skyldes præsternes manglende husbe- søg, så er det et typisk eksempel på at skyde ansvaret fra sig. Vi har alle fejl — og der er utvivlsomt præster, som kunne gå mere på husbesøg — ingen af os gør jo alt, hvad vi kunne gøre, det ved vi alle. Men vi ved og- så, at det er ikke derfor, folk drikker — det ved Peter Egede også, og når han prøver at bilde grønlænderne ind, at det er præsternes skyld de drikker, så er han med til at føre dem bag lyset, så de narrer sig selv og blot giver andre skylden. Og han skyder også ansvaret væk fra de folk, som ophævede rationeringen og skyder den over på sagesløse. Det er let at gøre sådan — men det er farligt, hvis folk tror på sligt. Og på samme måde, når det blev antydet, at også mang- lende lægevej ledning p. gr. af for få læger eller manglende sprogkundska- ber kunne have skylden for drikke- riet, eller når tidligere kolonipolitik, rationering o. s. v må tage ansvaret på sig. Ansvaret har det menneske, som selv drikker eller får andre til det — hvilke historiske årsager, man så end kan opfinde. Ligervis har man flere gange i for- bindelse med de mange voldshandlin- ger skudt på politiet, som ikke for- måede at holde orden. Politiet skal holde orden og straffe, men det fulde ansvar har det eller de mennesker selv, som laver voldshandlingerne. Eller kønssygdomme og de uægte børn. Der skyldes skylden over på de danske håndværkere — og selvfølge- lig har de en stor del af skylden. Men man er dog altid to om sligt, og fra naturens hånd plejer det i reglen at være manden, der er den agressive, mens pigen holder igen. Hvis pigerne, som forfatteren Hans Lynge forleden har udtalt, er så ømme og kærlige, at de siger ja til hvem som helst — ja, så kan man ikke forvente, at mænde- ne holder sig tilbage. Pigerne har deres fulde del af ansvaret, for hvis de sag- de nej, skete der ingenting. Hvis pi- ger i Danmark løber med fremmede sømænd eller soldater, eller hvad det nu kan være, så giver man ikke sø- mændene og soldaterne skylden, men pigerne. Og det må man også gøre heroppe, selv om håndværkerne selv- følgelig heller ikke er skyldfri. — En ordentlig pige må kunne sige nej på rette tid og rette sted — og kan hun ikke det, er der i hvert fald også no- get i vejen med hende. Man hører også tit sagt i Grønland — ikke mindst blandt den ældre ge- neration — at børnene og de unge har en meget dårlig opførsel, og man kan høre skylden lagt mange steder — hos kirken, eller vel især hos skolen. Når Hans Lynge også i sin versifice- rede kommentar til dagens Grønland pludselig bebrejder de unge danske lærerinder, at de hygger sig hjemme i stedet for at være noget for børnene også udenfor skoletiden, så ligger den tanke bevidst eller ubevidst bag: For det er jo også dem, der skal opdrage børnene. — Nej, det er det ikke!! Det skal forældrene, og hverken skole eller kirke eller myndigheder har hoved- ansvaret her. Hvis børnene opdrages dårligt, er det forældrenes fulde an- svar. Og er børnene født udenfor æg- teskab, ligger det virkelige ansvar for deres manglende opdragelse alligevel hos faderen og moderen, som har sat dem i verden. At samfundet så i man- ge tilfælde må træde til for at bøde på de værste følger af folks ansvars- løshed, fritager ikke folk selv for skyl- den. Og hvis forældre ikke selv måg- ter deres egne børn, kan de aldrig forvente, at samfundet skal kunne. Hans Lynge havde man lyst til i forbifarten at spørge, om unge grøn- landske lærerinder ofrer sig på væ- sentlig anden måde end deres danske Nedbrydende kritik fra grønlændere i Danmark Hans Lynges kritik, som radio- avisen bragte den 5.11. vedrørende forskellige forhold i Grønland, fin- der jeg er et nyt i foruroligende grad afslørende tegn på manglende kendskab til de virkelige forhold i vort land blandt grønlænderne i Danmark. Kritikken af lærerinder- ne er således ganske uberettiget, da mange lærerinder kysten langs i fritiden beskæftiger sig med aften- skolearbejde, spejderarbejde og meget andet på lige så påskønnel- sesværdig måde som mange kate- keter, der ganske rigtigt gør et so- lidt stykke arbejde. Havde Hans Lynge læst landsrådsreferatet 1958, side 108—111, kunne han have spa- ret sin kritik af landshøvdingens formandsskab. Det er beklageligt, at grønlændere i Danmark for ofte fremsætter kritik, der kun virker nedbrydende, fordi kritikken er bygget på mangelfuld eller foræl- det kendskab til forholdene her- oppe. Det er på tide, at man gør opmærksom på det! Erling Høegh, Julianehåb. _______________________________> kolleger. Hr. Lynge har ikke lov at kræve en højere moral af embeds- mænd på Grønland, end han selv og alle andre lever efter. Hygger hr. Lynge sig aldrig hjemme — eller of- rer han tid og kræfter gratis for sine landsmænd? På samme måde kan man blive ved: Dårlige erhvervsresultater begrunder man alene med manglende anlæg — aldrig med manglende indsats fra fi- skeres og fangeres side. Der er selv- følgelig tit noget om snakken — eller meget, men det er farligt — det kan let blive en sovepude for erhververne, hvor de netop gennem hård indsats skulle muliggøre de fornødne anlæg. Det er tvivlsomt om de manglende skridt fra myndighedernes side altid er den eneste grund — om det er hele sandheden. Overalt i radio, presse og samtaler hører vi det grønlandske krav om at være med i den nye tid og selv få an- svaret overladt. Og det er et godt og sundt krav — men lad så være med — stik imod jeres egne ønsker — at skyde ansvaret for landets tungeste og alvorligste problemer over på em- bedsmænd og myndigheder. For det er der, de allerstørste opgaver ligger, og dem har I selv hovedansvaret for — og ved at tage dem op og løse dem, kan I virkelig for alvor være med i landets opbygning. Selvfølgelig bety- der det ikke, at vi andre er sagesløse. Jeg vil gerne understrege, at vi alle har et stort ansvar både på den ene og den anden måde, også embedsmæn- dene, men vi er blot ikke alene om det. Der skal snart være landsrådsvalg. Nogle af kandidaterne vil stå op og fortælle jer, at I selv er uden skyld i alle de uheldige ting, der sker i jeres land — og så skælde ud over myndig- hederne og de andre, som har skylden. Andre kandidater vil måske sige ting, som er knap så morsomme at høre: At I på forskellige områder har fejl, som I selv kan rette, hvis I tager jer sammen. Når de siger sådan, er det for jeres egen skyld, for selv kan de kun blive upopulære af at sige det. Men de andre, som kun roser jer, kan tit gøre det blot for selv at blive po- pulære og få mange stemmer, for folk kan jo godt lide at blive rost. Men pas på dem — de narrer jer, og de er farlige. Tro hellere på dem, som tør sige sandheden, selv om den ikke altid er behagelig at høre, for de er de bedste, og det er dem, Grønland har brug for i sine folkevalgte råd. Vis, at 1 ikke er umyndige børn, men voksne, ansvarsbevidste mennesker, som kan tåle at se sandheden i øjnene og handle derefter og tage et ansvar, uden at embedsmænd og myndigheder altid skal være barnepiger. Mads Lideg aard. KRYOLITSELSKABET ØRESUND A/S KØBENHAVN Chr. Berthelsen. Lidt om ansvar 14

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.