Atuagagdliutit - 07.02.1959, Síða 10

neriut umassoK
uvdlune måkunane misigårput o-
Kautsivut namångitdluinartut pisima-
ssut misigissutsivutdlo sarKumiutisav-
dlugit.
nauk tamavta Kamånga pissumik
misigingneKataugaluartugut nalungi-
larput erKardlerissamingnik Kanigi-
nerpaussamingnik ånaissaKartut atu-
gåt artornarnerungårtoK. kisiåne o-
Kautsivta nåmångitdluinåssusiat misi-
gigaluardlugo OKautigissagssaKarpu-
gut pingitsorata OKautigissariaKag-
kavtinik.
sujugdlermik månåkut tOKukut u-
vavtinit avigsårtitaugatdlartut erKar-
sautigalugit Gute KutsavigissariaKar-
parput inuit tåukua suliarissait suniu-
taitdlo pivdlugit. ilait nuimassorujug-
ssuvdlutik Kalåtdlit-nunåne pinarna-
tik avatånisaoK inugpagssuarnit tuså-
massauvdlutik, ilaitdlo ikingnerussu-
nit ilisarineKardlutik. kisiåne uvdlu-
ne måkunane tamavta misiginguat-
siarparput sarKumingitsumik akor-
navtine suniutåt — pingårtumigdlo
ilagissamingnut suniutåt — nåmagsi-
ssåinit sarKuminerussunit sule pi-
ngårnerussoK. nåmagsissait suniutåt-
dlo tamåna pivdlugo Gute Kutsavigår-
put.
månåkutdlo artornartorsiomerpau-
ssuse ima OKarfigissariaKarpavse: na-
lungikaluardlugo misigingneKatauniv-
ta aliasutigissarse avdlångortisinéu-
ngikå, kigsautigingårparput misigisa-
gigse inugpagssuit ilisarissavse ilisa-
ringisavsilo agdlåt misigeKatigaluse
erKarsautigigåse Kinutdlusilo.
toKup asassavtinik arsårångatigut
isumaliutit navsuiautiginiagkatdlo i-
nungnit i sumaliutigineKarsinaussut
tamaisa piviussumik ikiuisinåungitsu-
tut misigissarpavut. taimåitumik pisi-
massoK erKarsautivta inugåt navsuiar-
niarnago, nalunaerut Gutip nalunae-
rutigerKusså nalunaerutigissugssau-
varput:
erKigsineKarpoK Gutimit pissumik,
sianigissavtinit tamanit angnerungår-
tumik. erKigsinerdlo tåuna avdlauv-
dluinarpoK erKigsinermit inungnit pi-
ssumit. erKigsineK inungnit pissoK so-
raertarpoK artornartunik atugaicale-
rångavta, Gutivdle erKigsisaissup ar-
tornarnerpaussume agdlåt najoruma-
våse. atåtavta tåussuma ernine asa-
ssane tuniupå pivdluta, issigingnår-
tariaKarpålo KanoK ernerme asassame
I disse dage kan vi næsten komme
til at hade alle ord, fordi ordene kan
udtrykke så uendelig lidt af det, som
er sket og af det, som vi føler. Der er
øjeblikke, hvor selv den mest oprig-
tige medfølelse og de mest velmente
ord er uendelig utilstrækkelige, og
hvor de, der trænger mest til trøst,
tænker: I kan sagtens sige trøstende
ord, sorgen har ikke ramt jer som den
har ramt os.
Men der er ting, vi må have sagt,
ting, vi må prøve at få sagt, så godt
som de nu kan siges med ord.
Først må vi sige tak for de menne-
sker, som vi ikke mere har iblandt os,
for det, de udrettede og for det, de
var for os. Nogle af dem var kendt
af hvert eneste menneske i Grønland
og langt ud over Grønland, andre var
kun kendt i mindre kredse. Der er for-
skel på, hvor stort deres virkeområde
var, og hvor meget de udrettede ud-
adtil; men mon vi ikke allesammen
har den fornemmelse i disse dage, at
der er noget, der betød endnu mere
end det, de fik udrettet — og det er
det, de var for os.
Det siger vi tak for, og takken bli-
atausioKatigissame toKO atortariaica-
rå. Gutivdlo ernera pivdluta ima o-
KartariaKalerpoK: „Gutiga, Gutiga,
sok Kimagpinga". kisiåne taimåitunik
atuganaraluardlune ima OKarpoK: „a-
tåtaga anersåra agssangnut tuniu-
para“.
såningassulingmut kikiagtugaussoK
toKussunitdle makisimassoK tåuna pi-
ssutigalugo toKussortavut pivdlugit
neriuteKalerpugut umassumik. ånåu-
ssissuvdlo tåussuma nakussagtikuma-
våse uvdlune måkunane avKutigissav-
sine artornartulingme.
ver ikke mindre oprigtig, selv om vi
må sige den med tårer i øjnene.
Til dem, der bærer på de tungeste
byrder, vil vi sige: Vi ved, at selv
om den sorg, der knuger os alle, er
nok så stor, kan den slet ikke sam-
menlignes med den sorg, der har ramt
dem, der har mistet nogle af deres
nærmeste; og vi ved, at ingen med-
følelse kan befri jer fra den byrde, I
bærer på. Men I skal vide, at mange
kærlige tanker samler sig om jer.
Enhver, som har prøvet at miste en
af sine nærmeste, ved, at i den situa-
tion braser alle teoretiske forklaringer
og alle talemåder sammen som kort-
huse. Derfor vil vi ikke prøve på at
give forklaringer på det „hvorfor",
som tankerne så ofte vender tilbage
til.
Det jeg nu vil sige, kan jeg vist kun
sige i personlig form, ved at nævne
erfaringer, jeg selv har gjort, eller
som jeg har set andre gøre. — Fra den
dag, min far døde, er der noget, som
står ganske tydeligt for mig endnu:
Jeg kunne ikke forstå, at der var no-
gen, der tog ud med deres både, at der
var nogen, der legede eller lo eller
arbejdede, at livet i det hele taget
kunne fortsætte, når far var død.
Jeg ved en mor, som bebrejdede sig
selv, som om det var en uret mod hen-
des mand, som hun lige havde mistet,
at hun nogle øjeblikke morede sig
med sine børn og lo ad noget morsomt,
de havde sagt. Selv om det, jeg her
nævnede, måske var et særligt grelt
eksempel, har jeg ofte oplevet, at det
er nødvendigt at sige til dem, der har
sorg: Det ville være umenneskeligt,
hvis der ikke var øjeblikke, hvor sor-
gen går jer til marv og ben og er ved
at tage magten fra jer. Men det vil
være lige så umenneskeligt, hvis I be-
vidst og med vilje begraver jer i sor-
gen og holder den fast. I må ikke have
dårlig samvittighed ved efterhånden
at gå ind i livet igen, ved at arbejde,
ved at lege med jeres børn. Vi svigter
ikke dem, vi har mistet, ved at gå ind
i det daglige liv igen og tage de op-
gaver op, som ligger og venter på os,
hvor betydningsløse de opgaver så end
synes os i forhold til det, vi har op-
levet. Nej, vi svigter først dem, vi mi-
stede, hvis vi bevidst vil fordybe os i
sorgen. Hvis vi begraver os i fortviv-
lelsen, så først har døden for alvor
fået magt, for så har den fået magt
over os, som har fået den opgave at
leve videre.
Vi ærer ikke vore kære ved for be-
standig at vende ryggen til livet og
kun se tilbage. Vi ærer dem ved at gå
ind i det daglige liv igen og gå op i de
opgaver, som den fuldstændig ny si-
tuation stiller os. —
Der er noget, der hedder Guds fred.
Det er noget helt andet end den fred,
man kan forsøge at vinde ved at træk-
ke sig ud af verden, og det er noget
andet end den „fred“, som består i, at
der ingen sorg eller smerte er. Den
fred kommer fra en, som selv prø-
vede at være derude, hvor alle smuk-
ke tanker og ord bliver intetsigende.
Han fik ingen forklaringer på det ube-
gribelige, som skete, da „Han, som gik
omkring og gjorde godt mod alle“,
blev naglet fast til en torturpæk Så
ubegribeligt var det for ham, at han
måtte sige: „Min Gud, min Gud, hvor-
for har du forladt mig“. Men midt i
alt det meningsløse, sagde han: „Far,
i dine hænder overgiver jeg mig“.
På grund af den korsfæstede og op-
standne Kristus har vi fået et levende
håb for dem, som døden ramte — og
på grund af Ham, er der en vej frem
for dem, der skal leve livet videre.
H. Balle.
Vor tilflugt og styrke
Mens redningsarbejdet stod på,
skrev „Kristeligt Dagblad" i en le-
dende artikel bl. a.:
— Solen skinnede vårligt over Dan-
mark i går. Men i alles sind rugede
vintermørket.
Tankerne gik nordover til det sted,
hvorfra „Hans Hedtoft“ fredag anråb-
te om hjælp, og de gik til de mange
grønlandske og danske familier, der
ængstedes for deres kære. Time for
time blev dramaet fulgt. Som i natio-
nens store stunder føltes landsmands-
sindet som varmende virkelighed. —
Alle hjem delte ængstelsen og håbet,
og det føltes naturligt, at Københavns
og Grønlands biskop opfordrede til
bøn i kirkerne. De gamle ord: „Herre,
du er vor tilflugt og styrke“ blev for
mange en realitet.
Kommandobroen på „Hans Hedtoft" havde det mest moderne udstyr.
„Hans Hedtoft“ip nålagkersuissarfia såkutigigsåKissoK.
H. Balle.
Et levende håb