Atuagagdliutit - 29.08.1959, Qupperneq 6

Hvad kan man gøre for
Kap Farvel
distriktet ?
Jairus Lyberlh, Augpilafoic, beretter om „stedet med den barske natur"
Grønland har en lang kyststræk-
ning, og folkets samhørighed er så
lille, at der eksisterer mennesker, som
ikke engang kender til forholdene i det
øvrige land.
Hvis der skal skabes en nation, må
befolkningen oplyses om forholdene i
resten af landet og være orienteret om
de ting, der skal fremmes.
Mit indlæg her må ikke optages på
den måde, at jeg blot skriver for at
gøre mig bemærket!
Det hele kommer sig af, at jeg har
levet sammen med den stedlige be-
folkning ved Kap Farvel og har også
af og til været med på deres fangst-
og jagtture, og det har inspireret mig
til at skrive dette for at finde frem til
et svar på følgende:
Hvorfor er der i Kap Farvel-områ-
det ikke gjort mere for at give folket
bedre ydre vilkår?
Den barske natur
Stedets udseende er meget forskel-
lig fra de nordlige områder. — Høje,
kløftede bjerge adskilt ved dybe dale
er det mest iøjnefaldende. Det er
sjældent at finde en kaj, og når driv-
isen kommer, oversvømmes alt, som
kan oversvømmes. Det er meget van-
skeligt at sejle her — med mindre
man har en båd, man med lethed kan
hale i land. Der er ikke langt til ind-
landsisen, og det er bekendt, at isen i
de fleste dale først smelter sent.
Brændselsvanskeligheder
Det blæser tit og voldsomt i områ-
det. Derfor er der næsten intet vildt
i området, når man ser bort fra den
lille ræve- og rypebestand. Nu for
AugpilatoKS vedkommende, hvor der
har været fastboende folk i mange år,
er det næsten umuligt at finde lyng-
brændsel — og man kan ikke regne
med tørv som brændsel, da tørven
ikke stikker ret dybt. Dette forhold
betyder ekstra udgifter for befolknin-
gen, da man næsten udelukkende må
fyre med kul.
Nomadernes opholdssted
Kap Farvel-området har fra tider-
nes morgen været beboet, i den første
tid af nomader, velsagtens på grund af
de vandrige sunde.
Alle ved, at det kan skifte med fang-
sten — at altså nogle år giver bedre
end andre. Bopladserne kunne lige så
godt have været anlagt på vestsiden
— men denne side er omgivet af et
oprørt hav, og det er nok grunden til,
at folk ikke har slået sig ned der for
længere tid.
Da Kap Farvel er landets sydspids,
går der en meget stærk strøm — selv-
om vindstyrken f. eks. kun er 2, er det
umuligt at klare strømmen. Beboerne
erklærer, at strømmen i de senere år
er blevet stærkere og stærkere. Dette
har også en del af skylden i, at fan-
gererhvervet stagnerer.
Jeg har allerede nævnt, at det blæ-
ser meget, og da stedet ligger ved en
fjord, er der mange slags vinde. Jeg
kan huske en gang, vi i slutningen af
juni sejlede et godt stykke ind i fjor-
den, hvor der pludselig kom en syd-
vest, som vi umuligt kunne klare, og
vi måtte da vende om, skønt det var
et dejligt vejr. Når „sydvesten*1 plud-
selig kommer, hindrer den folk i at
tjene til føden. Sådan var det i januar
i år, hvor sydvesten rasede i 25 dage
med følgende stærkt snefald, og kun
en sjælden gang i denne periode var
der tale om blot nogenlunde godt
vejr. Om sommeren må man tit vente
på bedre vejrforhold for at kunne tage
ud på fangst.
Om efteråret er nordenvinden den
mest fremherskende, hvor det blæser,
så det forslår noget, havet er ikke ale-
ne blåligt, men der er snestorm, me-
get værre end når det er sydvest-
storm. Naturkræfterne er stærke, men
det er dog endnu værre, når storisen
ind imellem driver i 5—6 måneder, så
kan enhver forestille sig, hvor farligt
og anstrengende det er at skulle be-
færde omegnen!
Fangst-nedgangen
Det er meget vanskeligt i disse år
at skulle udtale sig om, på hvilke
fangstområder, der er størst medgang.
Man kan ikke regne med sælerne som
fangsterhverv, skønt det siges, at
AugpilagtoK-beborne er de folk, der
søger at opretholde livet af sæler. På
sælernes tidligere tilholdssteder er
der nu oprettet stationer. — Der er
„Prinsen**, Prins Christians Sund, lo-
ranstationen, Nugssuau og Torssuku-
taK.
Klapmydser kan vi godt undlade at
nævne, da de er så sjældne. Der fin-
des sæler og små netsider (som er
kommet med isen). I dette forår op-
søgte fangerne sælernes tilholdssteder.
Det største udbytte var i løbet af IV2
måned 23 små netsider, og derfor er
det ikke underligt, at ungdommen li-
gesom andre steder på Grønland ikke
har lyst til at lære at tage ud i kajak-
ken. Det er sådan i dag, at der ikke
er en, der kan overtage faderens
fangsterhverv, hvis denne går hen og
dør. Fakta er, at selv de dygtigste fan-
gere ikke engang kan leve at deres
erhverv!
Man har ellers troet og ventet, at
torsken fra Island kunne drive ad
Prins Christians Sund og sprede sig
langs vestkysten. Nu er der ingen tvivl
om, at torsken først kan nå vestkysten
ved at drive med Thules strøm, der
kommer med drivisen.
Derfor er der her i AugpilagtoK
først i efteråret, hvor strømmen er af-
tagende, men hvor uvejret for alvor
sætter ind, tale om torskefiskeri.
Viljesfærke mennesker
Menneskene på stedet er i besiddel-
se af megen vilje og udholdenhed. Hvis
ikke det havde været som folk tager
det, havde det været uudholdeligt. —
Folk anskaffer kun lige til dagen og
vejen hele året igennem og en sjæl-
den gang lidt mere, end de spiser. Og
derfor er det ikke så underligt, at der
ikke er tale om økonomisk fremgang.
Vi må huske på, at der i Kap Farvel-
distriktet er stor forskel på fangstmu-
lighederne nu end tidligere, og dette
har medført, at de magre år nu æder
de fede år, og på den måde sluger de
dårlige tider de gode tider, hvor man
ellers har mulighed for godt fangst-
udbytte. Derfor har myndighederne
med rette haft deres betænkeligheder
med hensyn til beboerne i Kap Farvel-
distriktet.
I dag er der mange, der er i besid-
delse af en robåd og kajak ligesom
i den øvrige del af landet; disse
transportmidler er ligesom solide
grundpiller til bedre vilkår. Det er be-
undringsværdigt, at folk i den grad
benytter sig af dem trods storis, og
hvad der er af fare forbundet med
Vi har modtaget følgende kommen-
tarer til landsrådsforhandlingerne om
„havnepiger**:
„Mange af os, der befinder sig uden
for mødesalen, og som aflyttede for-
handlingen af det vigtige spørgsmål,
vi har i vore dage, havde håbet, at
spørgsmålet blev debatteret noget me-
re og mere omfattende. Vi ved, at man
kun har skibsbesøg i ganske få af
årets måneder i Nordgrønlands byer,
men at der er skibsbesøg hele året
rundt længere sydpå. Hvorfor sagde
medlemmerne fra disse byer ikke no-
get? Hvorfor kom man ikke ind på
LANDSRÅDIP ANGMAGAU-
NERANIT
Knud Rasmussenip åssingata Ki-
perugkap såne: talerpigdlernit: Peter
Heilmann, Nathan Jakobsen, Erik
Egede, Erling Høegh Jakob Nielsenilo.
vejret. Desværre, men rigtigt, er man
tilbøjelig til at mene, at stedet er næ-
rig med sine gaver til folk, der er så
flittigt og udholdende. Fuglebestanden
er ringe i Kap Farvel-distriktet, og
hvis man ikke ligefrem er heldig at
fange en lille sæl, har man intet kød
at spise, bortset fra de få alke og må-
ger, man skyder, men dem er der også
meget få af.
Endvidere er det meget vanskeligt
at fange så mange torsk, at der kan
blive tale om tilskud til sælerne. Der
kan ikke fiskes med langliner på
grund af den megen strøm og på
gund af havdybden og storisen. Der
er meget få edderfugle, og kun om ef-
teråret er der en lille bestand af te-
teratter. Der er ikke rensdyr af betyd-
ning, og harer og ryper kan ikke be-
tragtes som tilskud til føden, ingen
marsvin eller stenbidere.
Der er hellefisk, men først når stor-
isen er drevet bort, og der er altid
skodser og det omskiftelige vejr, alt-
sammen ting, der spiller ind på lang-
line-fiskeri. Alle disse ting er, hvad
man ellers regner erhvervstilskud.
Vi ved udmærket, at både torsken
og sælen og andre vigtige fangstmu-
ligheder kan forsvinde helt for en tid.
Men i almindelighed er det ikke
svært i Grønland at erstatte disse
med andre, men her på stedet er der
bogstavelig talt intet andet, man kan
ty til som erstatning. Og det må siges
at være et af vore største problemer
her. Og med mit indlæg har jeg prø-
vet på at belyse, hvor vanskeligt det
er i Kap Farvel-området at nå en
højere levestandard.
Man kommer ikke uden om, at nogle
måske vil vente, at folk havde for-
stået at økonomisere med deres penge
i pagt med udviklingen.
Som jeg allerede har fortalt om for-
holdene på stedet, er det meget van-
skeligt at forbedre de ydre vilkår net-
op på grund af, at der er så kort sæl-
og' fiskesæson. Hvis folk skal oplyses,
må skolen hovedsagelig være ud-
gangspunkt. Kontakt med omverdenen
er meget lille; det er forbundet med
praktiske vanskeligheder. Radioen
kan være kulturspreder, og det sam-
me gælder skoleradio, men der er dår-
lige lytteforhold, om det så er bjerge-
nes skyld, så det har vi heller ingen
glæde af. Derfor må man ikke' undre
sig, hvis de børn, der vokser op, nu
skulle være tilbage i udvikling end
deres jævnaldrende i det øvrige land.
Så opstår spørgsmålet: Hvad har
man tænkt sig at gøre med den op-
voksende ungdom for at dygtiggøre
den til privat næringsdrivende osv,
uden at den skal føle sig tilbage. Det
er et kostbart og vigtigt spørgsmål i
(Fortsættes side 16)
------------------------->
„barakpigerne** i diskussionen?
På den anden side kan man ikke
lade være med at undre sig over, at
man kun lagde skylden på vore piger.
Burde man ikke have taget mændene
med, mænd, der kommer fra civilise-
rede og velopdragne nationer, mænd,
der har erfaringer? Hvormange af de
udsendte med koner og børn driver
spot med de grønlandske kvinder? —
Dette sker i barakkerne.
„HaVnepiger** kan man ikke for-
svare alle vegne; men det er nedslåen-
de, at kun vore kvinder blev betegnet
som skyldige i landsrådsdebatten og
blev omtalt i den grønlandske og dan-
ske presse.
Vi, der har et medansvar i, hvad der
bliver sagt, når det drejer sig om hele
nationen foreslår, at et så vigtigt
spørgsmål bliver behandlet igen med
omhu**.
Ing. Kristoffersen.
Ikke alene »havnepiger«,
men også »karakpiger«
6