Atuagagdliutit - 15.01.1959, Blaðsíða 14

Læserbreve
“ KLIP
Der bør være retfærdighed til
De i radioavisen den 5.—1.—59 ci-
terede udtalelser af Hans Lynge om
forholdene mellem danske og grøn-
lændere og iøvrigt også lignende ud-
talelser af andre ved tidligere lejlig-
heder bør ikke stå uimodsagt. Lad det
være sagt med det samme, at der
blandt de udsendte danske kan være
uheldige elementer, ligeså vel som det
samme kan være tilfældet med de
„gesandter" af grønlændere,, som igen-
nem årene er blevet sendt til Danmark
og fortsat sendes. Foreningen „Kalåt-
dlit“s blad har længe ført den politik
at fremhæve netop de negative sider
af forholdene heroppe. Bedst som man
tror, der er ved at komme balance i
udviklingen heroppe, og de to befolk-
ningsgrupper er ved at finde hinan-
den, kommer der en ødelæggende ud-
talelse fra en eller anden grønlænder
i Danmark, som er gledet ud af den
grønlandske hverdag, men som tror,
at han har (førstehåndskendskab. —
Under den hurtige udvikling, der sker
i dag i Grønland, taber man tråden
meget hurtigt, så snart man har været
væk fra landet et stykke tid. Det er
mig derfor ufatteligt, at en del grøn-
lændere i Danmark, som har været
væk i en halv snes år, frejdigt kan
komme med deres betragtninger over
interne forhold offentligt udfra de kil-
der, de har fået igennem andre. Ud-
Mennesker er jo ikke fuldkomne, og
et af de menneskelige træk, som tyde-
ligst viser dette er frygten for at tage
et ansvar på sig — selv at tage skyl-
den, når man har den. Alle menne-
sker til alle tider har, såsnart de følte
sig under anklage, som den første
reaktion søgt at finde andre at lægge
skylden på — at undskylde sig selv.
Og i reglen kommer de meget let til
at tro på, at de virkelig selv er uskyl-
dige, fordi deres underbevidsthed altid
prøver at skabe fred og tilfredshed i
sindet, og det har man jo ikke, hvis
man bebrejder sig selv noget. Viden-
skaben kalder dette fænomen psykisk
selvforsvar, og det er som sagt den
faktor, som oftest får mennesker til at
narre sig selv — og andre med.
Men det er jo farligt. For hvis man
virkelig har en fejl — et ansvar for
noget forkert, så kan det kun rettes
og blive bedre, hvis man forstår, at
det er ens egen skyld, og man kun selv
kan rette det. Hvis man stadig narrer
sig selv og finder på undskyldninger,
vil man aldrig tage sig selv i nakken
og sige: Nu er det dig, der må tage
dig sammen.
Og netop fordi det er farligt, vil
taleiser af den art som Hans Lynges
og andre gør mere skade, end de gør
gavn, og det værste er, at de bliver
grebet af sensationslystne danske bla-
de og slugt i rå tilstand af folk, der
ikke kender noget til forholdene i
Grønland.
Vi kan ikke være bekendt at genera-
lisere de udsendte danske som dovne
og som udsugere, ligesom vi heroppe
vil finde det anstødeligt, hvis et blad
i Danmark finder på at generalisere
alle grønlændere som drankere. Der
bør være retfærdighed til. Lad de en-
kelte dårlige eksemplarer blive truk-
ket frem, men lad os til gengæld af
og til også høre lidt om de positive
sider af forholdene heroppe, for dem
er der mange af. Grønlændere og dan-
skere omgås i dag mere som lige end
tidligere, hvor det beskyttende mo-
ment fra danskernes side var mere do-
minerende. I dag snakker grønlændere
og danske indbyrdes om problemer,
der er fælles for dem, hvad de tid-
ligere ikke gjorde. Meget mangler der
endnu, bl. a. inden for lønnigsspørgs-
målet, men grønlændere og danske
arbejder side om side for at nå til løs-
ning. Fejltrin bliver gjort, men noget
godt kommer der da også ind imellem,
og det er det, vi skal holde fast ved.
jeg ikke lade være med at sige lidt om
dette problem på Grønland i dag, selv
om det var lettere at lade være.
Det er jo ingen hemmelighed, at
grønlænderne i dag er under anklage
fra mange sider: De drikker for me-
get, laver for mange forbrydelser, får
for mange børn udenfor ægteskab og
for mange kønssygdomme, mange børn
og de unge opfører sig dårligt, og alt
hvad vi ellers i de sidste år har hørt
og læst om. Nu er det ikke min me-
ning her at diskutere, hvorvidt disse
anklager er rigtige eller overdrevne,
men jeg vil blot prøve at vis, at man
fra grønlandsk side i flere tilfælde be-
svarer disse anklager — ikke med at
afvise dem, men med at give landets
embedsmænd og myndigheder skyl-
den for ulykkerne.
Når fiskerileder Peter Egede i radio-
diskussionen om spiritus faktisk sag-
de, at spiritusmisbruget til dels kunne
skyldes præsternes manglende husbe-
søg, så er det et typisk eksempel på
at skyde ansvaret fra sig. Vi har alle
fejl — og der er utvivlsomt præster,
som kunne gå mere på husbesøg —
ingen af os gør jo alt, hvad vi kunne
gøre, det ved vi alle. Men vi ved og-
så, at det er ikke derfor, folk drikker
— det ved Peter Egede også, og når
han prøver at bilde grønlænderne
ind, at det er præsternes skyld de
drikker, så er han med til at føre dem
bag lyset, så de narrer sig selv og blot
giver andre skylden. Og han skyder
også ansvaret væk fra de folk, som
ophævede rationeringen og skyder
den over på sagesløse. Det er let at
gøre sådan — men det er farligt, hvis
folk tror på sligt. Og på samme måde,
når det blev antydet, at også mang-
lende lægevej ledning p. gr. af for få
læger eller manglende sprogkundska-
ber kunne have skylden for drikke-
riet, eller når tidligere kolonipolitik,
rationering o. s. v må tage ansvaret
på sig. Ansvaret har det menneske,
som selv drikker eller får andre til
det — hvilke historiske årsager, man
så end kan opfinde.
Ligervis har man flere gange i for-
bindelse med de mange voldshandlin-
ger skudt på politiet, som ikke for-
måede at holde orden. Politiet skal
holde orden og straffe, men det fulde
ansvar har det eller de mennesker
selv, som laver voldshandlingerne.
Eller kønssygdomme og de uægte
børn. Der skyldes skylden over på de
danske håndværkere — og selvfølge-
lig har de en stor del af skylden. Men
man er dog altid to om sligt, og fra
naturens hånd plejer det i reglen at
være manden, der er den agressive,
mens pigen holder igen. Hvis pigerne,
som forfatteren Hans Lynge forleden
har udtalt, er så ømme og kærlige, at
de siger ja til hvem som helst — ja,
så kan man ikke forvente, at mænde-
ne holder sig tilbage. Pigerne har deres
fulde del af ansvaret, for hvis de sag-
de nej, skete der ingenting. Hvis pi-
ger i Danmark løber med fremmede
sømænd eller soldater, eller hvad det
nu kan være, så giver man ikke sø-
mændene og soldaterne skylden, men
pigerne. Og det må man også gøre
heroppe, selv om håndværkerne selv-
følgelig heller ikke er skyldfri. — En
ordentlig pige må kunne sige nej på
rette tid og rette sted — og kan hun
ikke det, er der i hvert fald også no-
get i vejen med hende.
Man hører også tit sagt i Grønland
— ikke mindst blandt den ældre ge-
neration — at børnene og de unge har
en meget dårlig opførsel, og man kan
høre skylden lagt mange steder —
hos kirken, eller vel især hos skolen.
Når Hans Lynge også i sin versifice-
rede kommentar til dagens Grønland
pludselig bebrejder de unge danske
lærerinder, at de hygger sig hjemme
i stedet for at være noget for børnene
også udenfor skoletiden, så ligger den
tanke bevidst eller ubevidst bag: For
det er jo også dem, der skal opdrage
børnene. — Nej, det er det ikke!! Det
skal forældrene, og hverken skole eller
kirke eller myndigheder har hoved-
ansvaret her. Hvis børnene opdrages
dårligt, er det forældrenes fulde an-
svar. Og er børnene født udenfor æg-
teskab, ligger det virkelige ansvar for
deres manglende opdragelse alligevel
hos faderen og moderen, som har sat
dem i verden. At samfundet så i man-
ge tilfælde må træde til for at bøde
på de værste følger af folks ansvars-
løshed, fritager ikke folk selv for skyl-
den. Og hvis forældre ikke selv måg-
ter deres egne børn, kan de aldrig
forvente, at samfundet skal kunne.
Hans Lynge havde man lyst til i
forbifarten at spørge, om unge grøn-
landske lærerinder ofrer sig på væ-
sentlig anden måde end deres danske
Nedbrydende kritik fra
grønlændere i Danmark
Hans Lynges kritik, som radio-
avisen bragte den 5.11. vedrørende
forskellige forhold i Grønland, fin-
der jeg er et nyt i foruroligende
grad afslørende tegn på manglende
kendskab til de virkelige forhold i
vort land blandt grønlænderne i
Danmark. Kritikken af lærerinder-
ne er således ganske uberettiget, da
mange lærerinder kysten langs i
fritiden beskæftiger sig med aften-
skolearbejde, spejderarbejde og
meget andet på lige så påskønnel-
sesværdig måde som mange kate-
keter, der ganske rigtigt gør et so-
lidt stykke arbejde. Havde Hans
Lynge læst landsrådsreferatet 1958,
side 108—111, kunne han have spa-
ret sin kritik af landshøvdingens
formandsskab. Det er beklageligt,
at grønlændere i Danmark for ofte
fremsætter kritik, der kun virker
nedbrydende, fordi kritikken er
bygget på mangelfuld eller foræl-
det kendskab til forholdene her-
oppe. Det er på tide, at man gør
opmærksom på det!
Erling Høegh,
Julianehåb.
_______________________________>
kolleger. Hr. Lynge har ikke lov at
kræve en højere moral af embeds-
mænd på Grønland, end han selv og
alle andre lever efter. Hygger hr.
Lynge sig aldrig hjemme — eller of-
rer han tid og kræfter gratis for sine
landsmænd?
På samme måde kan man blive ved:
Dårlige erhvervsresultater begrunder
man alene med manglende anlæg —
aldrig med manglende indsats fra fi-
skeres og fangeres side. Der er selv-
følgelig tit noget om snakken — eller
meget, men det er farligt — det kan
let blive en sovepude for erhververne,
hvor de netop gennem hård indsats
skulle muliggøre de fornødne anlæg.
Det er tvivlsomt om de manglende
skridt fra myndighedernes side altid
er den eneste grund — om det er hele
sandheden.
Overalt i radio, presse og samtaler
hører vi det grønlandske krav om at
være med i den nye tid og selv få an-
svaret overladt. Og det er et godt og
sundt krav — men lad så være med
— stik imod jeres egne ønsker — at
skyde ansvaret for landets tungeste
og alvorligste problemer over på em-
bedsmænd og myndigheder. For det
er der, de allerstørste opgaver ligger,
og dem har I selv hovedansvaret for
— og ved at tage dem op og løse dem,
kan I virkelig for alvor være med i
landets opbygning. Selvfølgelig bety-
der det ikke, at vi andre er sagesløse.
Jeg vil gerne understrege, at vi alle
har et stort ansvar både på den ene og
den anden måde, også embedsmæn-
dene, men vi er blot ikke alene om det.
Der skal snart være landsrådsvalg.
Nogle af kandidaterne vil stå op og
fortælle jer, at I selv er uden skyld i
alle de uheldige ting, der sker i jeres
land — og så skælde ud over myndig-
hederne og de andre, som har skylden.
Andre kandidater vil måske sige ting,
som er knap så morsomme at høre:
At I på forskellige områder har fejl,
som I selv kan rette, hvis I tager jer
sammen. Når de siger sådan, er det
for jeres egen skyld, for selv kan de
kun blive upopulære af at sige det.
Men de andre, som kun roser jer, kan
tit gøre det blot for selv at blive po-
pulære og få mange stemmer, for folk
kan jo godt lide at blive rost.
Men pas på dem — de narrer jer, og
de er farlige. Tro hellere på dem, som
tør sige sandheden, selv om den ikke
altid er behagelig at høre, for de er
de bedste, og det er dem, Grønland
har brug for i sine folkevalgte råd.
Vis, at 1 ikke er umyndige børn, men
voksne, ansvarsbevidste mennesker,
som kan tåle at se sandheden i øjnene
og handle derefter og tage et ansvar,
uden at embedsmænd og myndigheder
altid skal være barnepiger.
Mads Lideg aard.
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
Chr. Berthelsen.
Lidt om ansvar
14