Atuagagdliutit - 29.08.1959, Side 12

Grønland ved at nå bunden af
en kulde- og storis-periode
Vor generations opgave at bevare Grønlands dyrearter for eftertiden,
siger magister Chr. Vibe
-----------------------------------------------------------------------
Så langt Grønlands historie rækker tilbage, har landets beboere måttet ind-
ordne sig under perioder med fattigdom og sult — skiftende med perioder med
overflod og velstand. Bopladser uddøde for senere at blive befolkede igen af
nye mennesker.
Menneskene i Grønland har altid
været afhængige af havets fangstdyr,
skærgårdens søfugle og indlandets
vildt. Havde dyrene det godt, betød
det opgangstider for menneskene.
Havde dyrene det dårligt, led menne-
skene ondt, frøs og sultede.
Således har tilstandene været i
Grønland lige op til vore dage. Under
mine mange og ofte årelange ophold
her i landet, dels mellem jægere og
fangere i Thule-distriktet, dels på
Østkysten, dels i Vestgrønlands fjorde
og fjelde, har jeg også mange gange
prøvet af være afhængig af dagens
fangst på havet, på vinterisen, ved
fuglefjeldet eller i indlandets ren-
distrikter. Når man da om aftenen sad
i teltet eller på briksen og diskuterede
dagens heldige eller svigtende fang-
ster, var det meget nærliggende at
stille spørgsmålet: Hvorfor optræder
fangstdyrene, fuglene og vildtet ofte
i overflod, mens det til andre tider
forekommer meget sparsomt? Dette
spørgsmål har jo den allerstørste be-
tydning for menneskene.
Hjælp fra rigsarkivet
I en lang årrække har jeg derfor
prøvet på at finde svaret på dette
spørgsmål ved at studere alle de for-
hold, der kan tænkes at have indfly-
delse på Grønlands natur og derved
være årsag til de store svingninger i
vildtet.
Først gjaldt det om at skabe klar-
hed over, i hvilke tidsperioder sving-
ningerne i vildtet har gjort sig gæl-
dende for så mange arters vedkom-
mende som muligt. Her har Grønlands
monopolhandel været til stor hjælp,
idet alle indhandlingslisterne endnu
findes opbevarede på rigsarkivet helt
tilbage til 1793. Ved at samle og be-
arbejde dette store talmateriale har
det været muligt at tegne kurver over
de opad- og nedadgående bevægelser
i dyrearternes optræden i Grønland.
Ved at studere disse kurver blev det
straks klart, at jagten ikke altid har
spillet den afgørende rolle i nedgangs-
perioderne; der måtte også være andre
mere indgribende årsager.
Det var da nærliggende at søge
disse i en forværring af de naturlige
betingelser for vildtets trivsel.
Ved nu også at undersøge forhol-
dene i havet og storisen og vejrets
vekslen mellem kulde og varme, regn,
sne og tørke, blæst og stille fandtes her
lignende svingninger som de, der er
så karakteristiske for vildtet.
Kuldebølge over Nordgrønland
Ved nøje at gennemgå de mange
faktorer, der tilsammen udgør Grøn-
lands klima, har det været muligt at
pege på to faktorer af den største vig-
tighed for vildtets trivsel, nemlig den
tiltagende eller aftagende kulde over
jordens nordlige egne, indbefattet
Nordgrønland, og storisens skiftende
optræden omkring Sydgrønland.
I øjeblikket rykker en kuldebølge
ned over Nordgrønland, hvilket på
mange måder har haft indflydelse på
fangsten deroppe: Rævefangsten er
gået ned, og torsken er blevet borte
fra de nordlige egne o. s. v. Det er for-
ståeligt, at mange mennesker frygter,
at denne tilbagegang i klimaet vil
fortsætte.
Ved nu at undersøge klimaet tilbage
i tiden, kan man påvise lignende
kuldeperioder over Nordgrønland om-
kring 1810, omkring 1850, omkring
1890, omkring 1920 og nu i øjeblikket
omkring 1960. Disse kuldebølger er
altså optrådt med cirka 37 års mel-
lemrum fra bunden af den ene kulde-
bølge til bunden af den næste.
Vi har derfor grund til at antage,
at den nuværende kuldebølge over
Nordgrønland snart har nået bunden
og i løbet af nogle år igen vil vige til
fordel for et mildere klima.
Edderfuglebestanden
For rævens vedkommende fremgår
det meget tydeligt, at dens mængde-
svingninger meget nøje følger klima-
kurven i Diskobugten. For dette dyrs
vedkommende spiller jagten derfor en
meget lille rolle. Indenfor jagttiden
kan jægerne roligt fange alle de ræve,
som de kan overkomme uden at fryg-
te at skade bestanden.
Det samme kan siges for søfuglenes
vedkommende med undtagelse af
edderfuglen. Mængden af lomvier og
måger følger klimakurven, og jagten
på disse fugle har i øjeblikket ikke
nogen skadelig indflydelse på bestan-
den.
Kun for edderfuglen er forholdet
anderledes. Indtil slutningen af for-
rige århundrede fulgte også den
klimakurven. Men derefter kom be-
standen ikke op igen i de gunstige
klimaperioder. Selv en fredning af
rugepladserne har ikke kunnet bringe
edderfuglenes tidligere talrighed til-
bage igen, fordi tabene under over-
vintringen og trækket sydpå er for
store.
Storisperioderne
Som lige omtalt er Nordgrønland i
øjeblikket midt i en kuldeperiode, der
nordfra trænger sig ned over landet
og også gør sig bemærket, blandt an-
det ved ringere rævefangster, helt ned
i Sydgrønland.
Men hernede griber endnu en nega-
tiv faktor ind, og det er storisen. Den-
ne drivis indfinder sig hvert år, men
på forskellige tidspunkter af året. Ved
at undersøge storisens virkninger på
vildtet, f. eks. edderfugle og ræve, vi-
ser det sig, at storisen volder størst
skade, når den trænger langt mod nord
om foråret i maj måned. Også dette
sker i perioder med regelmæssige mel-
lemrum på ca. 19 år altså to storis-
perioder i hver kuldeperiode. Således
har det været i de sidste hundrede år,
hvilket gør det sandsynligt, at samme
regelmæssighed også vil fortsætte.
Sidste periode med langt fremtræn-
gende forårsstoris havde vi omkring
1940, og vi er netop i øjeblikket midt
i den næste. Dette vil sige, at Grøn-
land i dag ikke blot befinder sig nede
i en kuldebølge, der rammer hele
Grønland, men vi befinder os også i
en storisbølge, der væsentligst rammer
Sydvestgrønland til stor skade for
edderfugle, ræve, fiskeri og andre er-
hverv. Forhåbentligt og antageligt kan
vi vente en væsentlig ændring til det
bedre indenfor de kommende 10 år,
og Grønland vil da stå godt rustet til
at udnytte en ny opgangsperiode fuldt
ud.
Sydvestgrønlandske problemer
Undersøger vi nu henholdsvis kli-
maets og jagtens indflydelse på vild-
tets mængdesvingninger i Sydvest-
grønland, da er forholdene ikke meget
afvigende fra Nordvestgrønland. Kli-
maet synes at være den faktor, der
spiller langt den største rolle.
For ryper, harer, ræve, lomvier, tat-
teratter og andre måger spiller den
nuværende jagt en meget ringe rolle,
der ikke kan siges at skade bestan-
dene.
I Julianehåbdistriktet, hvor terrænet
er begrænset, og hvor menneskene
mere og mere trænger ind i landet,
kan en udvidet fredning af haren må-
ske have sin berettigelse, men ikke i
det øvrige Grønland.
Edderfuglen er hårdest belastet i
Sydvestgrønland, fordi den hernede
foruden de store tab i storisperioden
også lider store tab under jagten. 15
pct. af fuglene bliver skudt og mindst
lige så mange må antages at blive
anskudte for senere at gå til grunde.
I alle tilfælde er slutresultatet, at
edderfuglebestanden i dag må anses
for at ligge langt under, hvad landet
kan bære.
For rensdyrets vedkommende er
klimaets svingninger en afgørende
faktor til bestandens regulering. I de
centrale rendistrikter er der i øjeblik-
ket en god bestand, der udmærket kan
tåle den nuværende beskydning. I de
nordlige og sydlige rendistrikter er der
grund til nogen forsigtighed, fordi
renbestanden oppe nordpå i øjeblikket
har kuldebølgen imod sig og nede syd-
på har landets periodevise overisning
imod sig. Der er endnu store områder
både nordpå og sydpå, hvortil vild-
renen burde have en chance til at
brede sig og tiltage.
Hvalrosserne
Vestgrønland har på de store ban-
ker syd og nord for Søndre Strøm-
fjord, på et område så stort som Disko,
de allerbedste betingelser for at rum-
me en meget stor hvalrosbestand på
adskillige tusinde dyr. Der har i gamle
dage været så vældige flokke af hval-
rosser her, at man ikke vovede sig
igennem området i kajak. Vi kan ikke
se nogen anden grund til, at hvalros-
serne har forladt disse ideelle æde-
pladser, end at de simpelthen er for-
drevet derfra ved skånselsløs efter-
stræbelse. I dag vil det sikkert kun
være muligt at få hvalrossen tilbage
igen ved at erklære hele området ud-
lagt som hvalrosreservat med total
fred for hvalrossen i en mindst 20-
årig periode. En sådan foranstaltning
vil komme hele Nordvestgrønland til
gode, idet hvalrosser herfra vil strejfe
nordover til glæde for fangerne helt
op til Upernavik og Thule.
Med hensyn til de hvalrosser, der
hvert forår indfinder sig ude i vest-
isen, vil det være meget ønskeligt at
få denne bestand virkeligt undersøgt
med hensyn til, hvor de kommer fra,
hvordan de fordeler sig i vestisen, og
hvor mange der er. Det vil bedst kun-
ne ske med fly fra Søndre Strømfjord.
Det skulle ikke ligge uden for mulig-
hedernes grænse at få sådan en under-
søgelse gennemført, hvis ønsket her-
om gøres aktuelt.
Moskusokserne
Vi arbejder stadig med planer om
at overføre moskusokser fra Østgrøn-
land til Vestgrønland. Når forsøget
måtte opgives i 1954, skyldtes dét, som
bekendt, at moskusoksebestanden net-
op den foregående vinter havde lidt
katastrofale tab på grund af megen
sne og overisning af landet. Vi fandt
mængder af døde dyr, og de fleste
kalve fra de sidste to år var omkomne
af sult.
I indeværende sommer var det pla-
nen at gøre et nyt forsøg i tilslutning
til dr. Lauge Koch’s ekspedition og
(Fortsættes side 16)
12